. . . bane"fri"mærkerne, eller hvad de nu hed!

Jeg husker det bedst som, at de blev klæbet på effekten. - Jeg tror også, at jeg kan huske, at der, på "deres" (pakhusfolkenes) skranke stod en bøtte lim med en god "fed" pensel, der havde stået der i hele sin levetid og var blevet brugt ved behov.

.
-----------
.

Her tænkes vel på "banemærkerne" til banepakker. Både disse banemærker og (stations-)beklæbningsmærkerne klæbedes direkte på pakken, kassen, kufferten eller lign. En "afart" var f. eks. cykler, der ikke var nemme at klæbe "mærker" på. Her kom begrebet "Manillamærker" ind i billedet: Et stykke tyndt, men stærkt stykke lyst, brunligt karton med et hul til et lille stykke sejlgarn i den ene ende.
Dette blev bundet på cyklen (som regel cykelstyret). Herpå blev beklæbningsmærkerne / banemærkerne så klæbet på.

Der var lim på bagsiden af banemærkerne - som på frimærker, men beklæbningsmærkerne skulle "klistres" fast. Her kommer pakhusfolkenes "limbøtte" ind i billedet. Penslen "levede" som regel hele sit "liv" i bøtten. Så man tog bare penselen op, og tværede noget lim ud på forsendelsen og trykkede frimærket/beklæbningsmærket fast. Nu kunne det jo ske, at de ikke blev limet godt nok fast, og det var ikke velset. Især banemærkerne - det var jo "tegnet" på, at det var en banepakke, og at fragten var betalt.

"Rigtige" pakhusfolk havde derfor deres egen måde at klare dette på: Med penselen smurtes klister / lim på genstanden, der skulle sendes --rigeligt med klister. så lagdes sedlen/banemærket ned og trykkedes fast. Sluttelig fik det hele endnu en gang med klisterpenselen, så det var "sovset ind". Sådant et mærke faldt ALDRIG af.

Håbløst hvis / når man samlede på banemærker ! ! !

Erik V.
www.evp.dk