Som jeg tidligere lovede i mit bidrag til billedegætterier, så vil jeg her bringer lidt om kulminen i Qullissat.

Jeg har pga. mit arbejde været så heldig at kunne besøge nogle tidligere og nuværende miner i Grønland, endda mens vejret viste sig fra sin bedste side, nemlig den tidligere marmorbrud/mine i Maamorilik og til dels Den Sorte Engel samme sted, desuden den forladte kulmineby Qullissat og senere på måneden står Ivigtut for skud.

Da der er begrænsning på teksten vil jeg først bringe historien bag og så billederne i en "påhængstråd"

På trods af områdets størrelse og det man ellers har kunne finde om anden minedrift i Grønland, så har det straks vist sig noget sværere at finde fyldig information om kulminen ved Qullissat. Der kan dog findes fragmenter i andre artikler på nettet, bl.a. har Signalposten fra marts 1977, en enkelt spalte om Qullissat (her stavet Qudtligtssat).
Jeg har prøvet at stykke lidt sammen lidt sammen efter at have gennemtrawlet diverse artikler samt snakket med lokale folk med kendskab til området.
Fælles for alle kilder er dog at årstal, indbyggertal svinger lidt, så alle disse er skrevet med forbehold

Qullissat ligger på nordsiden af øen Disko ud mod det sund der hedder Vaigat.
Der har længe været brudt kul på øen til lokalt brug, men først i 1924 blev driften for alvor industrialiseret, i takt med driften blev større voksede der en by op lige nord for minen, og med den alt hvad der hører til at et samfund kan fungerer. Da indbygger tallet var på sit højeste var der næsten 2000 indbyggere, hvilket gjorde den til, på det tidspunkt en af Grønlands 5 største byer, og minen forsynede det meste af Grønland samt "eksporterede" til Danmark.

Vaigat sundet er kun sejlbart fra primo maj til primo oktober, hvorfor der kun blev udskibet kul i denne periode, mens brydningen fortsatte hele året.

I 1972-73 blev minen lukket, da det ikke længere var rentabelt at drive minen pga. konkurrencen fra billigere udenlandske kul, og indbyggerne i byen blev flyttet til andre byer i Grønland.

Området ligger i dag som det blev forladt for 40 år siden, dog undtaget området tættest på vandet jævnf. nedenstående.

I november 2000 skabte et fjeldskred på den anden side af Vaigatet, på Nuussuaq-halvøen en tsunami der raserede store dele af byen og kystlinjen hvor minen lå.
Skredet var på ca. 90 mill. tons materialer og man regner med at 1/3 af disse røg i havet og skabte tsunamien.
Ved byen gik vandet ca. 250 meter op på land og jævnede stort set alt med jorden. Selve minen ligger ca. 2 km længere mod syd helt ud til kysten og 20 moh. og man regner med bølgen har været ca. 28 meter høj, så rammer den altså mineområdet med alt hvad den har i sig, hvilket også kan ses i dag.

Jeg har ikke kunne finde samtidige billeder fra minen, men ifølge Grønlands Lodsen fra 1966 så har udskibningen af kul foregået på den måde at kullene fra anløbsbro er blevet styrtet ned i pramme der så er blevet trukket ud til skibene der lå til ankers, hvor de så er blevet læsset af skibet egne kraner og med specielle grabbe prammene medførte inde fra land. Under gode forhold kunne der læsses 400-500 tons om dagen, da der kunne arbejdes i døgndrift (midnatssol).
Resten af beskrivelsen er gisninger ud fra hvordan jeg har kunne tolke området som det så ud da jeg var der, samt hvad jeg ellers har kunne læse mig til.

Selve området set i tværsnit består af ca. 3 plateauer, hvor stranden er det nederste, mellemste hvor kullene er blevet oplageret i vinterhalvåret og det øverste hvor selv minen lå.

Selve de to minegange ligger ca. 20 moh og går ind i fjeldet vinkelret på kysten. Det er to indgange hvor den sydlige ser ud ti at være sekundær med kun et spor, mens den nordlige ligner hovedgangen med to spor.
Når sporene kommer ud af minen svinger de 90 grader nordpå, hvorefter vognene fra den sydlige gang kan tippes direkte ned på mellemste plateau, vognene fra hovedgangen har først skulle trækkes op til materiel/driftområdet for så at blive skubbet ud på sporet til den sydlige gang.

På det mellemste plateau, hvor kullene blev oplagret har man så med gummiged kunne læsse kullene ned i en form for bygning (som også kendes fra grusgrave), med en stor slags tragt i toppen der ledte dem ned på et transport, der fortsatte ud på anløbsbroen. På kanten af mellemste plateau og ned til nederste, har der tilsyneladende været et meterspor med nogle store specielle wiretrukne vogne der førte hen til samme bygning. Det har måske været muligt at tømme de små vogne fra minen ned i disse, når selve oplagringen af kul var væk for at spare gummigeden, alternativt har der også været oplagring på selve stranden, men da stigningen ned til mellemste Plateau har været for stor til de små tog, har man valgt at gøre det på denne måde.

Som sagt er området rimeligt hærget af tsunamien, omvendt ser det ud som det gjorde da den trak sig tilbage. På stranden er alt skyllet væk, der ligger kun en masse tømmer der er blevet fanget af de stolper der har været rammet ned i sandet, samt "skakten" som kullet blev læsset ned i. På mellemste Plateau er der en lille smule af metersporet tilbage og en enkelt af de store vogne hertil. På skråningen op til øverste og på øverste Plateau er der rester af smalsporet, men mange steder er de kastet ovenpå hinanden eller hænger ud over ”afgrunden”. Desuden er der de to minegangen hvor den sydligste er bedst bevaret med halvtag og olielager stadig stående, selve gangen er lukket til med brædder, den nordlige hovedgang var fuldstændig dækket med sne og vragrester da vi var forbi.

Jeg har så vidt muligt prøvet at arrangere billederne så vi starter turen med at vue ude fra vandet der forhåbentlig danner et lille overblik. Derefter starter vi øverst syd for den sydlige indgang (til venstre på billedet) og bevæger os mod materiel/driftområdet, videre ned på mellemste Plateau og slutter af på stranden.

ENJOY

Klaus