Inden vi bevæger os sydpå, skal vi lige besøge en bane, der udgår fra Estación Central i Santiago.

Jeg har behandlet strækningen grundigere i det seneste nummer af Jysk Modeljernbane-Klubs blad ”TOG 60”, men kort fortalt forsøgte en privat selskab at bygge en jernbane fra Santiago mod sydvest til byen Melipilla, og da selskabet krakkede, tog staten over.

I 1893 åbnede banen for drift, og i 1912 blev den forlænget til San Antonio ude ved kysten, hvor man gik i gang med at bygge en havn til aflastning af Valparaisos. I 1921 blev banen yderligere forlænget mod nord til Cartagena.

Selvom Chiles kyst har en længde på næsten 6.500 km, er gode badestrande ret sjældne, men der ligger én ved Cartagena. Så banen kom til at forene det gavnlige med det fornøjelige: Gods blev transporteret til og fra havnen i San Antonio, og glade indbyggere i Santiago kørte ud til strand og hav - og hjem igen.

Persontrafikken forsvandt i slutningen af 80'erne, og sporet mellem San Antonio og Cartagena er i dag væk. Men operatørerne FEPASA og TRANSAP kører stadig godstog på strækningen, og den chilenske jernbaneklub ACCPF kører af og til udflugtstog.

Jeg har taget turen med udflugtstoget og kan vise lidt billeder:

Kort over banen - lånt i ”Guiá de Veraneante”, 1954-udgaven.

Vi er ankommet til San Antonio, hvor hovedparten af det gamle personbanegårdsterræn er sløjfet og bebygget med et nyt indkøbscenter. (Alle fotos er taget den 3. marts 2012)

Vores to diesellokomotiver er løbet om, og nu rangeres toget ud til byens godsbanegård, hvor det stod, indtil vi skulle hjem igen. Lokomotiverne er smykket med chilenske flag og ACCPFs bomærke.

Når vores tog blev rangeret væk, skyldes det, at rangertræk til havnens bulkterminal skal passere den gamle personbanegård. Pladsforholdene gør, at man kun kører 5-6 vogne derud ad gangen. Her er et rangertræk på vej til den gamle personbanegård og videre til terminalen.

Bulkterminalen - vi står midt i sporet, som engang førte videre til Cartagena.

(fortsættes)

Et tog fra Valparaiso ruller ind på den gamle station i Viña del Mar.

Hej Hans,

Tak for fortsættelsen af din fine Chile-odyssé. Nysgerrigheden drev mig til at opdage, at det ældre AES (Automotor Eléctrico Suburbano) togsæt på billedet er bygget i Argentina (GEC - Fiat Concorde) i 1976-77 i en serie på 20 (AES 1 - AES 20), se evt. nærmere her: https://en.wikipedia.org/wiki/AES_Railcar .

Bedste hilsener
Niels

Aktieselskabet ”El Ferrocarril del Sur” - ”Sydbanen A/S” - blev stiftet i 1855, og planen var i første omgang, at anlægge en jernbane fra Santiago til Talca, en strækning på knapt 250 km. I 1868 var man nået til Curicó et halvthundrede km fra Talca, og så slap kapitalen op.

Staten trådte - som sædvanligt - til. Den havde allerede stået for anlægget af en jernbane fra byen Chillán til Concepción og videre til havnen i Talcahuano, og i 1872 gik man i gang med at bygge en forbindelse mellem Chillán og Curicó via Talca.

I 1873 købte staten alle privatejede aktier i Sydbanen, så strækningerne blev samlet i et selskab.

Fra Estación Central i Santiago er der i dag nærtrafik til Rancagua (km 81,8) ved operatøren ”Metrotren” og fjerntog til Chillán (km 397,6) ved operatøren ”Terrasur”.

Jeg har kørt med tog helt til Chillán, men fik ikke rigtigt foreviget noget ved den lejlighed. Sommetider skal man bare opleve uden at tænke på dokumentation, og turen er flot med Andesbjergene som baggrund hele vejen.

Undervejs passeres stationen Maestranza (km 17.3), hvor statsbanernes centralværksted for bredsporsmateriel lå. De meget store betonhaller står der endnu.

I Los Lirios (km 88,9) findes tilslutningsspor til kobberminen ”El Teniente”. Med skam at melde har jeg ikke fået set nærmere på den, men hvis jeg igen skulle komme til Chile, står den højt på listen over besøgsmål

Her er et par beskedne billeder fra strækningen:

Metrotren-tog kører ind på stationen Nos (km 20,7). Foto fra 16/5 2011, og på det tidspunkt var der venstrekørsel på strækningen.

Terrasur-tog i Talca (km 249,3), foto fra 3/7 2011

(fortsættes)

En af mine bedste jernbaneoplevelser i Chile var turen på landets sidste metersporede strækning med persontrafik: Talca-Constitición. Den blev anlagt i etapper i perioden 1886 til 1915, og såvidt jeg har forstået, ejes og drives den af den chilenske stat.

Strækningen er godt 88 km lang, og der afgår to tog i hver retning dagligt: ét tidligt om morgenen og ét sent på eftermiddagen. De krydser på stationen Gonzales Bastitias.

Jeg tog morgentoget fra Talca og havde plads forrest i motorvognen med et rimeligt udsyn fremad. Det blev en underholdende tur, for banen går gennem et område med spredte landbrug, og høns, hunde, æsler og okser opholdt sig med forkærlighed på sporet.

Føreren håndterede situationen rutinemæssigt, sænkede farten og brugte hornet, indtil banen var fri. Turen er nærmere beskrevet i Jysk Modeljernbane-Klubs blad TOG 60 nr. 149.

Sporplanen i Constitución er den enklest tænkelige. Der er et sporskifte og en drejeskive. Toget bakker ud forbi skiftet, bivognen afkobles, motorvognen kører frem, skiftet lægges om, og hvorefter den kører ud på skiven og vendes. Så skubbes bivognen med håndkraft forbi sporskiftet, motorvognen bakker ud og kobles til - og toget er vendt.

Talca-Constitución er erklæret for ”Nationalt monument”, så dens overlevelse burde være sikret.

Her er et kort over banen og lidt fotos taget den 2/7 2011:

Kort over banen fra ”Guia de Veraneante” 1954. På det tidspunkt hed stationen Gonzales Bastitias ”Infiernillo”. Der gik dengang meterspor fra Talca mod øst til Perquin, men det er forlængst forsvundet. Læg også mærke til, at landevejen mellem Talca og Constitución løber syd for Maule-floden, og man kan sagtens tage en direkte bus mellem de to byer, men banen betjener små lokalsamfund nord for floden, hvor den er den eneste offentlige transportmulighed.

Krydsning i Gonzales Bastitias

Vi er ankommet til Constitución

Rangering i Constitución

(fortsættes)

Persontog fra Santiago har som nævnt endestation i Chillán. Sydbanens strækningen fortsætter, og banen til Concepción ligger der stadig og benyttes vistnok af godstog, men hvis vi vil videre, må vi tage en bus.

Der går masser af busser fra Chillán til Concepción. Det er Chiles næststørste by, og i kolonitiden var den hovedgarnision for de tropper, der skulle holde Mapuche'rne i skak.

Senere oplevede Concepción en vis industrialisering. Der fandtes kulforekomster syd for byen, og selvom kvaliteten ikke var fremragende, kom der gang i minedrift. I dag er den ophørt, men der ligger stadig et stort stålværk ved Concepción, og det producerer - omend på nedsat kraft.

Byen har et nærtrafiksystem. ”Biotren”. Da jeg kom forbi, hed operatøren FESUB, i dag hedder den FESUR og ejes af staten. Fra byens centrum er der i dag nærtrafik til Talcahuano, til Laja og til Coronel.

Jeg har taget turen til Talcahuano, hvor der ligger en flådestation, og hvor man kan besøge det tidligere peruvianske panserskib ”Huascar”. I træfningen ved Iquique under Stillehavskrigen sænkede Huascar den chilenske korvet ”Esmeralda”, men blev senere erobret af chilenerne. Jeg vil anbefale et besøg ombord, hvis man kommer på de kanter.

Nå, jeg må hellere holde mig til jernbaner. Hvis jeg begynder at give generelle råd om seværdigheder i Chile, vil det sprænge alle rammer.

Jeg havde egentlig planlagt at køre en tur til Laja, men da jeg blev billetteret, fortalte togføreren mig, at der var forskellige interessante ting at se i San Rosendo, så jeg steg af der. Forklaring følger i morgen.

Banen til Laja løber langs Bio-Bio-floden, der er bred og lavvandet, og turen er egentlig ganske smuk. En pudsig detalje er, at man stadig benyttede et togstavssystem på strækningen.

Her er et kort og lidt fotos fra turen til San Rosendo taget den 10/5 2012:

Kort over banerne omkring Concepción hentet i Guia de Veraneante 1954. Banen fra Chillán er ført ind i byen fra nord. Mod syd, ude ved kysten løber en strækning, som var anlagt af hensyn til kulminerne, der lå omkring Lota. I dag er der som nævnt nærtrafik til Coronel. Nederst i venstre hjørne er der tilslutning til Sydbanen i San Rosendo og Laja. Man kan ikke se det på kortet, men der er tale om en sportrekant, så man kan køre både mod nord og syd fra Concepción og omvendt.

Klar til afgang fra Concepción.

Undervejs havde vi fem minutters ophold på en station, som jeg desværre ikke har identificeret.

Et togsæt af typen, som vi mødte i begyndelsen af tråden, henstod i San Rosendo

Et FEPASA-godstog med coil-stål fra værket i Concepción ruller gennem San Rosendo

Tog fra Laja ankommer til San Rosendo, så vi kan returnere til Concepción

(fortsættes)

(I gårsdagens indlæg skulle der har stået ”strækning” i stedet for ”strækningen” i første line, og det ukendte standsningssted nævnt i billedteksterene er ”Gomero” - man kan bare læse sine egne notater ordentligt...)

Jeg kan lige først vise et billede fra stationen i Hualqui - en forstad syd for Concepción:

Men ellers tager vi et smut tilbage til San Rosendo, for her ligger ruinen af et større maskindepot, mens en mindre samling museumsmateriel står og forvitrer.

Ukendt type 70

Type 80 nr. 802

Kulsiloen står der endnu

Og det samme gælder ruinen af den store remise. "Sic transit gloria mundi", som vi latinere siger...

(fortsættes)

Syd for Bio-Bio levede Chiles oprindelige indbyggere, mapuche'rne. Conquistador'ene havde forsøgt at kolonisere dernede, men i 1596 slog indianerne kontra og jævnede de spanske bosættelser med jorden. I 1604 enedes man om at betragte floden som en grænse.

Under befrielseskrigene (1812-26) stod hovedparten af mapuche'rne på loyalisternes side. De indfødte så klart, at den spanske konge ikke havde ressourcer til at blande sig i deres forhold, men en ny selvstændig stat kunne give dem problemer.

Og det skete. Bosættelser, væbnede sammenstød og massakrer prægede området syd for Bio-Bio i 1860'erne - siden kom alkohol og traktater til.

Nu skal jeg nok koncentrere mig om jernbanerne.

Byen Temuco blev grundlagt i 1881 midt i mapuche'rnes gamle område, og i 1894 nåede Sydbanen herned. Stationen ligger i km 690,6 fra Santiago.

I dag er der nærtrafik på Sydbanen mellem Temuco og Victoria (km 625,5), og operatøren er FESUR, som, da jeg var dernede, hed FESUB. Jeg har kørt turen og kan vise et par billeder fra den 2/9 2011.

Ballasttog holder i perronhallen på Temuco station. Den virker måske noget massiv, men den er bygget til at modstå jordskælv. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, Hvad bogstaverne ”CTF” på lokomotivet står for?

Solen skinner ikke altid sydpå. Tog til Temuco afventer grønt lys i Victoria. Fotografier er taget den 2/9 2011. I morgen vil igen tage en tur fra Temuco til Victoria og tilbage, men denne gang med et damptrukket udflugtstog.

(fortsættes)

I Chile ophørte regelmæssig trafik med damp i 1983, men et lille antal type 80-maskiner blev holdt driftklare i Temucos maskindepot som en slags beredskabslokomotiver.

De står der endnu sammen med en del andre lokomotiver og vogne, for i dag er depotet omdannet til et jernbanemuseum, og sommetider arrangerer man udflugtstog til Victoria.

Jeg har kørte med udflugtstoget den 11/9 2011, og turen er beskrevet i TOG 60 nr. 156. Trækkraften var type 80 nr. 820, og som sædvanligt i Chile var der mange rejsende med. Her er lidt billeder fra turen - og det allerførste billede i første afsnit af tråden stammer også fra denne udflugt.

I Lautaro krydsede vi et FEPASA-godstog, og straks myldrede folk ud for at fotografere.

Der var tid nok til at gå op til bagenden af vores tog og få et skud af godstogets trækkraft.

Vores udflugstog er ankommet til Victoria i spor 1. I spor 4 holder et FEPASA godstog. Bemærk resterne af en vandkran på perronen.

Omløb i Victoria.

Tilbage på stationen i Temuco.

(fortsættes)

Inden vi besøger jernbanemuseet i Temuco, skulle vi måske kigge på et landkort? Jeg vil ikke gennemgå samtlige Sydbanens sidebaner på de godt 1000 km mellem Santiago og Puerto Montt, men vi kan lige se på situationen mellem San Rosendo og Temuco. Den er desværre ret repræsentativ.

Som sædvanligt stammer landkortet fra Guia de Veraneante 1954, og hvis vi starter i San Rosendo, kan vi konstatere, at de bredsporede sidebaner:

Santa Fé-Santa Barbara
Coigüe-Mulchén
Renaico-Los Sauces
Púa-Lebu
Quino-Galvarino
Púa-Lonquimay (der ligger udenfor kortudsnittet, ved foden af Andesbjergene)
Cajón-Cherquenco
og
Temuco-Carahue

alle sammen er nedlagt, og sporet er fjernet.

Sporet fra Coigüe til Nacimiento eksisterer stadig og benyttes af et stort celluloseværk.

Sidebanen Saboya-Capitán Pastene på strækningen mellem Púa og Lebu havde sporvidden 600mm. Men den er selvfølgelig også for længst nedlagt.

Selvom banen fra Temuco til Carahue er væk, vil vi alligevel tage et smut til Carahue med bus senere i tråden.Vi har for øvrigt været der før.

(fortsættes)

I 1920 arbejdede den senere Nobelpristager Gabriella Mistral som folkeskolelærer i Temuco. En af hendes elever hed Ricardo Eliécer Neftalí Reyes Basoalto og var søn af en lokal jernbanefunktionær. I 1945 fik lærerinden Nobelprisen i litteratur, og 26 år senere gik den til hendes elev. Han skrev under pseudonymet ”Pablo Neruda”.

Jernbanemuseet i Temuco er opkaldt efter ham.

Det består af en stor rundremise, en udstillingsbygning og et terræn, der er noget trængt af nyere boligbyggeri. På terrænet står kulsiloen der stadig, og en del rullende materiel er henstillet - i nogle tilfælde tilgængeligt. Blandt andet kan man se den vogn, der blev benyttet af Chiles præsidenter. Den er fuldt på højde med vore hjemlige kongevogne.

Der eksisterer en plan om at overdække hele remisen og drejeskiven med en stor vinyldækket kuppel, men jeg ved ikke, hvor langt man er kommet.

Da jeg besøgte museet den 1. september 2011, måtte man ikke besøge remisen, fordi et jordskælv året før havde svækket dens bærende konstruktion, så mine fotografier er taget på behørig afstand.

Et blik ind i rundremisen. Fra venstre mod højre ser vi:

Ellokomotiv af type E-32. Breda i Italien leverede 34 til De chilenske Statsbaner 1961-62
Skinnebus litra AI. Ferrostaal leverede et antal til statsbanerne i 1970
Bivogn til skinnebussen
Damplokomotiv type 80. Baldwin i USA og Mitsubishi i Japan leverede 69 mellem 1929 og 1953
Endnu en type 80

Vi fortsætter rundt:

Damplokomotiv type 70. ALCO leverede 52 mellem 1919 og 1925, og det chilenske søværn byggede et af reservedele i 1924
En type 80
Endnu en type 70
Damplokomotiv type 57. 114 eksemplarer plus to let modificerede blev leveret af forskellige leverandører fra 1908 og frem
Endnu en type 80
Damplokomotiv type 54. Fem leveret af Hanomag 1908
Endnu en type 80

Endelig personvogne samt type 80 nr. 820, som trak vores udflugtstog til Victoria.

Terrænet ved museet i Temuco. Præsident-vognen er nummer to fra højre.

(fortsættes)

Statsbanen fra Temuco til Carahue er som nævnt væk i dag. Den var knapt 56 km lang, og driften startede i 1908. Sporet blev fjernet i 2004 og -06.

I Carahue ligger der et lille jernbanemuseum nede ved Imperial-floden, og da jeg kom forbi den 3. september 2011, stod samlingen i fri luft. I dag er der bygget en hal på stedet..

Her er et par fotos fra stedet.

Museet

Samlingen omfatter to medtagne damplokomotiver af type 57. Her er det ene

En dampkran er gået i knæ...

Liget af en spisevogn

(fortsættes)

Godt en snes kilometer syd for Temuco er Sydbanen ført over floden Toltén på en bro, og den 18. august 2016 brød den sammen, mens et godstog passerede. Dermed var den sydligste del af banen afskåret fra det øvrige net, og spørgsmålet er, om trafikken så fortsatte på den amputerede del?

Efter planen skulle broforbindelsen være genetableret i efteråret 2018, men jeg ved ikke, om tidsplanen er overholdt?

Under alle omstændigheder vil vi nu tage til Valdivia, som ligger godt 130 kilometer sydvest for Temuco. Byen blev grundlagt allerede i 1552, og den ligger ved mundingen af floden Calle-Calle - men ikke helt ud til Stillehavet.

Der findes et interessant system af forter ved kysten, som kunne forsvare Valdivia mod angreb fra søsiden, og ind mod land skulle en solid bymur holde Mapuche'rne i skak.

Byen var en isoleret enklave, et spansk støttepunkt i kolonitiden.

Valdivia fik jernbaneforbindelse mod syd til byen Osorno i 1902. Den oprindelige spanske bosættelse her var blevet udslettet af de indfødte i det 16. århundrede, men som vi ved, påbegyndte man en nykolonisering på stedet i slutningen af det 18..

Sydbanen fra Temuco nåede stationen Antilhue på strækningen Valdivia-Osorno i 1907.

Regelmæssig trafik til og fra Valdivia er for længst ophørt, men den chilenske jernbaneklub ACCPF kørte udflugtstog til Antilhue, mens jeg var dernede og gør det muligvis stadig. Desværre fik jeg ikke taget turen.

Her er lidt fotografier fra Valdivia taget den 13/9 2011:

Terrænet i Valdivia

Type 57 nr. 620 er trækkraft for udflugtstogene

Denne rangermaskine stod og forfaldt. Der er formentlig tale om en type 56.

(fortsættes)

Efter åbningen af Temuco-Antilhue indgik strækningen fra sidstnævnte station til Osorno som en naturlig forlængelse af Sydbanen. Stationen i Osorno lå herefter i km 953,5 fra Santiago. Den oprindelige bygning blev afløst af en ny 200 meter mod nord i 1964.

Her er et par fotografier taget i 2011. Jeg kan p.t. ikke datere dem mere præcist - beklager!:

Den oprindelige stationsbygning i Osorno eksisterer stadig og bruges til kulturcenter

Type 54 nr. 462 blev leveret af Hanomag i 1908. Maskinen er opstillet som monument i Osorno

(fortsættes)

I 1913 kunne man indvie strækningen fra Osorno til Puerto Montt, og dermed var Sydbanen færdigbygget. Fra Puerto Montt var, og er der fortsat, skibsforbindelse til byer længere mod syd.

Som vi ved, lå der en offentlig 600 mm-bane på øen Chiloë, og længere mod syd har der været forskellige korte småbaner, blandt andet en minebane ved Punta Arenas, men de er for længst nedlagt, og da jeg var der på egnen, holdt jeg mig på Argentina-siden.

Den første banegård i Puerto Montt lå meget naturligt ved havnen, og på grund af højdeforskelle blev banen ført derned i en stor bue øst for byen, men i dag er strækningen afkortet, og man har bygget en lille moderne station et par kilometer nordøst for centrum - lige ved siden af byens lufthavn.

Persontrafikken fra Puerto Montt til Santiago blev indstillet midt i 90'erne, men i december 2005 genåbnede den til Temuco, og senere til Victoria, blot for at blive suspenderet på ubestemt tid i 2007.

Godstrafik er der ikke noget af på den sydligste del af Sydbanen.

På det gamle banegårdsterræn i Puerto Montt er der opstillet forskelligt rullende materiel, og her er et par fotografier. Jeg forsøger at finde ud af, hvornår de er taget?

Type 57 - ”den chilenske D-maskine” - har vi mødt nogle gange. Her nr. 606

Type 55 nr. 478

Den moderne station i Puerto Montt

”The end of the line”

I den næste og sidste afdeling af tråden vil jeg prøve at runde tingene af.