F10 Rheingold

af Steffen Dresler, 17/8 2019, 13:20 (1712 dage siden) @ Johnny

De tyske forbundsbaner DB genindførte i samarbejde med de Hollandske- og Schweiziske jernbaner, luksustoget ”Rheingold” F10 mellem Amsterdam-Basel fra og med sommerkøreplanen 1962 og fra 1963 ”Rheinpfeil” F 21 Dortmund – München. Disse tog var dog ikke påtænkt som TEE forbindelser, men som hurtige fjerntog, de såkaldte F-tog. DB ønskede, at disse tog skulle vise, hvad den nye tyske industri kunne frembringe og alle kræfter blev lagt i at udvikle nyt materiel.

Men udgangspunkt i UIC-type X udvikledes et antal vogntyper, der i teknik og ikke mindst m.h.t. passagerkomfort, lå langt over selv det bedste gennemsnit af, hvad andre lande kunne præstere selv på TEE området. På trods af en meget avanceret teknik, gav vognene ikke DB-problemer ud over almindelige begyndervanskeligheder. Det blev til type 62 vognene og for ”Rheinpfeil” type 63 vognene (kun nummerforskel).
De blev malet i den blå/creme farve som det originale ”Rheingold” havde det i slutningen af 1920´erne (Deutsche Reichsbahn modstykke til CIWL-forbindelser Calais-Paris m.fl.).

Da DB ønskede at udvide antallet af TEE forbindelser med lokomotivfremførte tog, tog DB udgangspunkt i ”Rheingold” og ”Rheinpfeil” vognmateriellet. Og i 1965 fik begge disse tog ændret status fra F-tog til TEE-tog og materiellet ommalet i TEE farverne rød/creme (første tilendebragt 1966/67). Det nye vognmateriel til de nu flere forbindelser (bl.a. TEE Blauer Enzian, TEE Rembrandt m.fl.), fik betegnelserne type 64 hhv. 65 (64/65 typerne udseendemæssigt bl.a. kantet tagende mod typerne 62/63 afrundede).

I perioden fra 1965 og til 1967, mens vognmateriellet blev ommalet i TEE farverne og UIC litreret, kørte både TEE Rheingold og TEE Rheinpfeil rundt med også almindelige blå 1. klasses kupévogne A4üm-61/62 eller røde DSG-spisevogne, også i nogle tilfælde de såkaldte ”skørtevogne” WR4üm-39.

F togene Rheingold og Rheinpfeil skulle have DB Ellokomotiver, der kunne fremføres med op til 160 km/t, altså en omgearing i forhold til de normale E10.1. Disse lokomotiver skulle have den såkaldte ”Bügelfalte” kasseform med tilspidsede- og strømlinede fronter. De blev benævnt E10.12. Men da disse ikke var klare til 1962, omgearede man i alt 6 stk. E10.1 og malede dem i den nye blå-creme farve. Det var numrene 1239-1244. Året efter fik man så de første E10.12 1265-1270 for Rheingold. For Rheinpfeil fik man E10.12 1308-1312. Den eneste forskel var, at 1200 serien ikke havde en håndliste under frontvinduerne, mens 1300 serien havde dette.
Ligeledes kan man fjernkendingsmæssigt kende forskel på Rheingold og Rheinpfeil på udsigtsvognene. Rheingold har 8 rækker vinduer på langs og påskriften ”Rheingold” under disse, mens Rheinpfeil har 4 rækker (længere vinduer) og påskriften ”Deutsche Bundesbahn” under vinduerne.

F-tog Rheingold/1965 TEE Rheingold
1962: (Sommer) E10-Av-Ap-Ap-WR62-AD-Av (Retning syd)
1962: (Vinter) BR 10.12-Ap-Av-WR62-AD-Av-Av-Av
1963: BR 10.12-Av-Av-WR62-AD-Ap-Ap-Av-Av
1967: BR 10.12-Av-Av-Av-Av-Ap-AD-WR62-Ap (Retning syd)

Mit gæt er, at filmen er optaget i forår/sommer 1963.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • F10 Rheingold - Johnny, 17/8 2019, 02:33 [*]
    • F10 Rheingold - Steffen Dresler, 17/8 2019, 13:20
DSB MY1101Billige jernbane T-shirts


Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak