01 0529-6 afgår med E 805 med en næsten frygtindgydende røgfane fra Triptis til Saalfeld den 2. april 1979. Fotos: Gunnar W. Christensen.

Gunnar W. Christensen rejste i 1960erne og 1970erne til DDR for at fotografere jernbaner. Nu er hans enestående samling af fotos samlet i en ypperlig bog.

(Artikel bragt i Flensborg Avis den 23. marts 2021)

Det kan være vanskeligt at få øje på fornøjelserne i disse corona-tider.
Forleden dag mødte jeg op til endnu en dag på kontoret - ikke hjemmekontoret. Og der lå et anmeldereksemplar på skrivebordet, som fik livsglæden tilbage for fuld styrke: »Bahnreisen in die DDR - på togtur i DDR« - forfattet af en herre, der virker til at have fundet hele meningen med tilværelsen.
Gunnar W. Christensen er jernbaneentusiast og ivrig amatørfotograf. Altså helt klart en mand, der har fundet sig nogle sunde interesser.
Mens andre ødslede tiden væk ved at tage på ferierejser til Mallorca eller Costa del Sol, rejste Gunnar W. Christensen i 1960erne og 1970erne til DDR for at fotografere tog og jernbaner. Han havde endda sin hustru Irene med flere gange og senere også sine døtre. Hvorvidt hustruen og døtrene har haft den samme lidenskab som forfatteren, melder bogen ikke noget om. Men han skriver:
»Jeg skylder også Irene en stor tak for hendes overbærenhed med mig, både når hun var med på turene, men også de mange gange, jeg var alene af sted«. Måske resten af familien har fornøjet sig med lidt shopping eller en østtysk cola, når farmand gik rundt på perroner eller ude på strækningerne med sit kamera.

Besøgte penneveninde
Det startede med en østtysk penneveninde i 1956. Hun boede i Coswig mellem Dresden og Meißen. Pennevenner siger vel næppe yngre generationer noget i dag. Mon ikke den slags for længst er udkonkurreret af alskens nymodens kommunikation? Kort fortalt var det brevskrivere - som oftest af forskellig nationalitet - der fandt hinanden, selv om de ikke nødvendigvis kendte hinanden personligt. Ofte korresponderede de for at blive klog på hinandens kultur eller for at lære et fremmedsprog.
Efter endt soldatertid blev Gunnar W. Christensen inviteret til DDR for at besøge sin penneveninde og hendes forældre i Sachsen.
Der skulle udfyldes blanketter i seks eksemplarer, fire af dem med portrætfoto. Der skulle overføres et ekspeditionsgebyr til den østtyske statsbank, Staatsbank der Deutschen Demokratischen Republik. Bagefter skulle en kvittering vedlægges en visumansøgning til statsrejsebureauet i Østberlin. Så skulle man vente over en måned, før der kom svar, og når man så først var i DDR - hvilket også var sin sag - skulle man inden for 24 timer melde sig på den nærmeste politistation. Vi er nogle, der er gamle nok til at kunne huske den slags. I dag forekommer det endnu mere absurd end dengang.
Og under opholdet hos vennerne i DDR skulle der naturligvis også knipses tog.

Film revet ud
Man måtte ikke bare sådan gå rundt og fotografere på jernbanestationer. Også dette skulle der indhentes en særlig tilladelse til. En enkelt gang gjorde den godtroende dansker det uden at have fået lov, og det endte med, at han blev kaldt ind til politiet, og betjentene trak hans film ud af kameraet.
En film var sådan noget, man tog billeder på i gamle dage. Det var et tyndt plastmateriale, der var belagt med en emulsion bestående af lysfølsomme krystaller. Denne belyste man ved et klik på kameraets udløser, og bagefter skulle den igennem en kemisk proces, der blev kaldt »fremkaldelse«. Ud af den fremkaldte film, som man kaldte »et negativ« kunne man fremstille et »positivt« papirfoto ved at belyse papiret gennem negativet.

I Bad Doberan kørte og kører damplokomotiverne fortsat midt på gaden. det er med at passe på, hvis man kommer i sin bil.

Ud af vagten i Rostock
Da de uniformerede DDR-borgere trak filmen ud af kameraet, var billederne ødelagt for evigt. Gunnar W. Christensen forsøgte sig med en sang fra de varme lande, sådan som danskere nu kan finde på i deres sidste appel til »common sense«. Det er en meget angelsaksisk måde at tænke på, der helt klart adskiller sig fra den tyske tankegang, som hviler på romerretten: Lov er lov, og lov skal holdes.
Det var på Rostock Hauptbahnhof, at den ulyksalige hændelse indtraf den 3. juni 1972. Danske Christensen forklarede betjentene, at han tidligere havde fotograferet på banegården i Rostock, da han var på tur med Dansk Jernbane-Klub. Og at han i øvrigt kunne fotografere lokomotivet BR.01.05 - som han lige havde gjort - så meget han lystede, når lokomotivet kørte ind på sporene på hovedbanegården i Hamborg.
Den slags argumenter prellede af i DDR. Nogle gange kunne de næsten gøre sagen værre, og Christensen fik da også i utvetydige vendinger besked om, at han omgående skulle forlade Rostock og tage toget tilbage til Warnemünde, hvorfra færgen sejlede tilbage til Gedser i Danmark.
Senere sørgede Gunnar W. Christensen for at have de nødvendige tilladelser, og havde man først den, gik det hele smurt.
DDR var et super-spændende jernbaneland. Det ved vi, der er i jernbanedriftens vold. Mens mange af de gamle preussiske smalsporsbaner blev pillet op i Vesttyskland, fortsatte de i det tidligere DDR med at køre til en særdeles fordelagtig billetpris. Disse »Kleinbahnen« kender vi også fra preussisk tid i både Sydslesvig og Sønderjylland.
Christensen har naturligvis været på tur med både »Rasender Roland« på Rügen og »Molli« mellem Bad Doberan og Kühlungsborn i Mecklenburg. For slet ikke at tale om de hyggelige smalsporsstrækninger omkring Dresden.

På både dansk og tysk
Man har heldigvis bevaret disse strækninger som veteranbaner efter den tysk-tyske genforening i 1990, men billetprisen er en noget anden end i statssubsidiernes tid i DDR. Af gode grunde. Det er ganske bekosteligt at drive veteranbaner, og ofte hviler de endda på frivillig arbejdskraft.
»Bahnreisen in die DDR - på togtur i DDR« er ren guf for nørder og freaks - og sikkert også for læsere med et eller andet forhold til den hedengangne arbejder- og bondestat i øst. Bogens tekst er på både dansk og tysk.

Gunnar W. Christensen: Bahnreisen in die DDR - På togtur i DDR, 264 sider, 350 kroner hos www.jernbaneboger.dk og diverse boghandlere.