En søndagsgætter, løst (epilog med 6 fotos)

af Niels Munch, 13/10 2019, 12:27 (1649 dage siden) @ Niels Munch

Hej igen-igen,

I dette forum behøver jeg næppe at repetere Den Midtsjællandske Jernbanes bedrøvelige historie; men at der stadig er forholdsmæssig mange rester efter banen, har altid fascineret mig - og ikke mindst den nærmest intakte banedæmning ud i Roskilde Fjord.

Således gik en familieekspedition derud allerede skærtorsdag 1983:

[image]Midtbanedæmningen, kig mod "tandstumperne" og Frederikssund, 31.03.1983 (nm).

[image]Midtbanedæmningen, kig mod den sidste "tandstump" og landfæstet på Frederikssund-siden, 08.10.2019 (nm).

[image]Midtbanedæmningen, kig mod Hornsherred, 31.03.1983 (nm).

De hvide bunker på fastlandet er muslingeskaller, som blev gravet eller suget op fra fjordbunden, landet på den lille havn midt på dæmningens sydside og bragt til forarbejdning i "skalleindustrien", der solgte produktet som supplement til hønsefoder, så kræene ikke lagde "vindæg". Denne industri, der var ret hård ved fjordbunden, ophørte i 1998.

[image]Midtbanedæmningen, kig mod Hornsherred, 08.10.2019 (nm).

Skulle nogen genkende baneingeniøren på billedet, så er vi altså ikke i færd med at genanlægge Midtbanen. Og han er heller ikke baneingeniør P. M. Bülow, der den 27.01.1926 i det daværende IDA Rail holdt et grundigt lysbilledforedrag om banestrækningen fra Hvalsø og nordpå, herunder ikke mindst om krydsningen af Roskilde Fjord på dæmning og bro, must see link: http://www.e-pages.dk/ingarkiv/4230/13 .

Det er en længere smøre, men absolut interessant og læseværdig. Han er bl.a. også inde på, at den nye forbindelse over Glumsø i en anseelig årrække vil overflødiggøre tanken om en bane Vigerslev-Køge (!). Vejbroen over Fjorden var dengang en pontonbro (i starten betalingsbro (!)); den nuværende Kronprins Frederiks Bro er fra 1935.

Michael Julsrud viste i denne tråd et foto af den færdige jernbanebro, optaget af hans farfar i 1929.

[image]

At man ved banens nedlæggelse besluttede at genanvende jernbanebroen mellem Aalborg og Nørre Sundby, er vel alle bekendt, og ovenstående billede viser Svitzers 2 bjergningslægtere "THOR" og "ODIN" under bugsering med klapfaget lastet over tværs. Billedet er et skærmdump fra denne seværdige film (11 min.): https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/dsb-brobygning# - der handler om demonteringen af broen i 1936.

En travetur ud ad dæmningen kan anbefales, og fra midten af fjorden er der en flot udsigt, dels til den gamle Kronprins Frederiks Bro mod nord, dels til den nye Kronprinsesse Marys Bro mod syd, men de er jo begge vejbroer .....

Man kan så også konstatere, at "tandstumperne" nu er væk, bortset fra den østligste strømpille ca. 30 m fra landfæstet:

[image]

Billedet er "lånt" fra Spademanns Leksikon, der på vanlig satirisk vis har sin helt egen beretning om jernbanebroens liv & levned: https://spademanns.fandom.com/wiki/Jernbanebroen_over_Limfjorden .

Nå, så kom der både lidt historik og lidt spas her i tråden, og det er vel også meningen?


Bedste efterårsferiehilsener & tak for medspil
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak