Budapest 1989 - før "Mauerfall" (2. del)

af Niels Munch, 9/11 2014, 10:50 (3450 dage siden) @ Niels Munch

Fortsat .....

[image]
BKV 3-leddet CSMG-1 motorvogn nr. 1313 på linie 2 i Pest med Elisabethbroen og Gellértbjerget med Citadellet i baggrunden (nm).

Denne type kaldes CSMG ("G" for Ganz) og er en 8-akslet to-retningsvogn. Typen er bygget i flere serier/varianter 1964-1978.

[image]
BKV Tatra vogntog på linie 56, forrest nr. 4037, nær Pionerbanens endestation i Hüvösvölgy, Buda (nm).

Ungarn slap - som østblokland - ikke for at skulle aftage tjekkoslovakiske Tatra-vogne, her BKVs af typen T5C5, leveret 1978-1984.

Mine fotos viser således de 3 hovedtyper, der siden 1985 var enerådende i BKVs sporvognstrafik. UV-typen var i drift til efter årtusindskiftet, og de 2 nyere typer ses stadig i drift, skønt bl.a. endnu nyere lavtgulvsvogne har holdt deres indtog.

Der var vel ca. 2.000 delegerede fra hele verden tilmeldt kongressen, og arrangørerne havde behændigt fordelt os på 4 forskellige udflugter, som fredag den 16.06.1989 pr. mange busser bragte os alle ud af hovedstaden, vi danske til modtagelse i Kecskemét samt trojkaridt og gullasch mellem bygerne på Pusztaen:

[image]
Fra den østungarske puszta 16.06.1989 (nm).

For inde i Budapest fejrede man rehabiliteringen af folkehelten fra opstanden i 1956 Imre Nagy, som i 1958 i en hemmelig retssag blev dømt til døden og henrettet af russerne, med en genbegravelse af helteformat. Da man forventede en menneskeskare af størrelsen 200.000, og da det skete i skyggen af de blodige begivenheder den 04.06.1989 på den Himmelske Freds Plads i Peking, kunne man ikke forsvare at have alle os UITP-folk i byen.

[image]
Heltepladsen i Budapest få dage før rehabiliteringen af Imre Nagy fandt sted her (nm).

I vor bus havde vi en tysktalende guide, en pensioneret lærerinde, som selv havde oplevet Ungarn fra de demokratiske mellemkrigsår gennem verdenskrigen til den nu vaklende socialisme. På turen sad hun med en transistorradio for øret og berettede med tårer i øjnene fra reportagen fra den store folkebegivenhed i Budapest, hvor alt heldigvis forløb i den bedste orden og uden synlig tilstedeværelse af hverken politi eller militær. Hjemme på hotellet om aftenen kunne vi så via den østrigske tv-avis opleve denne historiske begivenhed med kun få timers forsinkelse.

Den 10.09.1989 åbner Ungarn officielt grænsen til Østrig, efter at den i måneder havde været ganske ”utæt”. Den 6. - 7.10.1989 fejrer DDR sin 40-års fødselsdag, hvor Gorbatjov giver det berømte ”dødskys” til Honecker, som kort efter afsættes. Og den 09.11.1989, præcis for 25 år siden, vælter folket Berlinmuren – nærmest som følge af en fejlkommunikation i DDRs kaotiske ledelse, og hermed skabes grundlaget for østblokkens endelige sammenbrud og Tysklands genforening.

[image]
Trafikkongres i Budapest i 1989 - med et pust af verdenshistorie.

Jeg håber, denne – i mine øjne relevante – historiske indpakning kan kompensere lidt for den begrænsede kvalitet i mine relativt få billeder af sporvogne i Budapest.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak