Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Lukning af Skovbrynet - her er løsningen (Generelt)

af Jørgen Pagh Jensen, 23/12 2020, 14:11 (1219 dage siden) @ KKLD

Ja - minimum til 25/4. Forsinkelser på denne type projekt er forekommet før - og BaneDanmark lover en løsning i løbet af sommeren. Så er det spørgsmålet, hvornår den falder til næste år.

I Gladsaxe er borgmesteren ikke imponeret - læs selv hendes kølige svar til DSB:

Kære Tony Bispeskov
Tak for dit brev af 7. december 2020 vedrørende orientering omkring forringelse af køreplanen for Skovbrynet Station. Det er ikke med vores gode vilje, at vi i Gladsaxe Kommune accepterer den snarlige forringelse af den kollektive trafik ved Skovbrynet Station. Vi havde langt hellere set, at det nye signalsystem kunne give en forbedret betjening af Farumbanen.

Vi havde håbet, at vi i forbindelse med vores dialog om Skovbrynet Station i foråret 2020 havde skabt ro om stationens fremtidige betjening. Det er derfor med stor undren, at vi nu med alt for kort varsel modtager information om, at S-togets nye køreplan, der trådte i kraft den 14. december 2020, allerede skal ændres igen for Farumbanen.

Når det er sagt, kan vi på grund af de lavere passagertal ifm. COVID-19 midlertidigt acceptere løsningen. Men jeg må i forlængelse heraf pointere, at det er essentielt, at der arbejdes ihærdigt på at få problemstillingen løst, så frekvensen igen kan øges, og DSB kan leve op til de aftaler, der blev indgået i starten af 2020.

I Gladsaxe Kommune lægger vi stor vægt på at kunne give borgerne god og rettidig information om bl.a. ændringer i de trafikale vilkår. Jeg går ud fra, at DSB tilsvarende vil sikre en ordentlig og rettidig information til de trafikanter, som rammes af den reducerede frekvens på Skovbrynet Station.

I Gladsaxe Kommune har vi iværksat en analyse af potentialer for forbedringer på Skovbrynet Station, blandt andet for at understøtte stationens funktion som støttepunkt for friluftsliv og sportsaktiviteter. Vi imødeser derfor, at DSB tager initiativ til, at vi sammen med Furesø Kommune kan opstarte samarbejdet om mulige indsatser, der kan øge passagerantallet på Skovbrynet Station.

Venlig hilsen
Trine Græse


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak