Hold nu op med alt det der "måske er det alligevel jernbanens skyld". Uden at vide det: Ud af 10 eller 100 eller 1.000 ulykker i overkørsler: Hvor mange gange svigtede sikringsanlægget eller lokomotivføreren? Nej, vel! Alt andet er patetisk, om end det er dybt tragisk for de mennesker, der kom til skade eller mistede livet.

Dermed ikke være sagt, at overkørsler ikke kan forbedres, for selvfølgelig kan det det.

Når talen - som i dette tilfælde - er om usikrede overkørsler, der alene er varslet ved et krydsmærke og undertavlen "Se efter tog", er vi 100% prisgivet den menneskelige faktor. Reguleringen findes især i færdselsloven, der pålægger de vejfarende en ubetinget vigepligt.

I mine ca. 25 år ved privatbanerne har jeg desværre oplevet en del uheld og ulykker - heraf enkelte med dødelig udgang - også i sikrede overkørsler (blinklysanlæg, evt. suppleret med halv- eller helbomme). I intet (som i intet) af tilfældene havde overkørselsanlægget svigtet.

Ved Østbanen f.eks. havde vi indledningsvis gennemsnitligt 10 knækkede bomme på årsbasis. De fleste skadevoldere var i parentes bemærket fra lokalsamfundet. Vejdirektoratet (VD), der dengang havde ansvaret for privatbanernes overkørselsanlæg, foretog en udskiftning af lanternerne såvel på bommene som i blinklysene til nogle mere retningsbestemte, der sås tydeligere i både lavt mod- og medlys. Herefter havde vi kun én knækket bom i årligt gennemsnit.

I samarbejde med VD blev et stort antal usikrede overkørsler helt nedlagt. Dette skete som oftest ved jordfordeling mellem lodsejere og/eller anlæg af erstatningsvej hen til landevej, der så krydsede banen i en sikret overkørsel. I meget få tilfælde opsattes halvbomanlæg eller der blev ilagt en elementtunnel. Antallet af sikrede overkørsler blev tillige reduceret således, at der ved de resterende altid var halv- eller helbomme, ved større veje suppleret med "signalheller" og "cyklistbomme".

I hvert enkelt tilfælde skete det på grundlag af en konkret vurdering i samarbejde med vejmyndigheder og berørte lodsejere, og ofte indgik lodsejerne frivillige, ekspropriationslignende aftaler om løsningerne. Dog måtte nu og da foretages egentlige ekspropriationsforretninger med kommissarius' medvirken.

Jeg er således ikke i tvivl om, at den konkrete overkørsel ved Odderbanen, der tjener som adgangsvej til én ejendom, har været underkastet grundige vurderinger, senest ved letbanens etablering.

Og ingen bør være i tvivl om, at forhold omkring niveauoverkørsler ligger banevirksomhederne meget på sinde og dermed er genstand for løbende opmærksomhed.

M.v.h.
Niels