Velkommen til Jernbanen.dk forum. Log venligst ind eller registrér dig.

Udland

- Kort materiel nyt
Gå ned Sider: 1 ... 28 29 [30]
Kort materiel nyt
Af andersj, Aalborg. 30/04-26, 21:19.
Citat fra: andersj Dato  6/04-26, 21:20
Citat fra: Niels Munch Dato  7/02-26, 09:27
Citat fra: andersj Dato  7/11-25, 13:09Siemens skal levere 116 dobbeltdækker S-tog til SBB

Mens Stadler for et par år siden vandt en meget stor ordre på dobbeltdækkertogsæt på et af Siemens' hjemmemarkeder i Østrig, tager Siemens nu en ordre på dobbeltdækkertogsæt på Stadlers hjemmemarked i Schweiz.

Der er tale om et helt nyudviklet gennemgående dobbeltdækkertogsæt med en noget klodset front. 95 togsæt skal bruges på S-Bahn Zürich og 21 togsæt skal bruges i Romandiet på RER Vaud og på RE33 Martigny–Annemasse. Togene får 6 vogne, kan køre 160 km/t og der er en option på yderligere 84 togsæt.
.....

STADLER, som bød med KISS dobbeltdækkertoget, har indklaget SBB's afgørelse til den schweiziske føderale forvaltningsdomstol, jf. nærmere i denne pressemeddelelse: https://www.stadlerrail.com/en/media/media-releases/stadler-lodges-appeal-against-sbb-contract-award - hvortil der henvises.

Der er p.t. ingen kendt afgørelse, ligesom klagen ikke har haft opsættende virkning. SBB fortsætter derfor de facto med Siemens-projektet, indtil domstolen evt. siger andet.

I Schweiz kan sådanne udbudsretssager tage 6-24 måneder, og domstolen offentliggør typisk ikke procestrin løbende, men først, når der foreligger kendelse om opsættende virkning, dom eller forlig i sagen.

M.v.h.
Niels

Stadler har i dag meddelt at de i morgen vil trække klagen tilbage. Stadler mener at de dokumenter man har fået udleveret er så censurerede (af hensyn til forretningshemmeligheder) at man ikke kan identificere nogle klagepunkter. I pressemeddelelsen er det alene det punkt at Stadler har budt med hyldevarer, mens Siemens har budt med en nyudvikling der meddeles - men så vidt vides har der ikke været nogle krav fra SBB i forhold til om man byder med en nyudvikling eller et eksisterende produkt.

Som jeg tidligere har skrevet lyder det mest som en politisk motiveret klage, især fordi man ikke har kunnet identificere nogle klagepunkter udover at Siemens-togene bygges udenfor Schweiz - hvilket ikke er et gyldigt klagepunkt.

Pressmeddelelse Stadler - https://www.stadlerrail.com/en/media/media-releases/stadler-zieht-rekurs-gegen-die-sbb-vergabe-zurueck

I dag blev der så skrevet kontrakt mellem SBB og Siemens på de nye dobbeltdækkertog.

Der er ifølge Siemens tale om en videreudvikling af Desiro HC togene, men uden de motorisede endevogne i kun en etage. Togene får 540 siddepladser fordelt på de seks vogne og 8 mindre multifunktionszoner. Togene bygges på Siemens' fabrik i Krefeld i Tyskland.

Pressemeddelelse Siemens - https://press.siemens.com/global/en/pressrelease/siemens-deliver-200-double-deck-trains-sbb

1. klasse med sæder der kan indstilles:


2. klasse med multifunktionszone:



Anders

Kort materiel nyt
Af Niels Munch. 8/05-26, 09:02.
STADLER skal levere otte FLIRT IC til grænseoverskridende trafik mellem Dublin og Belfast:

Du kan ikke se vedhæftede filer. Det er sandsynligvis fordi du ikke er logget ind i forummet.
(Grafik: Stadler).

Den ca. 180 kilometer lange jernbanelinje forbinder den irske hovedstad Dublin med den nordirske hovedstad Belfast. Irlands jernbaneselskab Iarnród Éireann (IÉ) og Translink NI Railways (NIR) forventer at indsætte det nye rullende materiel fra 2030.

Ud over levering af IC-togene omfatter kontrakten også vedligeholdelse i en periode på 15 år.

Stadler pressemeddelelse af d.d.: https://www.stadlerrail.com/en/media/media-releases/premiere-eight-stadler-trains-for-ireland .

M.v.h.
Niels

Kort materiel nyt
Af andersj, Aalborg. 8/05-26, 10:54.
Sådan som jeg har forstået det har der været lidt bøvl med den kontrakt pga. EU-medfinansieringen der har en skarp deadline (31.12.2029) i forhold til eksekvering af projektet. Kontrakten blev tildelt i oktober 2025, men CAF klagede så over den.
Klagens opsættende virkning blev i november 2025 løftet med den begrundelse at CAF ikke ville kunne nå at levere togene indenfor den afsatte deadline og man derfor ville miste EU-medfinansieringen. Stadler meddelte at de kontrakten skulle underskrives senest 30.11.2025 for at leveringsfristen kunne overholdes. Klagen var dog ikke afgjort, så en kontraktindgåelse ville ske med risiko for at CAF ville vinde klagesagen og derefter kræve erstatning. 

Der blev så i februar indgået forlig mellem CAF og IÉ/NIR og nu er kontrakten med Stadler så underskrevet. Jeg ved ikke hvorvidt man fik aktiveret kontrakten med Stadler allerede tilbage i november og gårsdagens underskrift blot er pro-forma.

Man kan læse mere om sagen ovre på det britiske søsterforum: https://www.railforums.co.uk/threads/stadler-preffered-bidder-for-new-enterprise.293914/

Anders

Kort materiel nyt
Af Niels Munch. 23/05-26, 13:17.
TJEKKIET

Det såkaldte tram-train koncept blev primært populært i Tyskland i 1990'erne og 2000'erne, mens det i Tjekkiet kun forblev et emne for debat og undersøgelse i årevis.

Et par tjekkiske foretagender vil nu gennem konkrete projekter søge at råde bod derpå.

Det drejer sig om virksomheden AŽD Praha s.r.o., som på et par overtagne sekundære banestrækninger dels driver offentlig persontrafik med brugte RegioSprintere, dels tester nyudviklede signal-, togkontrol- og overkørselsanlæg etc. samt deres autonome tog.

AŽD har nu konverteret en Tatra KT8D5 fra Brno til batteri-hybrid således, at den vil kunne anvendes dels på sporvejsnet, dels på ikke elektrificeret jernbane:

Du kan ikke se vedhæftede filer. Det er sandsynligvis fordi du ikke er logget ind i forummet.
AŽD "LENKA" (ex Brno KT8D5), maj 2026 (foto: AŽD).

Læs her AŽD's nærmere beskrivelse af projektet (tjekkisk): https://www.azd.cz/cs/historie-aktualit/spolecnost-azd-pripravuje-experiment-vlakotramvaje-lehkeho-baterioveho-vozidla .

Et andet, nystiftet firma Tram-Train CZ s.r.o. har netop anskaffet en brugt Bombardier Flexity Link S1000 tram-train fra Saarbrücken. Vognen er bragt til test-centret i Velim.

Det er hensigten at konvertere vognen til batteri-hybrid, og da typen i forvejen i Europa er godkendt som tram-train, forudser man en smidig godkendelsesproces.

Du kan ikke se vedhæftede filer. Det er sandsynligvis fordi du ikke er logget ind i forummet.
Bombardier Flexity Link i Saarbrücken 15.06.2013 (foto: Smiley.toerist - Wikimedia Commons).

Nærmere om projektet her (engelsk): https://aktualne.cvut.cz/en/media-screenings/20260521-this-is-no-longer-an-experiment-experts-from-ctu-have-found-an-investor .

Pinsehilsener
Niels

Kort materiel nyt
Af Niels Munch. 23/05-26, 17:50.
FINLAND får sin 3. sporvejsby.

Bystyret i Turku/Åbo har i maj 2026 efter års planlægning og politisk debat godkendt byens sporvejsprojekt. Driftsstart på den ca. 12 km lange normalsporede strækning er planlagt til 2033.

Ikke mindst har sporvejssuccesen i Tampere, hvorfra Henrik PS i øvrigt har rapporteret i trådene *her* og *her*, virket som inspiration for bystyrets beslutning.

I planerne ligger bl.a. anskaffelse af 14 toretnings vogne, hver med en passagerkapacitet på 220–260.

Så i sagens natur er der ikke meget mere "materiel nyt" at melde ud over, at byens nyeste vogntype hidtil er denne fra 1956:

Du kan ikke se vedhæftede filer. Det er sandsynligvis fordi du ikke er logget ind i forummet.
Vogn RM2 nr. 53 (Valmet/Tampella/Strömberg 1956) ved Turku Slot, sidste driftsdag på linje 1 i 1967. Foto: Per-Oluf Welin, Turku Bymuseum ID: N30924.

Byens oprindelige, metersporede sporvejssystem blev endeligt nedlagt i oktober 1972.

Om "Trams in Turku": https://en.wikipedia.org/wiki/Trams_in_Turku .
Kort om projektet: https://www.urban-transport-magazine.com/en/a-new-tramway-for-turku-in-finland/ .
Projektets site med organisering, visualiseringer, kortmateriale m.m.v.: https://turunraitiotie.fi/en/ .

Pinsehilsener
Niels

Kort materiel nyt
Af Niels Munch. 27/05-26, 15:05.
MONTENEGRO

Stadler skal levere tre firevogns FLIRT EMU til jernbanerne i Montenegro:

Du kan ikke se vedhæftede filer. Det er sandsynligvis fordi du ikke er logget ind i forummet.
Stadler FLIRT til Montenegro (grafik: Stadler).

Montenegro bliver hermed det 50. land på verdensplan, der tilslutter sig "Stadler-familien". Anskaffelsen sker med støtte fra Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.

Tilsvarende tog er leveret til Serbien, hvortil de nye tog tænkes indsat i grænseoverskridende trafik.

Stadler pressemeddelelse af d.d.: https://www.stadlerrail.com/en/media/media-releases/stadler-delivers-flirt-trains-to-montenegro-for-the-first-time .

M.v.h.
Niels

Kort materiel nyt
Af andersj, Aalborg. 28/05-26, 10:11.
Snart kører der Stadler Flirt i næsten alle europæiske lande, undtagen ministaterne som Luxembourg og Lichtenstein. I Frankrig og Belgien dog kun i den grænseoverskridende regionale trafik. En imponerende bedrift af Stadler.

Anders

Kort materiel nyt
Af Niels Munch. 28/05-26, 13:30.
Seneste redigering: 28/05-26, 13:33 af Niels Munch
KIEL måske næste tyske sporvejsby?

Ja, jeg ved godt, at der endnu ikke er meget "materiel nyt" her heller. Men da vi tidligere har kigget på potentielle sporvejsbyer såsom Uppsala i Sverige og Turku i Finland, skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på delstatshovedstaden i Schleswig-Holstein Kiel, hvor projektet nyder stor borgeropbakning, og hvor man p.t. påregner at gå i jorden o. 2030 med driftsstart 2034.

Kiel har tidligere (indtil 1985) haft sporvej med 1100 mm sporvidde: https://de.wikipedia.org/wiki/Stra%C3%9Fenbahn_Kiel .

Bystyret orienterer bl.a. offentligheden via dette grundige website: https://www.kiel.de/de/umwelt_verkehr/kiel_bewegt_sich.php/ .

Nyeste sporvognstype, der hidtil har betjent Kiel:

Du kan ikke se vedhæftede filer. Det er sandsynligvis fordi du ikke er logget ind i forummet.
KVAG Nr. 268 (DÜWAG GT6, 1960), åbent hus Kiel Gaarden 24.10.1965. Foto: Magnussen, Friedrich. Stadtarchiv Kiel (CC BY-SA 3.0 DE).

Kiel er allerede et besøg værd, nævnes skal f.eks. Kieler Woche, den etapevise ibrugtagning af RB 76 på "Hein Schönberg" med Stadler FLIRT Akku samt VVM museet i Schönberger Strand.

M.v.h.
Niels

Kort materiel nyt
Af Thorfinn. 28/05-26, 15:30.
Citat fra: Niels Munch Dato 28/05-26, 13:30KIEL måske næste tyske sporvejsby?

Kiel er allerede et besøg værd, nævnes skal f.eks. ....

netop. Kiel er godt på vej at få sig en letbane sporvogn igen.
Og hvis man vil besøge byen burde man tage toget Flensborg - Sønder Brarup - Risby- Egernførde.
Så vil man være tvunget til at forlade toget før broen i Lindaunis og stige på toget igen på Svans' side.

Man startede med planlægningen af renoveringen af broen i 2006, 
Man begyndte at bygge 2020 
og håber nu at være klar til togtrafik til køreplanen vinter 2027/2028 hvorefter man vil gøre klar til bilerne og rydde op.

Det ender med at byggetiden kan sammenlignes med projektet "Storstrømsbroen". Storstrømsbroen er 3200 m lang og ca 40 m høj. Broen ved Lindaunis er 120m og 3,8 m høj.
Projektet har været en øjenåbner at langsomme processer er dyre, meget dyre, extrem dyre.


Projektet var en øjenåbner. Sådan kan man ikke drive projekter.




Kort materiel nyt
Af Niels Munch. 28/05-26, 16:54.
Citat fra: Thorfinn Dato 28/05-26, 15:30.....
Projektet var en øjenåbner. Sådan kan man ikke drive projekter.

Tyskerne følger en procedure, der muliggør, at "gud & hver mand" kan forlange "hvilket som helst spørgsmål" prøvet ved en retslig instans "når som helst", hvilket indebærer en stor risiko for, at projekter trækkes i langdrag. Og det sker - bl.a. også langs de stedfindende nyanlæg mellem Lübeck og Fehmarn.

I DK kommer man i vidt omfang slige sager til livs gennem den forlods gennemførte miljøkonsekvensvurdering (VVM).

Proceduren er f.eks. årsag til, at Niederbarnimer Eisenbahn endnu ikke har kunnet genoptage persontrafikken på deres "Stammstrecke" (Basdorf - Berlin-Wilhelmsruh), som aldrig har været nedlagt, men været uden persontrafik i en årrække.

M.v.h.
Niels

Gå op Sider: 1 ... 28 29 [30]

Danske privatbaner

Læs historien om:
Horsens - Tørring Banen
DSB E 991

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak