Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Får vi snart dette lok. at se i Danmark. (Generelt)

af Lasse Toylsbjerg Petersen, 19/3 2022, 10:42 (768 dage siden) @ ivar

Lasse har jo givet udtryk for, at togvægten beregnes på grundlag af en række værdier, der sendes gennem en simulator - så hvorfor vil du så have sendt et godstog ned under bæltet?

Jamen jeg prøver da igen. Der er (mindst) tre emner i denne tråd, der synes blandet godt og grundigt sammen:

1: Spørgsmålet: Kommer der Eurodual til Danmark?
2: Mit svar om at den simulerede værdi af en EuroDuals performance i de eksisterende godstogskøreplaner, ikke rigtig understøtter investeringen
3: En masse om faktiske belastningsprøver i Storebælt.

Jeg forsøger at svare således på punkterne:
1: Forholdet mellem investering og gevinst ift EuroDual er lige nu ikke det bedste. Du får basalt set mulighed for at trække 25% tungere tog i Danmark, men lokomotivet er omkring 70% dyrere i anskaffelse i forhold til hvis du køber nye TRAXX eller Vectron - Eurodual er designet til at erstatte forspand med Bo-Bo lokomotiver. Dertil kommer øget vedligeholdelse. Eurodual er et godt lokomotiv, og inden det kom på markedet, havde Bombarder en TRAXX 4 (Co-Co, Multisystem med 7,5 MW effekt på el og 2.800 kW på diesel) på tegnebrættet, så jeg prøver på ingen måde at tale lokomotivet (eller de andre lokomotiver) ned.

2: Gevinsten ved at indsætte EuroDual eller alle andre lokomotivtyper afhænger blandt andet af, hvor meget du kan trække i de køreplaner, der definerer, hvordan der kan køre godstog i Danmark. Der er basalt set to godskanaler gennem Danmark pr time, og disse er defineret ud fra en køretid med enten BR 185 eller EG og så den belastning der er plads til at køre med i det definerede køreplaner. Kan du ikke køre i en af disse kanaler risikerer du at din transittid fra Malmø til Padborg øges med 2 timer - hver vej. Andre gange kan du være heldig, at det ikke betyder så meget. Køreplanerne er lavet ud fra værdier fra leverandørerne, bekræftede værdier ved testkørsler (jeg er faktisk ikke sikker på, at man ændrede noget på baggrund af disse, mens jeg ved at man øgede belastningen på BR 185 til 1700 tons baseret på rettidighedsdata) og så erfaringen fra mere end 20 års godskøreplaner på denne vis. Der er ingen der betragter disse godskøreplaner som optimistiske - der ER luft til noget mere, primært, hvis man sender vogne afsted med en lavere rullemodstand. 1700 tons belastning gennem 6-akslede fladvogne læsset med stålplader, er "tungere" at køre med en 1700 tons belastning gennem 6-akslede lommevogne - og nej, det er ikke en udfordring af de gængse formler og konstanter, jeg er ude i - men data viser, at der er en forskel i forhold til Banedanmarks "fast definerede godstog", der i mine øjne taler for, at intermodaltog kan tillades med højere belastning i de her system køreplaner end "konventionelle" godstog.

3: Testkørsler i Storebælt: Jeg har svært ved at se behovet for testkørsler i Storebælt længere. Dels bliver lokomotivtyper jo testet alle mulige andre steder, hvor værdierne til "simuleringen"/Køreplanlægning bliver bekræftet - dels fordi Storebæltsforbindelsen faktisk ikke er det sted på strækningen, hvor køreplanen nødvendigvis er strammest. Eksempelvis den simulering der blev lavet med TRAXX DEME / BR 245, der blev begrænset til 1500 ton - på grund af køretiden mellem Ringsted og Slagelse - Storebælt kunne nok passeres med lidt mere.
En TRAXX 3 AC (BR 187) er blandt andet testkørt på Bergensbanen, Frankenwald, Brenner og Karpaterne. En TRAXX 3 MS (BR 188) er testkørt i 15 lande over tre år. Jeg har svært ved at forstå, hvad en testkørsel i Storebælt kan bidrage med - heller ikke selvom det kunne være meget sjovt. Der er jo mekanismer i jernbanesektoren, der straffer leverandøren, hvis lokomotivet ikke performer, som han har lovet.

Så ja, de angivne værdier, som jeg har fået "simuleret" hos BDK og andre gennem årene er postulater. Men de er ikke mere skæve, end at såfremt et rigtig testkørsel vil vise en afvigelse, kan jeg tilbagevise denne med den usikkerhed, der i forvejen er i BDKs godstogskøreplaner

Og hvis nogen vil finansiere en testkørsel i Storebælt for at modbevise mig, giver jeg gerne kaffe og kage...og en øl, hvis jeg tager fejl.

/Lasse


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak