Før fremkomsten af de digitale matrikelkort i løbet af 1990'erne var jernbanearealer, fæstningsarealer, sand- grus, og lergrave, vejarealer i landsbyerne m.v umatrikulerede, dvs at de intet matrikelnummer havde. Grunden hertil var, at de pågældende arealer var fritaget for ejendomsbeskatning og derfor ikke var sat i hartkorn. Men i den digitale verden gik det ikke, at der fandtes sådanne særheder, og de pågældende arealer fik derfor inden for hvert ejerlav administrativt tildelt eget matrikelnummer, som var det næste ledige i rækken indenfor det pågældende ejerlav. Ved første udstykning f.eks. i forbindelse med salg af et jernbaneareal eller ved bodelingen mellem DSB og Banestyrelsen fulgte man den sædvanlige procedure, dvs. matr. nr. 1410 blev delt i 1410a og 1410b. Det oprindelige 1410 forsvandt således. Siden fortsatte man efter alfabetet, og var det opbrugt, begyndte man med aa, ab osv.

Man kan godt forestille sig, at de kommunale bygningsmyndigheder efterfølgende har registreret jernbanernes byggesager gennem tiden til de nu opdukkede matrikelnumre. Det ville i hvert fald være en lettelse i administrationen, da der jo - som nævnt - fandtes andre umatrikulerede arealer end jernbanearealer.

I tingbogen stod de umatrikulerede arealer til allersidst indenfor hvert ejerlav med betegnelse for deres anvendelse og for jernbanernes vedkommende tillige med angivelse af ejerforholdet, men med den tætte forbindelse vi i Danmark har mellem tingbog og matrikel, skete tildelingen af matrikelnumre de to steder i selv samme øjeblik.

Håber ikke denne lille forelæsning vil kede for mange, men det er altid morsomt at docere sit fag.

med venlig hilsen
Lars Viinholt-Nielsen

Hej Lars,

Det er rigtigt nok, at tingene har ændret sig siden 1990'erne, men mine betragtninger gik nu primært på tiden før, hvor myriader af bygninger er blevet revet ned eller - især for tjenesteboligernes vedkommende - solgt fra, uden at der er overleveret substantielt materiale om bygningerne i jernbanens tid til den nye ejer/kommunen. Man skal derfor generelt ikke regne med, at der i den kommunale forvaltning er ældre sager for disse bygninger end hvad der er relevant fra 1990'erne og frem. Det er i hvert fald min erfaring. De bygninger, som stadig er jernbaneejede, ligger der stadigvæk digitaliserede sager på i banernes arkiver, men meget er blevet kasserer eller på anden måde gået tabt i årenes løb eller er overgået til "udenforstående" som Rigsarkivet og Danmarks Jernbanemuseum.