Drømmen om at få godset tilbage på skinnerne, tror jeg at du deler med mange andre jernbaneentusiaster.

Problemet er blot at der er utroligt mange barrierer for godstransport på jernbane på mindre distancer (< 1000 km).

1. Kunde til kunde.
Godset skal kunne komme på skinnehjul hele vejen fra forsender til modtager. Ellers bliver omkostningerne til omladning for store og tidstabet for stort. Eftersom spor og sporskifter er dyre i drift og vedligeholdelse nu om dage (da normerne er strammet op) kræver det store godsmængder at kunne tjene nok til at betale for sporvedligehold. Godssporene alle vegne er derfor forsvundet og vil være ekstremt dyre at reetablere, fordi normerne kræver at man kan køre med strækningshastighed på alle spor.

2. Kanaler.
På hovedstrækningen København - Padborg er der er ikke megen ekstra kapacitet. Langsomtkørende og ikke mindst langsomt bremsende godstog "fylder" meget på jernbanen og skaber problemer for øget godstransport.

3. Markedsvilkår
Det skal give overskud at køre gods. Derfor er det lagt ud til private operatører. Imidlertid er det ikke billigt at udstyre lokomotiver til kørsel på hovedbanerne. Der er en grund til at alle MY/MX bliver brugt ved sporombygning og ikke til at køre godstog på hovedbanerne. Der er simpelthen ingen økonomi i at køre 3 godsvogne fra Århus til København.

Jeg tror den eneste mulighed for at få mere gods tilbage på skinnerne er ved at forbyde lastbiltrafik eller begrænse den ved indførelse af høje kørselsafgifter.
Men er vi som samfund parat til betale prisen for dette?

Den eneste der kan betale for dyrere transport er os, som forbrugere.

Er vi villige til at betale mere for vores mælk og andre fødevarer samt øvrige varer?

Det tror jeg ikke vi er.

mvh. Christian