Kalenderlåge 16 - LØST

af Søren Agerskov, 16/12 2018, 14:49 (1948 dage siden) @ Henrik B

BANKO:-D

Århus-Kalundborg er det rigtige svar på overfarten. Helt nøjagtigt var det i marts 1977. Faktisk har M/F Knudshoved både før og siden været indsat på ruten, og det samme har M/F Sprogø.

Anledningen i marts 1977 fremgår af det nedenstående billede. På grund af stigende overførselstal og øget konkurrence fra tre andre ruter, Grenå-Hundested, Odden-Ebeltoft og Juelsminde-Kalundborg, der alle blev betjent af to- og tre-dæks færger, var DSB nødt til at øge kapaciteten på Århus-Kalundborg. De to prinsessefærger, Anne Marie og Elisabeth, var enkeltdækkede, og blandt de største, da de blev indsat i 1960 og 1964. Nu var de efterhånden blevet de mindste. Løsningen blev at skære dem igennem på langs, så der kunne indføjes et hængedæk, som kunne rumme vistnok 80 personbiler ekstra.

Som den første gennemgik M/F Prinsesse Anne Marie operationen i foråret 1977. Det foregik på Dannebrogværftet i Århus.

Imens blev M/F Kong Frederik IX indsat som afløserfærge. Imidlertid måtte færgen M/F Dronning Margrethe II tages ud af drift på Storebælt og på værft efter en omfattende maskinrumsbrand i begyndelsen af marts. Nu manglede man en intercityfærge på Storebælt, og Kongen blev sendt derned for at sejle de afgange. I stedet blev M/F Knudshoved indsat på Århus-Kalundborg-ruten. Da promenadedækket imidlertid var en etage højere oppe end på rutens sædvanlige færger, måtte de gående passagerer benytte en sideport på øverste vogndæk, der samtidig blev udstyret med de afbillede bænke. Porten er ved afspærringen i billedets højre side. Der var ikke brug for bænkene på denne tur, der var en lørdag eftermiddag. Men fredag aften og søndag aften var der mange, rigtigt mange passagerer med de færger. Den var på grund af den store overbygning nok ikke helt egnet til sejlads i hård sidevind i det åbne farvand, og der var af og til forsinkelser på grund af vejret.

På billedet her er Knudshoved på vej ind i Århus, medens Prinsesse Anne Marie ses i dokken, hvor overbygningen lige er blevet løftet ca. en halv meter, for at give frihøjde nok til et hængedæk.

Henrik B kom med det afgørende svar og har stafetten i morgen.

MVH
Søren
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak