Den offentlige sektor i en nøddeskal: "Send flere penge".

Politikerne skal gøre to ting: 1) De skal få en uvildig instans til at tjekke, at Banedanmark ikke lyver, fortier, overdriver, manipulerer (fortsæt selv rækken). 2) Politikerne skal stille Banedanmarks ledelse følgende opgave: I får ikke de 15,5 mia. kr.; men I skal alligevel sørge for, at jernbanen ikke bryder sammen og også i 2030 fungerer, som den skal. Kan I ikke løse den opgave, bliver I udskiftet med det samme. Sæt i gang.

Nu vil nogen så indvende: Hvordan skal de da gøre det? Det kan man da ikke? Svaret er ganske enkelt: Det må de finde ud af. Det er det de får deres løn for.

Hej Thomas,

Jeg har det også med at blive gal på Banedanmark. Men jeg er bange for, at problemet ligger et andet sted:
På Christiansborg!

Hvor mange gange har vi ikke set offentlige projekter der er underfinancierede?
Det er en helt bevidst politisk strategi, der går ud på at få stemmer nok til et forslag, ved at påstå at det er billigere end det faktisk er. Kroneksemplet må være Københavns metro, der blev over dobbelt som dyr som oprindeligt "antaget".

I dette scenarie indgår altid en statslig virksomhed som mellemled mellem leverandør og kunde (staten).

I signalprogrammet er det Banedanmark (og DSB) der har denne opgave, der primært går ud på at dække over det åbenlyse misforhold mellem den estimerede og den faktiske pris. At anvende de statslige virksomheder som mellemmand mellem staten og leverandøren er ikke rent praktisk en nødvendighed. De forkludrer også processen med alverdens særkrav, så alt hvad der skulle have være standardvare kommer til at afvige i hoved og hale og projektet bliver forsinket og fordyret yderligere. Men det er nødvendigt for at køre den politisk fordrejede projektøkonomi.

Hvad der var på tide, var mere gennemsigtighed i hele processen, så det en gang for alle blev klart at den hidtidige model med at bestille for billigt og efterfølgende smide den ene pose penge efter den anden i efterbevillinger er en farce som ingen får noget godt ud af.