I marts har jeg opholdt mig 3 uger i Argentina. De første 10dage på en arrangeret tur med Farrail og Bernd Seiler. Turen gik til jernbanen mellem Inceniero Jacobacci-Esquel. Banen er også kaldet ”La Trochita”. Turen var ellers i fare for at blive aflyst, da et torden stormvejr ødelage vejene omkring Inc. Jacobacci. Byen var fuldstændig afskåret fra omverden i ca.14 dage, før vejene til byen reetableret. Det var heldigvis på den sidste del af turen til Inc. Jacobacci. Byen var først åben ca. 1½ dag før vi ankom. De sidste 10 dag var på egen hånd. Turen gik forbi Iguazúvandfaldende i det nodlige Argentina. Yderligere var der tid til både lidt railfaning og være almindelig turist i Buenos Aires.

La Trochita er anlagt med en sporvidde på 750mm. I Inceniero Jacobacci møder La Trochita hovedbanen mellem Viedma (Buenos Aires)-San Carlos de Bariloche (hovedbanen er 1.676mm). De første planer om en bane fra Inc. Jacobacci blev vedtaget allerede i 1921. Man begyndte fra Inc. Jacobacci, og byggeriet skred kun langsom frem. I 1931-32 ødelage nogle oversvømmelser den nyanlagte bane. Man måtte begynde forfra, og banen åbnet for drift i etaper. Først kom Inc. Jacobacci til El Maiten i 1941. Hvor også banens værksteder blev anlagt. Først i 1950 nåede man til Esquel. Banen forløber ca. 10km sammen med hovedbanen, på 3 strengsspor. Her drejer La Trochita næsten stik syd, over El Maiten til Esquel og er lidt over 200km lang. Det tog 14 timer at køre hele strækningen igennem. De sidste år hvor der var drift på banen, skulle drift mønsteret efter signe have været. Fra Inc. Jacobacci til Esquel om onsdagen, tilbage igen om fredagen. Banen lukkde for drift i 1993, men man har opretholdt dog noget turist kørsel, ud fra de tre hoved byer. Der er stadig 4 driftsklare damplokomotiver. Det er fra Baldwin nr.3-4, og fra Henschel nr.101-104.

1-25 Baldwin 1’D1’ (2-8-2) 55429-55453 1922 25
101-150 Henschel 1’D1’ (2-8-2) 19402-19451 1922 50
Henschel Ct (0-6-0) 19452-19455 1922 4
Kørekran. Henschel Dt (0-8-0CT) 19456-19457 1922 2

I 1922 blev der indkøbt 75 damplokomotiver for at klare driften. 4 tendermaskiner og 2 kørekraner. Alle person og godsvogne blev bestilt i Belgien i også 1922. Det materiel der kom til fra banens start, holdt hele dens levetid. Der er aldrig blevet anskaffet diesellokomotiver, så det var de oprindelige damplokomotiver der lukkede og slukket. Jeg syntes at anskaffelsen at materiel virker noget overdrevet. Det virker som om baneselskabet ville lave intensentiv drift på banen. Ud over de tre byer Inc. Jacobacci, El Maiten og Esquel, er der ikke nogle byer af betydning i området. Udover de tre nævnte stationer, var der yderligere 15 stansningssteder/stationer. De steder jeg så, var der mulighed for krydsning. Der var eller havde været vandtårn. Så de fleste må have været anlagt rent driftsteknisk, krydsninger, vandtagning osv. For de fleste steder boede der ikke mange mennesker, eller slet ingen. Da man anlagde banen, må regeringen, lokalregeringen og baneselskabet haft store forventninger til immigration og tilflytning til området. Men kom aldrig nogle. Så trafikken på banen, kom heller aldrig i det omfang som man forventet.

Trods jeg havde store forventninger om problemer, f.eks. nedbrud. Så må jeg sige, at min tvivl blev gjort til skamme. Argentinerne gjorde et fremragende stykke arbejde. Vi havde et nedbrud, det var på sidste dagen. Her bukkede en stødstang på lokomotivet (nr.104), under en tilbagerykning. Vi hørte heller aldrig et "nej" når der kom forspørelser om et fotostop. Svaret var bare "jamen så gør vi det". Engang imellem kom det det dog, "vi har ikke mere vand", og alligevel lykkes det som regel at presse endnu et fotostop ind. Morgenmad og aftensmad var derimod, noget af det dårligste jeg til dato har fået. Jeg vil ikke sige at jeg er gået sulten i seng, med det var tæt på. På hotellet i El Maiten, bestod morgenmaden af to pakker kiks, nogle småkager, lidt tørret brød, en sandkage og kaffe og the. Dette var til deling mellem 5 granvoksne mænd. Den bedste mad vi fik var frokosten, men den stod vi også selv for. Her plyndret vi det lokale supermarked for hvad de havde af flute, pølse, skinke og ost, og selvfølgelig noget øl. Da vi kom på egen hånd, blev maden meget bedre. Da lykkes det at få nogle store tykke lækrere argentinske bøffer, der til selvfølgelig en dejlig argentinsk rødvin.
Buenos Aires er nu bare en storby alle andre. Den har 13mill indbyggere, så trafikken i byen er enorm. Den kaldes Sydamerikas Paris. Den gamle bydel har da også mange smukke huse og pladser, men er meget sydamerikansk. Det gamle havne område, er lige som vi kender det her fra Europa, plasteret til med moderne højhuse. Det er ikke alt sammen lige kønt at se på. Der er nu noget positivt ved det gamle havne område. På tracéet fra havnebanen, er der anlagt en ny sporvej. Strækningen var vistnok på 5-6 stationer, og man havde fået moderne vogne, lavet nye perroner osv. Jeg kan ikke sige om projektet under indkøring eller hvad. For man kørte ikke særligt hurtig, og driften var ikke særlig intensivt. I hvert fald virkede det som om at man kun gik halvhjertet ind i projektet. Byen har tidligere haft en sporvej, men som andre steder blev den nedlagt, jeg ved bare ikke hvornår.

Peter