Netop fordi antallet af sukkerfabrikker er faldet, har den enkelte landmand længere at køre med hvert læs. En roebonde fra Blæsenborg kører helt til Nykøbing med sit læs – 25 km. hver vej i traktorfart. Det ville alt andet lige have visse fordele om han bare kunne køre til Maribo Station og aflevere sine roer dér.

Hvis fordelene havde været tilstrækkeligt store havde man nok bevaret roebanerne..

Så er vi tilbage ved trafikpolitikken. Så længe der er indirekte statstilskud til vejtransport (idet både traktorer og lastbiler kan bruge vejene “gratis”), så vil det jo alt andet lige gøre det komparativt dyrere at bruge jernbanen.

Hvis man ændrede på den formel, så tunge/langsomme køretøjer skulle betale for brug af vejene, herunder slid, miljø- og trafikgener, så kunne regnskabet komme til at se anderledes ud.

Lastbiler betaler vist vejafgift.

Småpenge ifht. de reelle omkostninger.

Landmandens traktor og vogn næppe.
Men hvem skulle financiere roebanerne og sikre overkørsler etc. Og trafikken ville givet blive mere sinket af krydsning ad små roevogne og et svagt lokomotiv.

Nu var det jo ikke ligefrem det jeg foreslog, prøv igen uden stråmanden.

Nej - den ide må du godt beholde til brug i Alpelandet.

Ja, måske du kan fortælle mig hvor man dyrker sukkerroer i Schweiz, siden du er så velinformeret?