Jeg fik mit livs største ski..balle, men min prompte reaktion - 16 år gammel over for en estimeret stationsforstander, hvis øjne "lynede" bag de stærke hornbriller - forbløffede "den store mand" i en sådan grad, at jeg havde "fred" i resten af min elevperiode i Løsning frem til 1. maj 1952.

Hvad sagde du da til stationsforstanderen?

Hej Erik.

Jeg lagde måske selv op til at blive spurgt, så det er nok for "let" at affærdige med forklaringen i mit oprindelige indlæg, "at det er en længere historie", hvad det også var.
Men efter en (søn)dag i Helv... var jeg ud på aftenen kørt fuldstændig ned og havde kun ét ønske: At komme ud af det hurtigst muligt.
Så "den korte version": Jeg gjorde uden at vakle i stemmen min chef klart, at jeg måtte erkende, at "jeg var kommet på den forkerte hylde" og ville tage konsekvensen heraf. Jeg ville straks næste morgen rejse hjem og afsende min afskedsansøgning derfra.
Min reaktion var ikke udsprunget af "mod og mandshjerte", men af dyb forvivlelse, men den må det være lykkedes for mig at "holde for mig selv". (Jeg tænkte i mit stille sind, om jeg i situationen kunne få frirejse hjem, for hele elevlønnen var blevet investeret i "husleje og kost forud" ved min ankomst til Løsning).
Men pludselig slog pågældende om, og jeg blev rost ud over alle grænser.
Måske kunne vedkommende konkludere, at en så hurtig exit af en nyankommet elev kunne afstedkomme nærmere overvejelser "højere oppe i systemet", og fortsættelsen heraf senere lader jeg historiens slør hvile over.
Og jeg blev "banemand" i 53 år og 7 måneder, fra 01.09.1951 - 31.03.2005, de sidste 7 år og 11 måneder endda "privatbanemand".

Jeg håber mit svar alligevel opfattes som rimeligt diskret over for "fortidens" medvirkende.

Bedste hilsener

Ove