Signalerne på ovenstående billede har Ove muligvis betjent, der er i hvert fald en bro i nordenden af stationen.

Hilsen Georg

Hej Georg.

Ja, men det har jeg da. Uden at gå EVP's fremragende beskrivelse af hans oplevelser på en landstation (Svebølle) i bedene, inspirerer dit spørgsmål mig til et par "anekdoter" fra Løsning ANNO 1951/52:
Stationsforstander L. S. Olsen (Lars Skyum Olsen) var stationens myndige chef, af og til måske lidt for myndig. Derudover var stationeret 3 trafikekspedienter, som var nogle brave personer, der behandlede trafikeleverne formidabelt godt. Endvidere var der en moden pige, som passede postekspeditionen og 2 "ekstraarbejdere" til pakhus og pladstjeneste. De 8 (?) postbude hørte også til "familien".
Da stationen var døgnbetjent, og stationsforstanderen på hverdage havde "sin egen vagt" - kl. 7 - 15 - , hvor han blev "serviceret af" trafikekspedienten, der var mødt på morgenvagten kl. 6 (til 14), skulle stationsforstanderen hver måned have 3 søndagsvagter, for at trafikekspedienterne kunne få nogle søndagsfridage. Da stationsforstanderen, som "normalt" var selvskreven til "morgenvagten" (som på hverdage)gerne ville "sove længe" om søndagen, byttede han morgenvagten ud med aftenvagten kl. 14 - 22. "Problemet" var så blot, at så skulle han være "alene" hele søndag eftermiddag med billetsalg og andre opgaver, som lå lidt under "stationsforstanderniveau".
Dette "problem" blev løst på den geniale måde, at trafikeleverne var "selvskrevne" til at være stationsforstanderens "oppasser" på 3 søndage hver måned. Den første søndag i oktober 1951, hvor jeg netop var indgået fra "Jernbaneuniversitetet i Sølvgade", skulle jeg så "på vagt" sammen med den bryske (mildt sagt) stationsforstander. For at sikre sig, at jeg "blev holdt til ilden", havde man "gemt" stykgodsfragtbrevene fra lørdagsindleveringen, og da Løsning var en relativt stor stykgodsstation - kyllingemødre fra Bøgballe m. fl. producenter i området - var der ophobet en ret så imponerende mængde af uekspederede fragtbreve med allehånde "finurligheder", f. eks. med og uden efterkrav, med franko fragt, med efterkravsgebyr både "henvist" og "franko" o. m. a. Og medens jeg sad der med "stakken" og med min "konfirmationsfyldepen" forsøgte at indføre de forskellige tal i de rigtige rubrikker, blev jeg "pisket op og ned" af trappen til signalhuset (kommandoposten)for at stille ind-, ud- og gennemkørsler, samtidig med at der lød med "dommedagsrøst" fra stationsforstanderkontoret: "Elev, der er billetsalg".
Da aftenens "skriftlige" resultat blev besigtiget, var resultatet en stak halvt ekspederede fragtbreve med "forkerte" tal i de "forkerte" rubrikker. Og de fleste af tallene var "løbet ud", for blækket var blevet "tværet rundt" af mine svedige hænder:
Jeg fik mit livs største ski..balle, men min prompte reaktion - 16 år gammel over for en estimeret stationsforstander, hvis øjne "lynede" bag de stærke hornbriller - forbløffede "den store mand" i en sådan grad, at jeg havde "fred" i resten af min elevperiode i Løsning frem til 1. maj 1952. Og det kunne der fortælles meget mere om, men lad det ligge.
Og så en lille "anekdote", som inspireres af den bro over jernbanen i nordenden, som var "årsag til", at Løsning havde "togvejssignaler for udkørsel" (TU) mod Horsens. Broen førte (fører, er vist under nedrivning/renovation?)over til "det fornemme Løsning", hvor bl. a. byens læge boede - "Doktor Bense" - sammen med sin kone og to kønne døtre, som hver dag "pendlede" til Vejle for at frekventere gymnasiet der.
Som trafikelev - der iøvrigt konstant skulle være opmærksom på, at man i den skriftlige "vidnesbyrd" efter elevopholdet også blev bedømt på sin "optræden uden for tjenestetiden" - kikkede jeg naturligvis aldrig "den vej", men stationsforstanderen var under sit "bryske ydre" en charmerende og galant mand, som altid var opmærksom over for "interessante" kunder, når han udførte "stationsbestyrelse på perron".
Når de to nævnte døtre fra byens "øverste lag" besteg de høje trin til personvognen i morgentoget til Vejle - det var lidt efter kl 7, når stationsforstanderen lige var tiltrådt - sprang den adrætte stationsforstander iført lang frakke og afgangsstok ("spejlægget") elegant over spor 1 og hen til toget i spor 2 og hjalp galant de to nydelige damer med indstigningen, som jo kunne være ret så besværlig med den tids ofte "stramme" skørter.
En morgenstund krævede opgaven så megen opmærksomhed og to frie hænder, at stationsforstanderen måtte lægge afgangsstokken fra sig, og "i forvirringen" og tjenstvilligheden blev nævnte uundværlige signalstok lagt på nabopersonvognens trinbræt. Da toget skulle have "afgang" - og "stokken" ikke lige var til at finde - gav den ellers i enhver henseende korrekte stationsforstander "afgang med hånden" til togføreren.
Toget afgik, og en eftersøgning af afgangsstokken blev igangsat, men uden held. Baneafdelingen blev tilkaldt til at gennemgå hele området, og et stykke op ad formiddagen vendte en gæv banearbejder tilbage ude fra strækningen mod Hedensted med en afgangsstok, der var nogenlunde uskadt, selv om den bar præg af at have været faldet af toget.
(Og nej, stationen havde ingen "reserveafgangsstok", men en sådan blev rekvireret, dog vist uden særlig begrundelse).

"Episoden" blev (naturligvis) overværet fra stationskontorets vinduer af stort set hele det tjenestegørende personale, som forlod deres sysler, efterhånden som dramet udviklede sig.
Det må have set nogenlunde således ud, selv om man prøvede at skjule det: . Og da den mægtige mand dukkede op på kontoret efter selv at have deltaget i "eftersøgningen", skiftede det til:

Undskyld, hvis jeg "afsporede".

Bedste hilsener

Ove