Billedgætteri - gæt et sted - løsningen
Sallingbanen km 20,5. 4. august 1980. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.
Niels fandt ud af, at EVP og jeg har stået næsten det samme sted og har fotograferet næsten det samme motiv. EVP skriver i sin tekst til sit billede, at han er lidt i tvivl, om det er resterne af Tinghøj trinbræt, vi ser.
Mit billede er taget den 4. august 1980. På det tidspunkt var mit "grundlag" for at fotografere et generalstabskort fra 1944 i størrelsesforholdet 1:100.000 og det er på baggrund af trinbrættets placering på kortet, at jeg vurderede, at trinbrættet måtte have ligget foran mit fotografiapparat.
Jeg har kigget lidt på øvrige kort og i Mogens Duus' bog "Med toget til Glyngøre og Nykøbing Mors".
Uden at jeg kan fremvise en rygende pistol, er det min vurdering, at trinbrættet, når man kigger på mit billede, må have ligget til venstre for overkørslen og før denne.
Som så mange gange før, er spørgsmålet "altid": Lå trinbrættet før eller efter overkørslen og lå det til venstre eller til højre for banen?
Det kunne være sjovt, om vi kunne få fastslået Tinghøjs faktiske placering.
Og så skal det afslutningsvist tilføjes, at Tinghøj i tjenestekøreplanen fra 3. oktober 1948 lå i km 19,5. At det på mit billede ligger/lå i km 20,5 skyldes baneforlægningen ved Skive i 1960'erne.
Gad vide om man i den anledning simpelthen flyttede alle kilometerstenene? Noget af et arbejde.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen