Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Skyd løs ... (Generelt)

af Jens Hansen, 26/1 2020, 16:14 (1549 dage siden) @ ivar

I Politiken 26 januar 2020 er dette svar fra DSB.

Romer, drik en kop kaffe med mig, så vil jeg vise dig, hvordan DSB arbejder

DSB
Niels-Otto Fisker,
kommunikationschef, DSB

KNUD ROMER, du er en engageret, veltalende og gudsbenådet debattør. Men jeg synes også, at du var noget ensidig i din gengivelse af dine oplevelser i den kollektive trafik i Politiken i lørdag 18.1. Jeg kan ikke tage dine oplevelser fra dig, men jeg vil gerne præsentere Politikens læsere for lidt fakta, der kan nuancere historien og fortælle noget generelt om, hvordan langt de fleste dage ser ud for kunderne hos DSB.

Sidste år solgte DSB godt 186 millioner rejser. Vi har undervejs spurgt kunderne om deres tilfredshed med ’denne rejse’, og de har kvitteret med karakteren 8,0 på en skala fra 1 til 10. Det, synes jeg, vidner om en grundlæggende tilfredshed med de togrejser, DSB leverer, hvad enten det er med S-tog eller fjern- og regionaltog.

Der har været en udbredt fornemmelse af, at det er dyrt at tage toget. Derfor har DSB satset på flere billige togbilletter til kunderne. DSB lancerede sidste februar konceptet Orange Fri og satte samtidig den samlede andel af Orange-billetter, primært uden for myldretiderne, markant op.

Det er et initiativ, kunderne har taget godt imod. Der blev i 2019 solgt 2,7 millioner Orange-billetter over Storebælt. Det er 1 million mere end året før, og det seneste halve år har toget for første gang i flere år taget markedsandele fra biler og billigbusser i trafikken mellem landsdelene.

For mig indikerer de tal, at kunderne både kan og vil tage toget, når tilbuddet er rigtigt.

Knap 8 ud af 10 kunder i fjern- og regionaltog og mere end 9 ud af 10 kunder i S-tog kom sidste år frem til tiden, dvs. inden for 2 minutter og 59 sekunder fra tidspunktet angivet i køreplanen. For de 300.000 daglige kunder i de københavnske S-tog er det et rigtigt flot resultat og i international topklasse.

Isoleret set lever DSB op til kontrakten med staten, når det kommer til operatørpunktligheden i fjern- og regionaltog. Men kundepunktligheden er desværre i perioder negativt påvirket af infrastrukturarbejder og tog fra Sverige, der kommer for sent ind på Københavns Hovedbanegård og skaber forstyrrelser for togene i hele den danske fjern- og regionaltrafik.

Der er mulighed for rejsetidsgaranti for de kunder, som oplever forsinkelser på mere end 30 minutter, og pendlere kan tilmelde sig automatisk udbetaling på deres faste pendlerstrækninger. DSB udbetalte sidste år 25,6 millioner kroner i rejsetidsgaranti til kunderne. Det er nemt og enkelt.

NÅR DET ER SAGT , forstår jeg godt den frustration, man oplever, hvis man bliver så forsinket, at en aftale glipper, eller hvis éns tog helt bliver aflyst. For det sker desværre af og til.

Der er udfordringer. Infrastrukturen er slidt, og DSB’s dieseltog er gamle. Der investeres i disse år mere end 60 milliarder kroner i jernbanen. Banedanmark elektrificerer og moderniserer spor og signaler. DSB er i gang med indkøb af elektriske lokomotiver, nye vogne og nye elektriske togsæt.

På lidt længere sigt vil det bidrage til en moderne, mere klimavenlig og stabil togdrift, når baner og signaler er renoveret og udskiftet. Men det skaber i perioder en længere og mere besværlig rejse. Der er ingen vej udenom.

DSB forsøger at hjælpe kunderne så godt, vi kan. Vi indsætter togbusser og planlægger alternative rejseruter ved sporarbejder. Ved de helt store sporarbejder tilbyder vi kontant kompensation for de gener, som kunderne oplever. I forbindelse med årets sporarbejder mellem Ringsted og Næstved kan pendlerne f.eks. få fire måneders rejse for to måneders pris.

Kære Knud Romer! Jeg betvivler som nævnt ikke dine konkrete oplevelser, og meget kan synes besværligt. Men jeg synes ikke, at vi lever i en bananrepublik. Som det fremgår ovenfor, er der meget, som er godt, selv om der er plads til forbedringer.

Jeg vil gerne invitere dig på en kop kaffe og vise dig, hvordan DSB arbejder. Så kan vi måske i fællesskab komme frem til et mere nuanceret billede af togdriften i Danmark anno 2020.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak