Sidder og scanner lidt papirbilleder, for at rydde ud og op. Restaureringen af museets skovvogn har nu tyve år bag sig, så det er vel også snart et emne for cigarforum.

Vognen blev hentet i Faaborg efter museet havde købt den af Sydfyenske. Oprindelig ejet af DJK og så senere blevet til et strandet projekt hos Scandia (jo, som havde bygget vognen i sin tid i 1880). Den stod rigtig godt inde i remisen i Faaborg og var ganske intakt, på trods af, at diverse dele var demonteret år forud. En skønne dag i 1999 fik vi det på paller og blokvogn og så gik turen til Rødovre.

Cc 322 ankommer til Rødovre fra Faaborg 1999 (foto UTJ)

Når man hverken er håndværker, arkitekt eller ingeniør bliver erfaring ud i restaurering ikke regnet for noget, men jeg havde besluttet mig for at det skulle være et så rationelt restaureringsprojekt som muligt. Alle ser skeptisk til da økonomen gik igang...... Ikke billigt, men heller ikke specielt dyrt, målt med samtidens omkostninger til materiel i drift. Selve restaureringen kostede totalt set nogenlunde det samme som reservationsdisplays i IR4 til halvandet togsæt, som jo på sammt tidspunkt var ved at blive eftermonteret.

Der skulle tages beslutninger. Da gulvstrøerne var godt medtagne i enderne og den ene sidevæg ligeledes havde mange punkter som skulle udbedres besluttede vi at bygge et nyt gulv og en ny sidevæg. Det er oftest antallet af samlinger som afgør arbejdets pros – ikke om de enkelte dele er store eller små. Desuden blev jerndelene blæst inden gulvet blev lagt i igen. Inkl en gang rustbeskyttelse – jo sommeren var god og tør. Selve undervognen blev blæst på plads, mens alle smådelene blev blæst hos sandblæsningsfirmaet.

"Teltet" så træarbejdet kunne forgå uforstyrret (efter sandblæsning af jerndele (foto UTJ)

Work in progress (foto UTJ)

Stellet bygget næsten færdigt (foto UTJ)

Snedkeriet - gulvplankerne og træet til bænkene var pommersk fyr, der blev i overskud fra restaureringen af Vor Frue i København (foto UTJ)

Hjulene blev sendt til DSB’s hjulværksted og kom op i drejebænken. Efterfølgende fandt de lige lovlig mange revner i dem, men med tilsynsførendes mellemkomst og værkstedets erfaring svejste CvK dem op så vognen kunne godkendes til 70 km/t. Et skal nævnes at de to hjusæt (type 1) var fra hhv 1883 og 1884 sådan cirka). For at kunne svejse på dem skulle hjulene have nue ringe, men de kvikke i værkstedet mente at vi kunne tage nogle MH-hjulringe. Det viste sig at passe fint, også når jeg jævnførte med tegnings- og tabelmateriale.
Nye fjedre – vognens oprindelige var ikke gode mere. MH-hjulringene viste sig dog at være lige lovlig kraftige og fjedrene kunne ikke spændes op uden at hjulene guík op gennem vogngulvet. Over i drejebænken igen og stort set afdrejning til halv tykkelse – og så passede det.

Hjulsæt i drejebænken på Centralværkstedet i 1999 (foto UTJ)

Botanisering i dækcenteret på CvK (foto UTJ)

Træarbejdet gik videre og da det blev tid til at genopbygge undervognen med de afmonterede dele , plus hvad vi kunne finde ude i ”lageret”, kom vognen ind på Centralværkstedet. Smeden i Rådvad genfremstillede tagkonsollerne og til slut var det maleren sammesteds fra som udførte malerarbejdet. Vognen var et godt projekt i og med at kildematerialet var usædvanlig godt. De fleste kompromisser blev gjort med skelen til samtidige løsninger, selv monteringen af trykluftbremsen havde forbillede. Jeg gjorde et stort nummer ud af at materialer og bemaling skulle være korrekte. De tekniske kompromisser der er gjort skulle legeledes være så tæt på hvad man i samtiden ville have gjort. Det var let med kildestudier.

Maleren i arbejde (foto UTJ)

Nye hjulringe - og godt med afdrejning - ja, så passer det (foto UTJ)

Sådan kan man også lære om håndværk. Meget af min opsamlede viden kom fra samarbejde med fagfolk og det hele knyttet sammen i et produkt – vi brugte i alt ca halvandet år på restaureringen og den har formentlig fragtet en hel del passagerer i Odense. Jo, jeg har aldrig selv været med vognen op ad havnebanestumpen. Når jeg siger ”vi” skyldes det i høj grad frivillige, der på trods at kampen med at holde ”deres eget tog” kørende også gav en hånd med, særligt til de opgaver man ikke kan købe sig til, uanset hvor gerne man vil. Det var et godt projekt, og lærerigt.