Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Ministeren om Kattegatforbindelsen (Trafikpolitik)

af mikedk2100, 16/12 2019, 12:43 (1591 dage siden) @ danchr

Selv hvis man får løst udfordringerne ved flyvningens klimapåvirkning (og det er — som andre påpeger — et ret stort hvis) ændrer det ikke på det faktum at flyvning er ineffektiv, dyr og særdeles støjende sammenlignet med tog. Fly ville næppe nogensinde kunne have bundet Odense og København så tæt sammen som de er i dag, og en Kattegatforbindelse ville sandsynligvis have en sammenlignelig effekt på rejsetiderne til Århus og sammenknytningen mellem byerne.

Der er i øjeblikket to måder at flyve mellem Århus og København. Enten med vandflyveren eller det almindelige indenrigsfly. Vandflyveren er enddog meget dyr, og støjer så meget at man kan undre sig over at den i det hele taget får lov til at flyve. Indenrigsfly er kun omkring dobbelt så dyrt som tog, men har den lillebitte udfordring at Tirstrup Lufthavn ikke ligefrem er lige om hjørnet i forhold til Århus.

Der er mange argumenter for og imod en Kattegatforbindelse. Sammenligningen med indenrigsfly vil jeg mene generelt er argumenter for forbindelsen; ikke imod. Det primære argument imod er at den er latterligt dyr.

Selvfølgelig er der en del "hvis'er", men det er da heller ikke fair at sammenligne flyvning som den er i dag med en Kattegatforbindelse om 30 år. Fly er langt mere brændstoføkonomiske og støjer markant mindre end de gjorde for 30 år siden. Sammenlignet med toget for 30 år siden, så har flyene taget et gigantspring - det har togene i Danmark ikke. Der er ingen grund til at tro, at flyudviklingen står stille de næste 30 år, selvom jernbanen i Danmark gør det.

Og der er jo også indenrigsflyvning fra København til Aalborg, Billund og Sønderborg (og omvendt). Aalborg er, som jeg ser det, den eneste by, der kunne få konkurrence fra toget med Timemodellen. Men Timemodellen har også meget lange udsigter.

Jeg siger ikke, at en Kattegatforbindelse er en dårlig idé, men pengene kunne bruges langt bedre på at opgradere den nuværende toginfrastruktur - kunderne venter jo ikke på, at jernbanen (igen) bliver et alternativ til fly, bus og bil.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

ContecRail
Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak