Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Infrastrukturplan (Generelt)

af Niels Bak, 14/1 2020, 22:28 (1557 dage siden) @ Frank Poulsen

Hun siger det ikke er først for, men hun siger jo heller ikke at det ikke bliver i år. Så tænker det kommer an på hvordan de skjulte forhandlinger og sonderinger går. Mon ikke der er en masse af den slags. Og viser det sig løbet af foråret at der er basis for reelle grundigere forhandlinger så tages den frem. Sådan tænker jeg.

Jeg tænker, at du har ret, men også, at det er lidt mere kompliceret end som så.

I modsætning til den forrige socialdemokratiske regering under Thorning, der havde en høj trafik- og ikke mindst jernbanepolitisk profil, så er det påfaldende, at den nuværende ikke har meldt nogen som helst ambitioner ud på trafikområdet. Det er så meget mere mærkeligt set i lyset af klimadagsordenen og i lyset af, at den ellers generelt virker mere ambitiøs og gennemtænkt end Thornings regering gjorde.

Samtidig viste det sig at være en dårlig ide, at basere sin trafikpolitik på Dansk Folkeparti, som jo som bekendt endte med at rende fra de dele af togfonden, som ikke var deres særinteresser. Så det gør S ikke igen. Og det nuværende parlamentariske grundlag er for snævert og risikerer at blive væltet ved næste valg, sammen med alle de fine planer, hvis man blot holder fast i at lave trafikpolitik med venstresiden, selv om der for nuværende er flertal for Togfondens planer.

Så min analyse er, at regeringen først og fremmest prioriterer at få et bredt forlig. Simpelt hen for at få en holdbar trafikpolitik, da planerne pr definition rækker meget længere end en enkelt valgperiode.

Problemet her er bare, at V og K stadig er betalt af deres hovedsponsor til at være sure over togfonden - eller egentlig bare dens finansiering, som er skatter på Nordsøolien, men da dette ingen folkelig appel har, er det dygtigt lykkedes dem at få drejet det over på et karaktermord på selve projekterne, selv om de selv for år tilbage selv var med til at vedtage principperne bag dem, nemlig timemodellen.

Det hele bliver så yderligere kompliceret af, at den finansiering, som Mærsk - undskyld V og K - hader, var alt for usikker og har vist sig ikke at række. Så der skal ud og findes nye penge. Hvis projekterne i togfondens fase 2 skal sikres ud over den nuværende folketingsperiode, så skal de to partier altså overtales til at være med til at finde penge til projekter, som de har brugt et halvt årti på at tale ned og latterliggøre.

Og samtidig står især Enhedslisten og vel også De Radikale på den anden side og insisterer på, at der ikke må hives så meget som en svelle ud af togfondsforliget (undtaget Tulle-banen til Billund, som man kan moppe DF med at droppe).

Det er altså noget rod. Og derfor går regeringen meget stille med dørene, for der er næsten ikke andet end ømme tæer at jokke på, og enhver udmelding vil formentlig mindske chancen for et bredt forlig. Det bliver svært nok at hive bare timemodellen hjem, og skulle man oven i det have større ambitioner som fx at få en jernbaneforbindelse med på en Kattegatbro, så bliver det ikke lettere.

Det, som kan ende med at hive det hele hjem, er nok netop klimadagsordenen. Alle partier har lugtet folkestemningen og tilsluttet sig, og det bliver efterhånden for pinligt og i sidste ende utroværdigt for V og K, hvis de ikke vil gå med ind og tage ansvar for trafikken også, som er væsentlig i den sammenhæng. Og måske kan et nyt megaprojekt som Kattegat ende med faktisk at blive den smørelse, som får det til at glide ned, fordi man kan komme til at sælge det på noget andet end den skide togfond.

Men det bliver ikke let. Og derfor er det også rigtig klogt af Mette Frederiksen at hun ikke sætter en dato på. Det var en af Løkke-regeringens tilbagevendende ansigtstab, at den gentagne gange måtte gå ud og udskyde lovede forlig/reformer på forskellige områder, fordi hverken regeringen internt eller partnerne i DF kunne blive enige, og S hurtigt lærte, at de i hvert fald ikke skulle rage kastanjerne ud for Løkke i de situationer. Det oser ikke ligefrem af effektivitet, og det ender med at blive selvforstærkende.

Så lige nu helt umuligt at sige, hvad det ender med, og ikke mindst hvornår.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Jernbanebøger

På Sporet af 2019

På Sporet af 2019. Pris 240 kr.

Læs mere
DSB MO1990

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak