Kære Svend

SELVFØLGELIG vidste de danske myndigheder at der ville ske noget, da bl.a. militærattacheen i Berlin var blevet informeret på et tidligere tidspunkt (d.v.s. at UM og Krigsministerierne vidste besked). DSB Generaldirektorat og dermed Trafik og Handelsministeriet var blevet informeret om bevægelser syd for grænsen (sporene proppede) og der afventedes tog. Trafikkontoret og Maskindepotet i Padborg havde modtaget orienteringer fra tyske jernbaneembedsmænd allerede fra den 7. april og sidst men ikke mindst var Mdt Gedser blevet bedt om at have en maskine klar (opfyret) til brug ved første færge fra Warnemünde (vistnok ank. Gedser 0540).

Ja, myndighederne og statsministeren var orienteret i forvejen. Statsminister Stauning blev ifølge nedenstående uddrag af en beretning af komponisten Knudåge Riisager i Berlingske Tidende 7. april 1968 senest orienteret om besættelsen lidt over midnat mandag den 8. april.

De første aprildage 1940 var i Danmark præget af en stigende nervøsitet, da rygterne om engelsk mineudlægning i farvandene omkring Danmark og Norge bredte sig. Under indtryk af begivenhederne og deres uforudsigelighed gik en flok københavnere derfor den 5. april til koncert og glædede sig over den dejlige musik, som den berømte tyske dirigent Furtwängler trakterede med, idet han med mesterskab lod skæbnen banke sine hårde knokkelslag på Danmarks dør.

To dage efter denne koncert, om aftenen søndag den 7. april, samlede oliegrosseren Alfred Olsen en kreds af venner til middag i sin bolig i Kvæsthusgade. Den kunst- og musikelskende Alfred Olsens selskaber i Kvæsthusgade var altid præget af en særlig ynde, dels fordi det var interessant mennesker, der mødtes her, dels fordi selve stedet var smukt og traditionsrigt. Komponisten Knudåge Risager huskede 28 år senere:

”Her havde komponisten J.P.E. Hartmanns svigerforældre boet. Datteren, Emma Zinn var selv musikalsk og skrev under pseudonymet Frederik Palmer kønne romancer. Den for længst hedengangne handelsfyrstes stuer stod endnu med deres røde pompeianske vægfelter og malerier over dørkarmene, og fra vinduesnicherne kunne man se ud over havnen med dens brogede lyssignaler fra de bestandigt kommende og sejlende skibe.

Hin aften var Wilhelm Furtwängler vist at anse som hædersgæsten. Desuden var til stede statsminister Th. Stauning, forfatteren Svend Borberg, der virkede som teaterkritiker ved Berlingske Tidende, en københavnsk chefredaktør, Johannes V. Jensen – der for øvrigt var svigerfader til husets datter – samt nogle få musikere og musikalske venner.

Man havde, trods de begrænsninger som allerede nødvendiggjordes af de knappere tilførselsforhold, fået en splendid middag med gode vine. Humøret var ikke føleligt trykket af de skyer, der trak op i horisonten – koncerten havde været vidunderligt inspirerende, og Danmark lå dog trods alt, givne tilsagn i betragtning, lunt og sikkert i det farlige sving. Senere fulgte kaffen, på hvis konsistens det næppe sporedes, at der kun var tildelt hver person et kvantum på 600 gram pr. måned, og desuden hjalp tilhørerende glas med stærke væsker efter behag til at skjule eventuelel svaghedstegn ved den brune drik.

På den måde var man kommet et stykke ud på aftenen og nærmede sig hvad ”natmaden” angår et koldt bord, der ikke gav middagens yppighed noget efter. Snakken gik livligt og ikke videre lavmælt, da en af deltagerne, da klokken var omtrent en halv time efter midnat, blev kaldt til telefonen. Ingen fandt heri noget, der kunne standse konversationen, som gik på musikalske spørgsmål og andre kunstneriske emner, indtil vi alle, på én gang og ligesom efter en magisk tilskyndelse så hen mod døren til det tilstødende værelse; telefonopringningen var fra Berlin. Danmark ville blive besat af tyske tropper senest i løbet af 36 timer. Altså inden den 9. april om morgenen, måske før.

Jeg véd ikke – og vidste det heller ikke dengang, hvilken autoritet der lå bag ved denne meddelelse. Men alle kunne tydeligt fornemme, at dte var ramme alvor. Det var et besynderligt øjeblik, som dirrer i erindringen endnu i dag.

Furtwängler havde forstået, hvad der var sket. Tavsheden, der lignede en art mental lammelse, blev afbrudt ved, at han rejste sig og forlod selskabet uden ét ord. Instinktivt må han have fattet, at han måtte bort, måtte træde ud af en kreds af danske venner, der i ham nu pludselig kun kunne se en repræsentant for den fjendtlige magt, hvis overfald på Danmark ingen var i tvivl om nu ville komme som et lyn fra de mørke skyer, der omgav vort land, men som vi ikke havde troet ville bringe os i fare.

Da Furtwängler var gået, hørte man en brummende lyd fra Staunings skæg. Det lød nærmest, som om han dermed ville skyde tanken fra sig – men kom meddelelsen i mindre grad bag på ham end på os andre? Eller mente han, med denne affærdigende tilkendegivelse, at det hele var noget vrøvl? Han blev imidlertid siddende, mens nogle af selskabet brød op og ville hjem. Tilbage blev derfor kun en mindre kreds, som nu ikke længere kunne tilbageholde en diskussion. Forfatteren Svend Borberg kastede sig straks ud i et længere foredrag om det helt usandsynlige og urimelige i meddelelsens rigtighed. Hitler var da ikke en gal mand, han vidste udmærket, hvad det danske spisekammer var værd i den givne situation. Men der var ingen, der rigtig turde fæste lid til denne forklaring. Og statsministeren forblev tavs. Så gik også han”.

Tirsdag morgen ved daggry den 9. april drønede flyvemaskinerne hen over landet. Tyske tropper overskred grænsen og indledte den såkaldte ”fredsbesættelse” af Danmark.