Holmen billeder - Flere tendere

af Steffen Dresler, 6/1 2019, 14:25 (1936 dage siden) @ Georg Schmidt

Goddag
På baggrund af Holmens tenderbilleder og Georgs kommentarer, tillader jeg mig at kommentere yderligere på billedet. Tenderen fra litra E I nr. 970 er jo en oprindelig svensk NOHAB nittet tender, dog med en FRICHS type metalplade kulkasse opbygning som alle E II havde. De var jo nok tænkt benævnt som tendertype IV, men jeg har dog aldrig set det på skrift, eller i så tilfælde glemt hvor. Så almindeligt skelnede man nok kun mellem en svensk eller en Frichs tender. De var jo ombyttelige E I og E II imellem.

Herunder svensk nittet tender med DSB trækulkasse opbygning, tegning Steffen Dresler©
[image]

Herunder svensk nittet tender men med FRICHS type jernplade kulkasse opbygning, tegning Steffen Dresler©.
[image]

Alle tender til litra P I og II, H I og R I og R II var af den såkaldte DSB tendertype III. Det var den helsvejste og større tender til litra H II i princippet også. Men da sidstnævnte ikke umiddelbart kunne sammenkobles med andre lokomotiver uden der skulle foretages en større ændring var en særskilt benævnelse ikke nødvendig. Men i dette tilfælde her benævnt type IIIa.
Herunder Tendertype IIIa for litra H II, tegning Steffen Dresler, copyright.
[image]

Da man ønskede en større kulbeholdning på tenderne samtidig med at vandindholdet forøgedes, blev der i princippet udviklet på den øverste del af tenderen. Den havde oprindeligt kun en lille kant rundt om kulkassens kant. Men da vandloftet blev ændret op- og fremad, ville kullene jo falde af eller tenderen kunne kun rumme færre kg. kul end før. Derfor udvikledes to separate typer forhøjede kulkasser. På Sjælland en pladejerns opbygning og i Jylland/Fyn en træ opbygning. Ud fra grundideen blev der ændret lidt, idet de sjællandske metalopbygninger (litra P I) fik en afskåret skrå bagkant. De Jysk/Fynske fik alle senere monteret en tynd jernplade i forlængelse af træopbygning bagud. Den oprindelige lille metelkulkant blev senere afskåret helt eller delvist på alle tenderne. Alle litra PR fik stålpladeopbygning. Flere litra R I har i perioder kørt med en stålpladeopbygning på tenderne, bl.a. nr. 941, 946, 947 og 952.

Herunder Tender type III med Jysk-fynsk opbygning for litra H I, R I og II samt P II, tegning Steffen Dresler©
[image]

Herunder Tender type III med sjællandsk jernpladeopbygning for litra P I og PR og nogle R I, tegning Steffen Dresler©
[image]

Som et kuriosum havde Maskinafdelingen på anfordring af Trafik- og personaleafdelingen tanker om at ombytte tendere litra H II og litra E I imellem. Dette bl.a. for at kunne udnytte visse drejeskiver med også litra E I. Det KUNNE så have set sådan ud for litra H II med svensk nittet NOHAB tender. Tegning Steffen Dresler©
[image]

Ønsker alle en forhåbentlig fortsat god søndag og for nogle en sidste dag i en lang jule- og nytårsferie.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Tenderne på billedet blev alle undtagen E tenderen opbyggede til de såkaldte ”Tenderplove” således:
R 961 til Plov 125, udr. 1981, R 949 til Plov nr. 119, udr. 1979 og H 797 til Plov 114, udr. 1982.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak