Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Elasticitet - 300 km/t kontra 250 km/t (Generelt)

af Scharfenberg, 13/1 2021, 12:44 (1161 dage siden) @ Poul Brandt
redigeret af Scharfenberg, 13/1 2021, 12:59

Togets konkurrenceevne - ”En jernbane i vækst”
Kunde parametre og udvalgte instrumenter

Jeg fik kendskab til denne rapport for nylig. Den er nok mest for nørder, men den kan bruges til at kvalificere Lasses høkerregel om at 1% reduktion af rejsetid giver 1% flere passagerer.

Baseret på rapporten kan Lasses regel udbygges således:

For små rejsetidsforkortelser gælder: 1% reduktion af rejsetid giver 1% flere passagerer.

For store rejsetidsforkortelser gælder: 1% reduktion af rejsetid giver 2% flere passagerer.

Faktisk siger rapporten at når de langsigtede (10+ år) dynamiske effekter for store projekter tages i betragtning så nærmer det sig i nogle tilfælde 3% flere passagerer (TGV i Frankrig og Storebælt).

I rapporten angives at de store rejsetidsreduktioner har relativt større effekt fordi flere bliver opmærksomme når noget "spektakulært" sker. (Det bliver "markedsført").

Herefter kan følgende tabel opstilles for 300 km/t kontra 250 km/t

Hastighedsforøgelse..... +20%
Anlægspris................. +8%
Rullende materiel........ +5-8%
Rejsetidsreduktion...... -10%
Antal passagerer........ +20%

Det er svært ikke at have sympati for din iver efter at overbevise politikerne i Danmark om alle fordelene ved højhastighedstog i Danmark, men som jeg tidligere har skrevet, kan jeg godt være bekymret for, at dit ensidige og hårdnakkede fokus på 300 km/t frem for fx 250 km/t risikerer at spænde ben for dit projekt ift. politikerne. Du kommer simpelthen til at fremstå som en skør fantast frem for det, du jo også er: en seriøs, dedikeret og meget vidende jernbaneentusiast ;-)

Dine estimater ovenfor mangler nogle yderligere forudsætninger. Det er nemlig ikke sikkert, at de holder stik, fx hvis det viser sig, at den eksisterende linjeføring (hvor denne ellers er nogenlunde lige som fx tværs over Lolland) for et relativt beskedent beløb kan hastighedsopgraderes ikke kun til 200 men 250 km/t. Så ser business casen for 300 km/t i Danmark ikke så god ud, og slet ikke, hvis man lægger til grund, at 300 km/t kræver anlæg af helt ny bane parallelt med den eksisterende jernbane.

Og jo højere Vmax, desto længere tid og distance, før man kan komme helt derop. Eksempel: København H-Odense (afstand: 160 km): Nuværende rejsetid med 180 km/t og diverse både midlertidige og varige hastighedsnedsættelser: Lyntog og Lyn+: 1 time og 10 minutter. Med materiel til 200 km/t og Ringsted-Odense opgraderet: 1 time og 5 min. Tog til 250 km/t (Kbh.-Køge Nord-Ringsted) og 200 km/t resten af vejen: 58 min. (timeplanens forudsætninger). Hvis man så kan opgradere dele af strækningen mellem Ringsted og Odense til 250 km/t, kan man måske komme ned på 50 min. (mit gæt).

I forhold til Vmax på 300 km/t mellem Kbh. og Odense har jeg dog svært ved at se, at man kan komme meget længere ned end 45 min. Forhold 1: Ny bane tillader først 250 km/t fra Vallensbæk-grenen (M5-broen), da togene først der reelt kan nå helt op på 250 km/t. 300 km/t må være endnu længere ude på strækningen, hvis banen rent faktisk var anlagt til 300 km/t. Forhold 2: Køge Nord skal passeres med maks. 230 km/t. Dvs. Mellem Kbh. og Køge Nord (ca. 35 km) ville man kun meget kortvarigt kunne nå op på 300 km/t. Forhold 3: Ringsted-Korsør kræver helt ny linjeføring (det er rigtig dyrt), hvis man skal kunne køre 300 km/t. Her går det ikke bare at opgradere den eksisterende linjeføring. Og efter ca. 110 km kommer man til Storebæltsforbindelsen, hvor hastigheden igen skal ned til 200 km/t. De sidste ca. 30 km fra Nyborg til Odense bliver helt sikkert heller ikke med 300 km/t. Så den reelle rejsetidsgevinst på 5 min. mellem Kbh. og Odense kan næppe retfærdiggøre et nyanlæg til 300 km/t mellem Ringsted og Korsør. Husk også at Kbh.-Køge Nord-Ringsted-banens tårnhøje samfundsmæssige forrentning skyldes, at den både reducerer rejsetiden mellem Kbh-Odense-Esbjerg/Sønderborg/Aarhus/Aalborg og Kbh.-Næstved-Nykøbing-Hamborg.

Men jeg ser dog gerne, at man kører op til 300 km/t via en evt. Kattegat-forbindelse, så man kan have en reel timemodel mellem Kbh.-Aarhus-Aalborg med indbyggede, optimerede omløbsplaner. Det vil virkelig batte noget på kundevækst og driftsøkonomi.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak