Der er efterhånden skrevet en del om jernbaner i Chile. Det følgende er ikke en komplet bibliografi, men et udvalg af den litteratur, som jeg har stående i reolen:

Starter vi i billedets øverste venstre hjørne, finder vi på engelsk:

Donald Binns: The Nitrate Railways Company Limited. Historien om den vigtigste salpeterbane i det nordligste Chile med udgangspunkt i Iquique.

Martin Coombs & David Sinclair: Railways at the End of the World. En gennemgang af samtlige jernbaner i den sydligste del af Chile og Argentina.

Wiliam F. Simms: The Railways of Chile. Summarisk gennemgang af strækninger og trækkraft.

J. M. Turner & R. F. Ellis: The Antofagasta (Chili) & Bolivia Railway. FCABs historie med hovedvægt på trækkraften.

Harold Blakemore; From the Pacific to La Paz. Historien om FCAB, med hovedvægt på virksomhedsdriften. Det engelsk ejede og ledede selskab blev ofte set som et forbillede, som chilenerne kunne lære noget af.

På spansk:

Ian Thompson & Dietrich Angerstein: Historia del Ferrocarril en Chile. Et standardværk om jernbanerne i Chile, som måske virker lidt ustruktureret, men det er den mest informative bog om emnet jeg kender.

Pierre Lacoste: El Ferrocarril Trasandino. Beretningen om banen fra Los Andes til Mendoza. Jernbanerne mellem Chile og nabolandene var ikke alene præget af driftsmæssige problemer - der kunne falde en del sne i Andesbjergene - men også af politiske uenigheder.

Den chilenske jernbaneklub ACCPFs blad ”En Tren” udkom noget uregelmæssigt fra 1992 og fremad, og jeg ved faktisk ikke, om det stadigt eksisterer? Indholdet varierer, men der er bestemt ”guldkorn” at hente.

De chilenske statsbaners ”Guia de Veraneante” - ”Feriegæstens guide” - var et lille hæfte, som De chilenske Statsbaner udgav 1930-74 med informationer om togforbindelser, hoteller, seværdigheder o.s.v., og som kunne købes på alle større stationer. Jeg har udgaven fra 1954.

”Historia de los Ferrocarriles de Chile” er et værk udgivet af De chilenske Statsbaner i 1943. Bogen minder om vort hjemlige jubilæumsskrift ”De Danske Statsbaner 1847-1947”, men den medtager også de private jernbaner, der eksisterede på udgivelsestidspunktet. Hvorfor man valgte at udgive den netop i '43, har jeg endnu ikke fundet ud af?

Efter at De chilenske Statsbaner var blevet oprettet i 1884, udsendte de hvert år en beretning til den ansvarlige minister. Jeg har årsberetningen fra 1946, og her er interessante statistikker, for eksempel ankommende og afsendt gods samt billetsalg for hver eneste station på de statsejede baner.

Anden litteratur:

Gustave Verniory: ”Dix Années en la Araucanie”. Jeg fik bogen i julegave og har desværre endnu ikke fået læst den. Forfatteren var belgier og ingeniør og arbejdede på den chilenske Sydbane 1889-99.

Ikke med på billedet:

Vor hjemlige globetrotter Hakon Mielche besøgte Chile i 1937 og skrev bogen ”Kondorens Land” om turen. Han besøger Chiloë, kører i tog fra Puerto Montt til Santiago, ser Viña del Mar og Valparaiso, tager toget til Antofagasta og har en længere beskrivelse af salpeterværket i Maria Elena.

Der findes naturligvis en del netressourcer. Kan man læse spansk, vil jeg anbefale

Santiago Marin Vicuña: Los Ferrocarriles de Chile, som udkom i 1916 og beskriver Chiles jernbaner på dette tidspunkt.

(fortsættes)

OK, overskriften er clickbait, men man må jo følge med tiden...

I midten af 1930'rne blev det besluttet, at De chilenske Statsbaner skulle oprette en søfartsafdeling, og den 1. januar 1939 begyndte sejladsen.

Der var to ruter, dels en lang mellem Arica i nord og Punta Arenas i syd med anløb af de større havne undervejs, dels en lokal mellem Puerto Montt og havnebyerne syd herfor.

Forinden var man gået på jagt efter brugt tonnage - og nu kommer det interessante: De chilenske Statsbaner købte de to fartøjer S/S Østbornholm og S/S Nordbornholm af A/S Det Østbornholmske Dampskibsselskab.

Hvorfor hentede man skibe i det fjerne Danmark? Man skulle tro, at der i de kriseramte 30'erne var mange og mere nærliggende muligheder. Jeg kunne godt tænke mig at efterforske ”den chilenske forbindelse”, og måske er der nogen i forum, som har ideer til, hvor man skal lede?

De to danske skibe blev omdøbt til ”Chacao” og ”Canal Trinidad” og indsat på lokalruten fra Puerto Montt. Chacao blev videresolgt i 1948, Canal Trinidad blev øjensynligt moderniseret og omdøbt til ”Trinidad” i 1957. I 1968 blev hun ophugget.

Her er et postkort med den moderniserede Trinidad (ex. Nordbornholm) og et ringe billede af Chacao (ex. Østbornholm), som må stamme fra en eller anden bog:

(fortsættes)

Det var en masse ord og ikke så mange billeder og data. Det har muligvis hægtet nogle af undervejs.

Jeg tror imidlertid, at det er vigtigt holde liv i sproget, så alt ikke reduceres til billeder og animationer og film på den ene side - og tabeller, regneark og databaser med tekniske data på den anden.

Der er bestemt ikke noget galt med billeder og data, men som den amerikanske litteraturkritiker Svend Birkerts skriver et sted:

”Language is the ozon layer of the soul, and we thin it at our peril.”
___________

Og så er turen til Chile slut, men hvis nogen nu har kommentarer og spørgsmål, vil jeg naturligvis gerne svare.

Mapocho-banegården i Santiago er nu indrettet som udstillingscenter. Det er godt, at bygningen er bevaret, men det ville have været bedre, hvis der stadig gik tog til Valparaiso herfra.