Avatar

Færgeanvendelse Warnemünde-Gedser 1940 - DEROP

af Morten Flindt Larsen, København K, 23/12 2018, 19:39 (1922 dage siden) @ Svend

På det historiske forum på tyske Drehscheibe er der en interessant beskrivelse af forholdene på overfarten Warnemünde-Gedser under 2. verdenskrig. Især afsnittet om transport af tyske styrker til Gedser den 8-9. april 1940 - set fra tysk side - er vist ikke kendt tidligere.

Også billedet af T3'eren, der rangerer ved færgen er interessant, idet der i baggrunden ses en DEROP-tankvogn, muligvis på vej til eller fra Danmark. DEROP var den sovjetrussiske olietrust Soyus-Neft og det tysk-russiske oliesamarbeje Derunaphts salgsorganisation. DEROP var med sine salgsfaciliteter meget synlig i Tyskland i Weimar Republikkens sidste år og levererede også lejlighedsvis benzin til danske grossister, selv om hovedparten af de russiske olieprodukter til Danmark på dette tidspunkt blev leveret fra AB Nafta-Syndikats store lager i Helsingborg.
Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland blev DEROP angrebet af det tyske kriminalpoliti under ledelse af Hermann Göring. I april 1933 foretog politiet i Berlin en ”skarp” undersøgelse mod DEROP, hvilket fremkaldte en voldsom russisk protest gennem Moskva Radio, som bebudede en regulær handelskrig mod Tyskland. Efter at have tilbagevist de tyske beskyldninger mod DEROP, som efter Moskvas udtalelse kun var et ganske almindeligt markedsføringsselskab for den russiske olie og benzin og kun tjente kommercielle formål, erklærede man, at DEROP nu ville blive regulært nedlagt i Berlin.
Den 26. april 1933 mødte politiet derpå op for at arrestere lederen for Derops filial i Hamburg, Chanthoff, der var tidligere russisk officer og ivrig kommunist. Man havde længe næret mistanke om, at kommunisterne i Hamburg blev understøttet gennem DEROP, og man havde angiveligt fundet beviser på, at selskabet benyttede sin store salgsorganisation til at skjule eftersøgte tyske kommunister samt bringe disse ud af landet på de russiske tankskibe. Chanthoff fik ifølge politiet lov at gå ind i et sideværelse under påskud af at ville hente sit pas, og her skød han sig.
Et par år senere havde forholdet mellem Tyskland og Sovjetunionen normaliseret sig så meget, at de to lande indgik handelsaftaler om levering af bl.a. olieprodukter, som Tyskland havde god brug for, og efter indgåelsen af den sensationelle ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen den 23. august 1939 blev de økonomiske forbindelser mellem de to diktaturer fornyet. Den tysk-sovjetiske handel var lige vigtig for både Hitler og Stalin. Mens Tyskland havde presserende brug for de sovjetiske råstof- og levnedsmiddelleverancer, først og fremmest mineralolie og korn, til styrkelse af krigsøkonomien, håbede diktatoren i Kreml på gennem tyske maskinleverancer at kunne styrke sin oprustningsøkonomi. Hvem der i sidste ende fik mest gavn af den studehandel, er svært at sige.
Den 19. august 1939 var der indgået en kreditaftale mellem Tyskland og Sovjet, og den 31. december 1939 ytrede Stalin sig særdeles positivt om perspektiverne for den tysk-sovjetiske samhandel og erklærede, at det ikke drejede sig om sædvanlig udveksling af varer, men om ”gensidige hjælpeleverancer”.
Der blev 11. februar 1940 indgået endnu en tysk-russisk en handelsaftale, ifølge hvilken Sovjetunionen i løbet af 12 måneder skulle levere 872.000 tons mineralolieprodukter til Tyskland, som til gengæld i 15 måneder skulle levere industrivarer til en tilsvarende værdi til Sovjet.
I sommeren 1940 udbyggede Sovjetunionen en ny kanalvej, som nåede lige til det polske generalguvernements grænse, og i begyndelsen af september var den første olietransport ad den nye trafikåre undervejs til Tyskland.
Fra Batum ved Sortehavet transporteredes Baku-olien nu i tankskibe til den ukrainske havneby Kherson ved Dneprs munding. Her blev den omladet i flodbåde, og så gik transporten op ad Dnepr til Pripjat og derfra videre ad den nye Dnepr-Bug kanal til Brest-Litovsk, Sovjetunionen grænse til Generalguvernementet.
At den russiske regering var interesseret i en fortsat udbygning af flodfarten fremgik af den nye handelstraktat med Ungarn, som indeholdt en bestemmelse om, at Ungarn skulle levere Sovjet en speciel slags motorskibe på 1.000 tons. De var af en ny skibstype, som havde den specielle egenskab at kunne sejle både på floder og på havet, og som siden 1937 var blevet bygget i Budapest. I begyndelsen af september blev de første 25 benzintankskibe til anvendelse i flodfarten til Tyskland leveret, og på skibsværfterne i Kherson og Saporosjie var yderligere skibe under bygning.
I februar 1941 indgik Sovjetunionen og Tyskland en ny handelsaftale, som igen indeholdt store russiske olieleverancer. Den sidste tankvogn med russisk olie rullede over grænsen få timer inden det tyske overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941.
Nå, men det var et sidespor, om end spændende. Hvorom alting er, så er billedet af den rangerende T3 nok ikke meget yngre end sommeren 1933, og vognen kan som sagt være på vej til eller fra Danmark.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak