4 stk. 891 mm billeder fra Växjö 1986 m.v.

af Niels Munch, 15/5 2014, 20:23 (3631 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 15/5 2014, 20:44

Go' bededagskväld i forum,

Som så ofte, når man leder efter noget, finder man noget andet, som f.eks. billeder fra familieferien i et lejet sommerhus i Övre Aramo i 1986. Lokaliteten ligger lidt syd for Urshult, der var station på forbindelsesbanen Hönshylte-Kvarnamåla, HKJ (1067 mm).

[image]
HKJ Urshult station, gadeside, 23.07.1986 (nm).

Banen var jo nedlagt i 1971; og i det hele taget var denne familieferie - som alle de andre - ikke lagt an på jernbanestudier. F.eks. besøgte vi fredag, den 25.07.1986 Vilda Västern i High Chaparral nær Värnamo (med nöjesparkens polske og svenske damplok ;-)).

Hjemturen gik via Växjö, og dér blev helt naturligt indlagt en pause på banegården, hvor jeg så mit snit til at luske ud til smalsporet:

[image]
SJ YP 884 - UBFYP 1793 i Växjö, 25.07.1986 (nm).

Om denne Hilding Carlsson 891 mm skinnebustype, se: http://www.jarnvag.net/index.php/vagnguide/utgangna-motorvagnar/yp .

[image]
SJ YP 874 og YP 881 i Växjö, 25.07.1986 (nm).

SJ havde under stor bevågenhed kørt det sidste persontog på Växjö-Västervik den 19. august 1984, og det sidste godstog kørte 3. februar 1986 mellem Växjö og Kvarnagården. Det nystiftede aktiebolaget Växjö - Hultsfred - Västerviks Järnväg, VHVJ erhvervede skinnebusserne (som mistede vingehjulet), og pr. 30. september 1986 solgte SJ banen til selskabet. Men da VHVJ først fik gang i noget kørsel i 1987, var jeg altså dumpet ned i et begivenhedsløst interval.

Remisen var selvfølgelig aflåst, men et Tp-lok kunne skimtes gennem en rude .....

Lidt andet var der dog:

[image]
Et par 891 mm transportører (nr. ej noteret) i Växjö, 25.07.1986 (nm).

[image]
SJ Tjänstevagn 799, 891 mm Spårrensare i Växjö, 25.07.1986 (nm).

Spårrensaren er en åben godsvogn, SJ NNsp 322231, ex HSJ NN 263, bygget ASJL 1915 og omb. til spårrensare i Bollnäs 1952. Den skulle findes endnu, henstillet på en station mellem Åseda og Hultsfred.

Skinnebusserne findes i øvrigt også endnu trods omvæltningerne efter VHVJs konkurs, styrevognen endda som rullende restaurant! Se dette website: http://www.jarnvagshistoria.se/index1.htm og vælg menu "YBo5p status".

Om banestrækningens bevægede historie, se http://sv.wikipedia.org/wiki/J%C3%A4rnv%C3%A4gslinjen_V%C3%A4xj%C3%B6-Hultsfred-V%C3%A4... og http://www.historiskt.nu/smalsp/vahj/vahj_fakta.html .

Det var så en lille reportage fra en ikke-begivenhed på en ikke-jernbaneferie; men billederne kom forhåbentlig alligevel til en vis ret, og jeg fik rådet lidt bod på de notater, jeg ikke tog dengang!


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • 4 stk. 891 mm billeder fra Växjö 1986 m.v. - Niels Munch, 15/5 2014, 20:23 [*]

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak