Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Storebælt - vinterindsats februar 1963

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 5/1 2011, 20:12 (4831 dage siden) @ Svend

Apropos isvanskeligheder og ”Holger Danske”.

Vintrene 1953/54 og 1955/56 gav også deres store problemer med isen i vore omgivende farvande.

Dengang bragte Danmarks Radio/Statsradiofonien (i sæsonen) to daglige såkaldte ”Ismeldinger”. På samme måde som man i vore dage -nogle gange i løbet af dagen- bringer radioaviser (de længere af slagsen), oplæste man dengang vejrudsigter (med oplistning af temperaturer, lufttryk, vindhastigheder og retninger o.m.a, for store dele af kloden) samt ismeldinger (farvand for farvand med opgivelse af vand-temperaturer, istykkelser, isbrydernes placeringer og deres muligheder for at yde assistance). Endvidere blev forholdene også -i hovedtræk- også oplæst i radioaviserne, –især når situationen spidsede til.

Netop i begyndelsen af februar 1956 spidsede issituationen således til, dag for dag. Både ismeldinger og radioaviser omtalte de tiltagende isvanskeligheder, i begyndelsen i de såkaldte ”indre danske farvande”, derefter i sunde og bælter.

Da det begyndte at se rigtig slemt ud, fik jeg den tanke, at det kunne være interessant at tage en tur til Malmö med en af de såkaldte ”store færger” (Frihavnen-Malmö) i modsætning til ”de små færger” (Havnegade-Malmö). Tænk om det skulle kunne lykkes, at komme med en færge, der satte sig fast i isen midt på ”Sundet”, og der så måtte rekvireres isbryderassistance af ”Holger Danske” ! ! !

Jeg var gået ud af skolen i sommeren 1955 og havde fået midlertidig ansættelse i et forsikringsselskab indtil jeg kunne blive ansat ved DSB, hvilket skete i maj 1956. Da det nu således spidsede til fik jeg reddet mig en fridag (ikke en sygedag, --tænk, hvis man blev hængende på en færge i isen midt på Øresund, --på en sygedag ! ! !) Nej, –den gik ikke, så det var en lovformelig fridag.

Om morgenen d. 16. februar 1956 tog jeg derfor sporvognen (linie 5 + 13) til Københavns Hovedbanegård, hvor jeg købte en billet til Malmö over Frihavnen. Toget kom, og vi kørte ned til ”de store færger” i Frihavnen (de små færger havde givet op). Her måtte vi gå ombord på den svenske jernbanefærge (jeg har noteret den som Malmöhus).

[image]

[image]
Dengang havde jeg ikke et ”rigtigt” fotografiapparat, -kun et gammelt 6x9 cm, boks-kamera. Hvis man var heldig og lyset var i orden, kunne det tage gode billeder, men alle betingelser skulle være opfyldt.
16. februar 1956

Overfarten gik ”desværre” udmærket, om end noget langsommere end planlagt, men med knagen og bragen, kom vi da til Malmö.

[image]
Malmö hamn.

Jeg var ikke i land, --jeg husker ikke hvorfor, men formentlig fordi man ikke kunne sige nøjagtigt, hvornår man sejlede retur (sejlplanen var aflyst), og jeg har ikke turdet risikere, at færgen sejlede retur uden mig, og måske satte sig fast på hjemturen, og så stod jeg dér i Malmö.

Som skrevet, --noget forsinket sejlede vi retur mod Danmark, og ”desværre” (ret forstået) uden andre problemer en den langsommere hastighed. Man forstod at finde den rende vi havde brudt på vejen over og benyttede den til retursejladsen.

[image]
”Presidente Dutra” (Brasilien) i isen på Øresund. Tilsyneladende er den ved at få hjælp af en af de daværende små københavnske ”FB”-slæbebåde.


Cirka midtvejs på ”Sundet” passerede vi en fragtdamper, der havde måttet give op, så helt ”umulig” havde det jo ikke været, at komme til at sidde fast. Godt forsinket nåede vi dog Københavns Frihavn, ”desværre” uden problemer, men alligevel en stor oplevelse rigere.

[image]
Jeg havde aldrig prøvet at sejle i is før, og der er noget fascinerende ved at stå ude i stævnen, og se isen splintres og revne som enorme zik-zak-lyn op mod hundrede meter frem foran færgen.

Temperaturen blev opgivet til –16 grader.

-------------

Som nævnt, var den også gal i vinteren 1953/54, hvor Storebælt var ved at lukke på en ganske dramatisk måde.

Se evt. mere herom på min hj.side om jernbane-isbryderfærgen ”Valdemar”, der blev overtaget af Statens Istjeneste og blev stationeret i den vestlige del af Limfjorden. På ”siden:

http://evp.dk/index.php?page=statsisbryderen-d-f-valdemar

er der omtale af både en lille sejltur med ”Valdemar”, men også af radiorapporteren Ole Kühnel´s hjemtur fra Jylland, hvor det var lige ved at gå galt på Storebælt.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak