Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Viby J første station (Generelt)

af Morten Flindt Larsen, 12/9 2013, 22:59 (3872 dage siden) @ BS49

Den første station i Viby Jylland åbnede 19. juni 1884 og var en fælles station for DSB og HHJ, idet den indtil 22. september 1917 var tilslutningsstation for sidstnævnte bane, der benyttede DSB's hovedspor mellem Viby og Århus. DSB havde hverken person- eller godsekspedition i Viby, kun sikkerhedstjeneste. Før 1. maj 1903 hed stationen: Viby, derefter: Viby Jylland. Før 21. juli 1928 benyttedes betegnelsen "Viby (Hadsherredsbanen)" i ekspeditionsforhold med fremmede baner.
Stationens hovedbygning var så vidt vides tegnet af arkitekt Ths. Arboe. Den blev nedrevet i 1956.
Sikkerhedstjenesten på stationen varetoges indtil 1. oktober 1917 af trafikuddannet DSB-personale, mens billetsalget blev udført af HHJ-personale. Fra 1. oktober 1917 til ca. 24. januar 1957 var DSB fortsat tilstedeværende i Viby Jylland, der bibeholdtes som manuelt betjent mellemblokpost mellem Hasselager og Mølleengen/Århus Rangerbanegård. HHJ havde ikke noget med blokposten at gøre, da banen nu havde eget hovedspor ind mod Århus. Posten blev bestyret af en blokpasser og var i øvrigt midlertidigt nedlagt fra 6. marts 1945 til 10. september 1945 på grund af en sabotageaktion i Hasselager.
Der kendes ganske rigtigt ikke mange fotos af den første Viby Jylland Station, og vist slet ikke fra DSB-tiden. Jeg husker kun nogle få fotos fra FDB's fabrikker, hvor man lige kan ane stationsbygningen ude i et hjørne af billedet.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak