VVGJ -> TKVJ lok, lidt O.T.

af Lars B. Christensen, København, 19/11 2018, 18:45 (1978 dage siden) @ Steffen Dresler

Kære alle,

Med fare for at blande mig i en debat som jeg ikke har læst i dybden og derfor kan have misset en nuance eller to af, så synes jeg dog at debatten rejser nogle interessante principielle spørgsmål for os der skriver jernbanehistorie.

For det første kan jeg kun være enig i Steffens synspunkt, at det er rart at der er henvisninger og noter til hvor oplysningerne kommer fra, når man læser en bog eller en artikel. Vi tilstræber nok alle at være så korrekte og saglige som muligt når vi skriver jernbanehistorie, så de fleste strammer os nok an når vi skriver, dobbelttjekker oplysninger mv. Kort sagt er kildekritiske. Så ja, det er også en vigtig debat. Derudover er der en anden vigtig årsag. Jeg har selv skrevet både artikler med og uden noter, men når der går en del år kan man måske glemme hvor man præcist fandt oplysningerne, og når andre så spørger om hvor man har oplysningerne fra så kan det være svært at huske. Alene af den grund er noter og kildehenvisninger rigtig fornuftige at have med i en historisk artikel eller bog. For de fleste kan noterne og kildehenvisningerne måske være ligegyldige og spild af plads, men når man selv skriver jernbanehistorie er det rart, at se en henvisning til hvor man kan finde det konkrete kildemateriale, hvis man søger efter bestemte oplysninger. Om man så som forfatter så vil bruge et par sider til kildehenvisninger og noter må den enkelte selv bestemme, men som læser synes jeg det er rart at de er der. Så tak til Steffen og andre som bruger kildehenvisninger og noter.

I tilknytning til debatten om bestyrelsesprotokollers kildeværdi så kan jeg nævne et konkret eksempel som var fremme i debatten for 13 år siden. Ja, jeg er klar over at det er længe siden???? Hvad angår bestyrelsesprotokoller så er det korrekt, at man selvfølgelig ikke kan lave en copy-paste af indholdet i en bestyrelsesprotokol og så tro at man får den fulde sandhed. Lad mig i al stilfærdighed henvise til min anmeldelse af Thomas Nørgaard Olesens bog om Frichs, som man kan læse i tidsskriftet Lokomotivet nr. 84 i 2005 for de af jer som har tidsskriftet liggende i gemmerne. Jeg havde og har meget stor respekt for Thomas Nørgaard Olesens arbejde både som formand for DJK og ikke mindst som forfatter, men den pågældende bog er en noget ensidig fremstilling af Frichs´ historie blandt andet på grund af et udgangspunkt i bestyrelsesprotokollerne. Bogen har dog mange andre kvaliteter og fremlagde en mængde nye, ukendte oplysninger dengang den udkom i 2005.

Så tak til Steffen og alle jer andre som tog fat i en væsentlig debat om end emnet har bevæget sig lidt væk fra trådens oprindelige spørgsmål….

Mange hilsner
Lars


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

DSB MX132 1Billige jernbane T-shirts


Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak