En tur til Chile II (Generelt)

af Hans T. Møller @, Risskov, torsdag 28. marts, 2019, 08:57 (946 dage siden)

Buen dia a todos

(Nu får jeg sikkert "hjemmefødninge" i forum på halsen! "Hvad betyder det?" "Kan du ikke skrive på dansk?" "Kan vi ikke få indlæg om danske jernbaner i stedet for beretninger om steder, hvor vi aldrig har været og heller ikke har tænkt os at komme?" O.s.v., o.s.v.)

Men jeg vil genoptage tråden tråden om det lange tynde land.

Da den blev afbrudt, stod vi i Charñaral og så tog køre til og fra kobberminen El Salado. Øst for den ligger Puerto Hundido, der i dag hedder ”Diego del Almagro”.

Som tidligere nævnt var det endestationen på en 719 km lang metersporsbane til Iquique, anlagt af Ministeriet for Offentlige Arbejder og det meste af tiden forpagtet til ”Ferrocarril Antofagasta a Bolivia”. Sporet ligger der vistnok stadig, men i givet fald bruges det kun til flytning af rullende materiel.

Puerto Hundido var desuden endestation for de chilenske statsbaners nordlige net, ”El Red Norte”.

Det bestod af en længdebane, der gik mod syd helt ned til stationen ”La Calera” på den bredsporede strækning mellem Santiago og Valparaiso, samt forskellige sidestrækninger og baner, som staten overtog fra private selskaber.

Banen til Charñaral var oprindeligt en privatbane, men den blev overtaget af staten i 1888 efter at have været i økonomiske problemer. I begyndelsen af 1900-tallet nåede længdebanen herop, og Charñaral-banen blev en del af ”El Red Norte”.

Statsbanernes nordlige metersporsnet nåede en samlet længde på over 1.500 km, men i dag er kun enkelte delstrækninger i brug, og de trafikeres udelukkende af private godsoperatører.

I det følgende vil vi se på resterne af ”El Red Norte”.


[image]

Kobber-erts fra Chile. Det er den slags souvenirs, der gør, at man må betale for overvægt i flyet hjem...

En tur til Chile II

af hummel_62, Biltris, ved den midt sjællandsk jernban, torsdag 28. marts, 2019, 09:51 (945 dage siden) @ Hans T. Møller

Hej Hans

Næ det er måske ikke det rette sted, men som de siger om TV når de sender noget hø.
Jamen så sluk da. :-)

Så skriv du kender videre, jeg er den dovne type, så gerne med foto's

Håber det var en dejlig tur.

mvh
Lars Madsen

Ps. skulle jeg ønske noget så vil det være at vi ikke ændre i emne, så ved man om det er noget man har taget stilling til :-D

En tur til Chile II

af Hans, torsdag 28. marts, 2019, 11:32 (945 dage siden) @ Hans T. Møller

Personligt synes jeg, at det har været spændende at følge dine indlæg, så tak for dem. Nej, jeg kommer nok aldrig til Chile - men netop derfor er det da interessant at få en rejseberetning derfra. Keep up the good work (nå ja - det var heller ikke på dansk...).
Mvh Hans

En tur til Chile II - Copiapó

af Hans T. Møller @, Risskov, fredag 29. marts, 2019, 08:42 (945 dage siden) @ Hans T. Møller

Fra Charñaral kører vi kører mod syd med bus ad hovedvej 5, og efter en 100 km kommer vi til Copiapó.

Denne by blev grundlagt i 1744, mens Chile stadig var en spansk koloni, og helt frem til Stillehavskrigen (1879-84) var den landets nordligste.

I 1832 fandt mineraljægeren Juan Godoy en rig sølvåre syd for Copiapó, og byen blev hurtigt centrum for udvinding af jern, kobber, sølv og en smule guld. Datidens miner var små og primitive, men alligevel lå Chiles økonomiske tyngdepunkt midt i 1800-tallet her.

Da jeg besøgte Copiapó, noterede jeg mig, at motivet i byvåbnet er - et overflødighedshorn...

Det var meget naturligt, at den nordamerikanske iværksætter William Wheelwright tog initiativ til at få bygget en normalsporet jernbane herfra ud til den lille kystby Caldera. Som vi har set i den tidligere tråd, gælder det i hele det nordlige Chile om at få produktionen fra miner og salpeterbrud fragtet ud til havet.

Wheelwright havde ingen problemer med at rejse kapital, og anlægsarbejdet stødte ikke på større problemer. Den 1. januar 1852 påbegyndtes driften på denne Chiles første jernbane.

Det var en øjeblikkelig succes. I de første ti år var driftsindtægterne tre gange større end udgifterne - samlet godt seks mio. pesos overfor godt to mio. - og da aktiekapitalen var 800.000 pesos, må det give en årlig forrentning på omkring 50%!

Banen blev forlænget ind i landet og fik sidestrækninger, men med tiden faldt overskuddet, og i 1910 blev den overtaget af staten og indlemmet i det nordlige net. Derefter blev den omsporet til meterspor.

Da jeg kom forbi i 2011, var her ingen trafik, men sporet til Caldera lå der endnu. Såvidt jeg kan se på Google Earth er det væk i dag...

Stationsbygningen i Copiapó er bevaret. Her er lidt billeder:


[image]

Stationsbygningen i Copiapó - gadesiden

[image]

Perronsiden

[image]

Terræn - i dag ser det ud til at være ryddet...

En tur til Chile II - Copiapó (fortsat)

af Hans T. Møller @, Risskov, lørdag 30. marts, 2019, 07:44 (944 dage siden) @ Hans T. Møller

”Universidad de Atacama” i Copiapó uddanner blandt andet mineingeniører, og ”campus” - som det jo hedder på moderne dansk - virker hyggelig med toetagers bygninger i kolonistil og masser af grønne træer og planter.

Her opbevares Chiles første damplokomotiv ”Copiapó” fra 1850 - uden tender. ”bengt” har allerede vist billeder af maskinen i naboforum, og jeg har ikke nogle, der er bedre.

Maskinen kom til Caldera med det amerikanske skib ”Switzerland” i 1851, vistnok sammen med syv søstre, men allerede i 1858 blev den taget ud af drift igen efter kun at have kørt knapt 120.000 km. Drivhjulsdiameteren på 1525 mm var lovlig stor til godstog, og som vi ved, havde banen rigeligt råd til at købe nyt materiel.

Man kan sammenligne maskinen med den fire år ældre ”Odin” og studere forskellene på engelsk og amerikansk byggestil. ”Copiapó” virker temmelig primitiv. Truck'en har ingen affjedring, og styringen kan, såvidt jeg har forstået, kun bestemme kørselsretningen, ikke regulere fyldningen.

Men ”Copiapó” har moderne detaljer: sandkassen oven på kedlen og truck'en, og simple konstruktioner kan være ligeså driftsikre som avancerede - eller mere...

I morgen går turen videre sydpå.

En tur til Chile II - Vallenar

af Hans T. Møller @, Risskov, søndag 31. marts, 2019, 07:26 (943 dage siden) @ Hans T. Møller

Fra Copiapó fortsætter vi sydover.

Ude ved kysten, en 120 km syd for Caldera, ligger den lille by Carrizal Bajo, som sin tid var en vigtig udskibningshavn for kobber og endestation for en jernbane. Den blev overtaget af staten i 1941 og indgik derefter i ”El Red Norte” men lukkede allerede i 1961, og i dag er der meget få spor tilbage af den.

Til gengæld er der livlig aktivitet i jernminen ”Los Colorados”, en halvandethundrede km syd for Copiapó.

Et sidespor fra minen går ud til længdebanen, og togene ruller gennem ørkenen, dykker ned i en floddal, hvor byen Vallenar ligger, kører op igen på den anden side og fortsætter så mod vest til et stort værk syd for byen Huasco ude ved kysten, hvor jernet gennemgår de sidste processer og afskibes.

Operatøren er ”Ferronor”, som vi også mødte i Iquique, og selskabet har et maskindepot umiddelbart syd for Vallenar.

Señor William Espinoza leder et lille foretagende, der renoverer godvogne, og han har kontor i den gamle stationsbygning. Da han ser mig gå rundt og fotografere, byder han venligt på en kop kaffe, og da jeg spørger, om det vil være muligt at besøge Ferronor's depot, siger han, at vi kan tage en tur derop i hans firhjulstrækker.

Undervejs briefer han mig: ”Hvis nogen stiller spørgsmål, skal du bare sige, at du er en forretningsforbindelse...” Jeg giver hånd til en halv snes personer, får en hjelm på hovedet, og kan derefter tage lidt billeder på depotet.


[image]

Tog fra minen passerer det noget overgroede baneterræn i Vallenar. Det endnu ikke færdigprocesserede jern transporteres som granulat i selvtømmende beholdervogne. Man kan se, at området mellem de to skinner er ensartet gråt, fordi vognene drysser lidt

[image]

Ferronor's maskindepot ved Vallenar

[image]

Optankning foregår her

[image]

”Velfærdsbygninger”

En tur til Chile II - La Serena

af Hans T. Møller @, Risskov, mandag 01. april, 2019, 08:23 (942 dage siden) @ Hans T. Møller

Vi kører sydpå ad hovedvej 5 på vej mod La Serena, der blev grundlagt allerede i 1544. Lidt sydvest for denne by ligger den naturlige havn Coquimbo, som blev taget i brug kort efter, og dag er de to byer vokset sammen.

Helt oppe fra Copiapó følger vejen og længdebanen flere steder hinanden, og jeg strækker hals inde i bussen for ikke at overse noget. For øvrigt kører der amerikanske B-film på videoskærme i de chilenske langdistancebusser, så en typisk rejsebeskrivelse i vore dage kunne lyde: Først så vi den film, derefter så vi den, derefter...

Cirka 50 km nord for La Serena lå jernminen ”El Tofo”, der havde en normalsporet elektrificeret jernbaneforbindelse ud til Caleta Cruz ved kysten, men både minen og banen indstillede driften midt i 70'erne.

En ny jernmine, ”El Romeral”, er imidlertid i fuld sving. Den ligger omkring 15 km nord for La Serena, og jernet køres i tog til havnen i Coquimbo på den gamle længdebanes meterspor.

La Serena ligger ved udmundingen af floden Elqui, og der har også eksisteret en jernbane, som gik op gennem floddalen. Den blev overtaget af staten i 1890 og indgik i ”El Red Norte”, men den er for længst nedlagt.

Elqui-dalen er ellers kendt for to ting: Her fremstilles den chilenske brændevin, pisco, og nobelpristageren Gabriella Mistral blev født i byen Vicuña og havde sin barndom højere oppe i dalen i den lille by Montegrande.

Den ligger kilet ind mellem nøgne brune bjerge, og digterens barndomshjem er bevaret som museum. Jeg kan ikke forklare det, men det føles virkelig, som om hendes ånd hviler over den lille bygning. Jeg vil anbefale et besøg men kan selvfølgelig ikke garantere, at stedet vil gøre det samme indtryk på andre.

Nå, jeg skal nok prøve at holde mig til jernbaner, men som én har bemærket i vores nabo-forum, så kan vores fælles hobby lede til oplevelser og indsigt på mange forskellige områder.

Desværre har jeg kun et enkelt foto fra La Serena.

[image]

Tog i La Serena på vej tilbage til minen fra havnen i Coquimbo. Ligesom det var tilfældet ved "Los Colorados"-minen, transporteres jernet som et granulat i selvtømmende beholdervogne.

En tur til Chile II - Los Andes

af Hans T. Møller @, Risskov, tirsdag 02. april, 2019, 07:43 (941 dage siden) @ Hans T. Møller

Længdebanen fortsætter syd for Coquimbo, men herfra ned til La Calera er der ingen trafik, og sporet ser heller ikke ud til at være i den bedste stand.

Omkring 50 km sydpå ligger byen Ovalle på en kort, nu nedlagt, sidestrækning. I Ovalle havde de chilenske statsbaner deres centralværksted for metersporsmateriel, og nogle af værkstedshallerne ligger der vist endnu, men jeg er kun kørt gennem byen og kan ikke give detaljer.

Såvidt ”El Red Norte” - nu tager vi lige et smut mod øst til byen Los Andes og besøger metersporsbanen herfra til Mendoza i Argentina.

Jeg afsluttede i sin tid Argentina II-tråden ved den chilenske grænse. Som jeg skrev dengang, er der ingen trafik på den argentinske del af Trasandino-banen, men på Chile-siden ligger der en kobbermine ved Rio Blanco omkring 20 km fra grænsen.

Den afsender et eller andet mellemprodukt i beholdere med banen til Los Andes, hvor man omlæsser til bredsporsvogne og kører dem videre til et smelteri i Chagres.

Jeg kan vise lidt billeder fra Los Andes:


[image]

Tog på vej fra minen til Los Andes. Operatøren er FEPASA - Ferrocarril del Pacifico S.A. - som vi vil møde mange steder på de chilenske bredspor

[image]

Terrænet, hvor omladningen foregår - meterspor i forgrunden, bredspor bagerst. Bemærk bæretrådene til køreledninger. Den chilenske del af Trasandino-banen har været elektrificeret.

[image]

Den moderne personbanegård i Los Andes ligger tom hen. Persontrafikken til Argentina ophørte i 70'erne


Det er tid at tage endnu en pause. Vi er nu nået ned til den centrale del af Chile, hvor man kan se persontrafik, udflugtstog, jernbanemuseer og andre interessante ting.

Herom senere...

DSB J11

Lokomotivfabrikker

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak






Copyright © 2021 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen