Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Lov om offentlighed i forvaltningen (Generelt)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 12/4 2013, 12:32 (4259 dage siden) @ Steff

I en fjern fortid blev jeg på Aarhus Universitet eksamineret mundtligt i faget Forvaltningsret på statskundskabsstudiet. Vores pensum i faget Forvaltningsret var større end det tilsvarende fag på jurastudiet. Jeg siger ikke hermed, at jeg rent professionelt ved "noget" om emnet - blot at det altid har interesseret mig.

Som udgangspunkt er der offentlighed i forvaltningen - med visse undtagelser. Jeg synes, det kunne være interessant, om en eller anden anmodede om aktindsigt i en toganmeldelse.

De to undtagelser, som jeg gætter på Banedanmark vil afslå anmodningen med, er § 12 stk 1 punkt 2 eller § 13 stk 1 punkt 6 i Lov om offentlighed i forvaltningen.

§ 12 stk 1 punkt 2:

"Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om (...) drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes"

§ 13 stk 1 punk 6:

"Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til (... ) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet"

Det man skal lægge mærke til, er ordet "væsentlig" i begge paragraffer. I sidste ende er det domstolene, der afgør, hvad der er er "væsentligt". Undervejs til domstolene kan man så anke et eventuelt afslag til Transportministeriet eller lade Folketingets Ombudsmand kigge på afslaget.

Som tingenes tilstand er lige nu, ved vi faktisk ikke, om man kan få aktindsigt i en toganmeldelse. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har søgt om aktindsigt i en toganmeldelse og jeg har derfor heller ikke hørt om nogen, der har indbragt et eventuelt afslag for en domstol.

Jeg har i årenes løb søgt om aktindsigt i en del forskellige sager - både som privatperson og i forbindelse med mit arbejde. Det koster ikke noget og de allerfleste gange er det ønskede materiale blevet udleveret uden problemer, omend en enkelt kommune måtte "beordres" af et daværende statsamt til at imødekomme aktindsigtsanmodningen.

Man kan med loven i hånd argumentere for, at der ikke kan gives aktindsigt i en toganmeldelse. Men man kan så sandelig også argumentere for det modsatte. Det er min subjektive vurdering, at en domstol ved en eventuel domstolsprøvelse ville dømme Banedanmark til at give aktindsigt i langt de fleste toganmeldelser. Jeg tror, at domstolene kun vil undtage toganmeldelser vedrørende f.eks. kongehuset (ikke fordi de er "fine" men p.g.a. terrortruslen), transport af atomaffald osv. osv.

Men det er jo let for mig at foretage en sådan subjektiv vurdering og det kan først be- eller afkræftes, hvis der er nogen, der vil "gå hele vejen" med et aktanmodningsafslag i hånden.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Radiostyrede tog til Thisted
Radiostyrede tog til Thisted

I slutningen af 1980erne eksperimenterede DSB med radiostyring af tog og der blev bygget en forsøgsstrækning ved Grønttorvet i København. Jan Eriksen var med på en af prøveturene og fortæller i denne artikel om systemet.

Læs mere
ContecRailBillige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak