Uddrag af Johannes Buchholtz' digt "Paa Tondern Station", som han skrev efter som jernbanefunktionær at have opholdt sig på Tønder station natten mellem den 16. og 17. juni 1920:

Danske jernbanemænd
med funklende huer på sned
satte beslutsomt en stige til,
Og tog tyske skilte ned.

Ikke en sabel rasled
gennem den natlige fred.
Man rejste bare en stige,
og tog nogle skilte ned.

Hej Søndenfjords.

Sku' vi ikke lige benytte lejligheden til at gengive det smukke digt i sin fulde udstrækning - det er 3. og 4. vers, som er gengivet ovenfor:

I den slørede juninat
var luften fredfyldt og lun,
over Tonderns 1ste perron
fløj flagermus bløde som dun.

Fra den stille, grønne marsk
kun et langeligt brøl af en ko,
men på Tonderns 1ste perron
brødes den natlige ro.

----- (vers 3 og 4)

Verden har mange sprog,
men dansk det er nu mit.
Forunderligt - over 1ste perron
stod Tønder i rødt og hvidt.

Sagte som plov vender muld,
eller bøg strækker roden i jord
strakte mit land sin rod,
så langt som de danske bor.

Da Buchholz senere viste sit digt til distriktschefen hjemme i Struer, nikkede chefen og sagde, at det egentligt var med det formål, Buchholz var blevet sendt til Sønderjylland.
(Gengivet efter bogen: "På sporet af Struer. Fotografier fra et jernbaneknudepunkt. 1865 - 1994.")

Bedste hilsener

Ove af Erritsø
(Struer 1960-63)