Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Transportministeren ser store perspektiver i batteritog (Generelt)

af Skovsgaard, 2/10 2019, 15:19 (1665 dage siden)

Transportminister Benny Engelbrecht er ved at undersøge mulighederne for batteritog, som kan sættes ind på strækninger, hvor det giver mening at bruge batteridrevne tog i stedet for en konventionel elektrificering med køreledninger.

Der er i dag gang i en omfattende elektrificering af de resterende dele af jernbanens hovednet som et bærende element for at sikre en hurtig, driftssikker og dermed attraktiv togdrift i fremtiden.

Det giver samfundsøkonomisk god mening at elektrificere hovednettet, men det er ikke nødvendigvis alle øvrige strækninger, som det ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv giver mening at elektrificere. Tidligere beregninger har nemlig vist, at der skal være en vis mængde togtrafik på strækningerne, inden det bliver samfundsøkonomisk fornuftigt at elektrificere dem.

Som led i transportminister Benny Engelbrechts arbejde med en grøn omstilling af transportsektoren ser ministeren derfor store perspektiver i batteritog som mulig løsningsmodel på de jernbanestrækninger, hvor en traditionel elektrificering med køreledninger ikke er realistisk.

- Elektriske tog udstyret med batterier er en teknologi i hastig udvikling. Derfor er det interessant at få belyst de muligheder, som den ledningsfrie teknologi tilbyder togdriften. Det kan nemlig vise sig at være nogle lavthængende frugter, som vi kan plukke på vejen mod den grønne omstilling, siger transportminister Benny Engelbrecht.

DSB, Movia og Ministeriet er i slutfasen for en igangværende analyse om de tekniske og økonomiske muligheder for at afprøve batteritogsteknologien i Nordvestsjælland, herunder om det inden for de eksisterende økonomiske rammer også er muligt at forbedre betjeningen. Mere specifikt er det strækningen fra Holbæk til Kalundborg samt fra Holbæk til Nykøbing Sjælland, der bliver undersøgt. Visionen er, at batteritog kan køre fra København med anvendelse af køreledninger frem til Holbæk, hvorefter toget deler sig og fortsætter på batteri til henholdsvis Kalundborg og Nykøbing Sjælland.

- Aktuelt er sidste hånd ved at blive lagt på analysearbejdet, og derefter skal vi fra politisk hold tage stilling til den videre proces. På baggrund af analysen skal vi eksempelvis drøfte, om vi skal afprøve batteritog i Nordvestsjælland, og om vi skal sætte gang i yderligere undersøgelser af det øvrige ikke-elektrificerede jernbanenet, udtaler ministeren og fortsætter:

- Samlet set tegner batteritogsteknologien sig lovende og den kan derfor være med til på sigt at skabe en fossilfri togdrift i Danmark. Det er dog endnu for tidligt at drage den endelige konklusion, ligesom vi også er nødt til at se nærmere på brinttog som et muligt alternativ.

Kilde. Transport- og Boligministeriet

Transportministeren ser store perspektiver i batteritog

af Poul Brandt, Nordsjælland, 2/10 2019, 15:50 (1665 dage siden) @ Skovsgaard

Han må have drukket kaffe med nogen i branchen ;-)

Poul

Avatar

Transportministeren ser store perspektiver i batteritog

af metrohenrik ⌂, Ringsted, 3/10 2019, 10:15 (1665 dage siden) @ Skovsgaard

Sjov nok er der åbenbart ingen der kigger på batteri letbane. Hovedstadens letbane er ved at blive bygget, tænk hvor meget "roderi" der kunne undgås ved at undlade køreledning hele vejen..

--
Venlig hilsen
Henrik Værum Høgh

Transportministeren ser store perspektiver i batteritog

af Poul Brandt, Nordsjælland, 3/10 2019, 10:34 (1665 dage siden) @ metrohenrik

Sjov nok er der åbenbart ingen der kigger på batteri letbane. Hovedstadens letbane er ved at blive bygget, tænk hvor meget "roderi" der kunne undgås ved at undlade køreledning hele vejen.

.

Odense: Letbanedirektør: Vi havde foretrukket et batteritog

https://ing.dk/artikel/letbanedirektoer-vi-havde-foretrukket-batteritog-222067


Teknologien er overvejet i København, Aalborg og Aarhus også, men man vil have gennemprøvet teknologi:

https://ing.dk/artikel/nye-letbanetog-bruger-lynopladning-stedet-luftledninger-182498


Men se på den lyse side: Om 20-30 år når letbanetogene skal udskiftes bliver det batteritog, og køreledningen kan så pilles ned, med markante besparelser i vedligehold til følge. :-D

Poul

Jernbanebøger

Lokomotivet Årsskrift 2023

Lokomotivet Årsskrift 2023. Pris 460 kr.

Læs mere

ContecRail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak