Signal og el på hovedbanen - prioriteringer? (Generelt)
Jeg kan sagtens følge dig i, at det er frustrerende, at Danmarks to største byområder først i 2027 (om seks år) vil være forbundet med eltog. Og tro mig - mange har ventet rigtig mange år på at få køretråd op til Aarhus. Thorkild Simonsen er vist 94 år i dag og når desværre nok ikke at opleve, når det første eltog kommer i plandrift til Aarhus. Hvis det sker i 2027, vil det være på hans 101-års fødselsdag.
Men som andre allerede har beskrevet i forum er der så mange indbyrdes afhængigheder projekterne imellem, at det bare er vanskeligt at få det hele prioriteret anderledes.
Jeg deler dog ikke din opfattelse af, at trafikken mellem Danmarks to største byer er en joke af dårlig service. Fra K21 er der indsat en række nye Lyn+-afgange i myldretiden, som mellem Aarhus og København kun standser i Odense. Det er ikke timemodels-rejsetider men trods alt lidt derhenad. Aarhus-Kbh. på ca. 2:37 og Odense-Kbh. på ca. 1:10 og de sidste/første 60 km ind og ud af Kbh. på nylagte skinner på Ny bane. Det er i min optik konkurrencedygtigt med fly, busser og bil. Især fordi vi i Danmark også tilbyder billige Orange-billetter til de fleste af vores lyntog.
Og så skal du huske, at især mange større sjællandske byer slet ikke har IC-betjeningen som fx byerne i det østjyske bybånd herunder Langå (2800 indbyggere) og Hobro (12.000 indbyggere) - sidstnævnte endda også med lyntog. Her kan du se nogle sjællandske byer uden IC-betjening:
* Hørsholm (47.000)
* Helsingør (47.000)
* Næstved (43.000)
* Hillerød (33.000)
* Holbæk (29.000)I forhold at Sydbanen mellem Kbh.-Næstved-Nykøbing F er 'forrest i køen' ift. eltog skal man også huske på, at især Næstved-Kbh. er en stor pendlerstrækning med stort potentiale især fordi Køge Bugt motorvejen ofte sander til i myldretiden.
Din forståelse er sympatisk, men det ændrer ikke på de faktiske forhold. Jeg frygter at man har valgt en model der går med livrem og seler for ikke at gentage fortidens synder. Det har i stedet den konsekvens at det går ud over den kvalitet man leverer til kunderne, som slet slet ikke er tidssvarende, fordi at det udskyder elektrificeringen til en fjern fremtid i 2027. Det er seks år vi snakker om, og det handler om at elektrificere et mindre stykke jernbane på 60 km? - ikke om at bygge en ny Storebæltsbro. Man skulle ikke tro at vi havde prøvet det før.
Jeg er sikker på at hvis man gennemgår de afhængigheder med det formål at fremskynde elektrificeringen til Fredercia-Århus et par år til fx 2024, så er det ikke umuligt. Jeg ville i alle fald gerne se sådan et studie og estimater af hvad det vil betyde for det overordnede projekt, samt for prisen, sammenlignet med den nuværende plan.
Jeg har ikke skrevet noget om Randers og Aalborg, og det er ret bevidst, selvom at de også er større byer. Her kan man evt acceptere et togskift i en periode i Århus hvis man skal videre.
2:37 er bestemt et godt tiltag, når det kører og når materiellet ikke fuldstændig nedslidt. Problemet er ikke kun tiden men når man ikke kan regne med tiderne. Skal jeg tage afsted en time før for at sikre mig mod aflysninger og forsinkelser, så er man lige vidt.
Jeg håber også at når de får de nye togstammer og lokomotiver til tysklandsdriften, så kommer der noget lignende på Århus-Hamborg. Det kunne være en stor dag.