Citat fra: Steen Larsen Dato 30/07-25, 11:06Jeg formoder at DSB stadig bruger maskinplaner for de enkelte litra? Også for togsæt med motor?
Med en masse forbehold og men'er, er svaret ja. Men det er ikke så simpelt som maskinplaner på papir som det fandtes i gamle dage.
DSB og Banedanmark (samt andre operatører) udarbejder hvert år en "normalplan" - også kendt som tjenestekøreplan eller årskøreplan. Dette er udgangspunktet for hele årets operationer. Som led af normalplanen udarbejder DSB såkaldte omløbsplaner til hver materieltype, alt efter hvor meget materiel er til rådighed. Disse kan meget vel sammenlignes med de gamle maskinplaner - omend de officielt kun findes digitalt i DSB's planlægningsprogrammer.
Der er dog to faktorer at tage hensyn til her.
1. Normalplanen er sjældent den faktiske køreplan på dagen. Der foregår så mange sporarbejder og projekter i disse år, at køreplanen bliver tilpasset i et meget større omfang end set tidligere. Dette giver ændrede køretider, og i nogle tilfælde markant ændrede køremønstre. Dette går selvsagt ud over hvordan materiellet skal benyttes.
Nogle projektperioder er mere omfattende end andre, og i nogle uger kan der blot være tale om minutjusteringer, hvor både køreplaner og materielbenyttelser til forveksling ligner normalplanen. I andre uger er køreplanen fuldstændig ugenkendelig, og alt er blevet skræddersyet til denne periode. Inklusiv omløbsplanerne til materielbenyttelsen.
2. Hverdagen er meget dynamisk og trafikken tilpasses de daglige behov i stort omfang. Når omløbsplaner overdrages fra planlægning til driften, overgår man også fra en fast materielplan til en levende køreplan og materielplan. Omløbene bliver ofte flettet sammen på en måde så de ikke tilnærmelsesvis ligner den materielplan der er planlagt med måneder forud. Og det er heller ikke formålet.
I sidste ende er det ikke altid så vigtigt om det er løb nummer 14 eller løb nummer 73 der rangeres op til perron til afgang. Så længe der er planlagt med at man har nok materiel på de rigtige klargøringscentre på de rigtige tidspunker, så er alt godt. Så kan man snakke om togsæt der skal nå til værksted til et eftersyn på et bestemt tidspunkt, og det er her driftens fleksibilitet bliver vigtig. Men det er et helt emne for sig selv
For kort at opsummere;
Ja, DSB har maskinplaner til deres togsæt. De er næppe troværdige i dagligdagen.
Så vidt jeg ved bliver disse planer aldrig offentliggjort. Det tætteste du (offentligt) kommer, er Matias' link til Vagonweb - hvis data jeg har en stærk formodning om er kopieret direkte fra DSB's egen normalplan for omløbsplaner