Tja, når man nu er ”Confined to quarters”, får man lidt mere tid til også eftertænksomhed vedr. dit spørgsmål.

Jeg tror det korte svar er et rungende JA, det er uundgåeligt, et naturlig forløb, ligesom i tusindvis af andre områder går i glemmebogen på den ene eller anden måde (gørtler, kirkeklokkestøbning, tømmerarbejder, brolægning, vævning og farvning etc.)

Du har helt ret i, man ”man” nok skal have oplevet/kunne huske sine barne- og ungdomsoplevelser som p.t. med Jernbanehobbyen.

Der vil dog ALTID være nogen der interesserer sig for jernbanen i den brede forstand, men det nok mere på et specialiseret plan i og med at ”Statsbanerne” (og selvfølgelig Privatbanerne) ikke er den faktor det var i samfundet før, hvor etaten var med i næsten alt, Politiet, Militæret, Statsbanerne, Postvæsenet mv. Man rejste med banerne, man sejlede med banerne, banerne byggede broer, man så nyhederne om banerne i biografen, man hørte om banerne i radioen og man læste om banerne i aviser, ugeblade og de yngre samlede mærker til samlehæfter (RICHS).

Tiden har ændret sig, bilen er kommet, flyrejser, elektronikken og kommunikationen kommer ikke mere fra ”Her er Danmarks Radio, København-Kalundborg” eller hvad der nu blev indledt med. Vi har fået en anden måde at kommunikere på og andre mere nutidige interesser. Vi har kort sagt ikke mere den samme brug for banerne, mulighederne er blevet mere mangfoldig og dermed også interessen.

Jeg opdagede det først ved bladvirksomhed og andre skriverier, at interessen for ”dampen” og tiden omkring den aftog og det sikkert af mange årsager. Pionerende indenfor jernbanehobbyen, der jo faktisk først startede rigtigt op efter den 2. verdenskrig, er blevet gamle og de første har været døde i mange, mange år. Tilbage er nu dem der husker ”dampen” og også her trykker alderen. Selvfølgelig er der kommet yngre til, der interesserer sig for nutidens jernbaner – som vi gjorde for vore tidsperioder – men bl.a. p.g.a. ovenstående ikke så mange. Det betyder jo også, at økonomien bag jernbaneinteressen er dalende, da man nu får informationerne via de elektroniske medier. Bøger er efterhånden et ”no go”, al for stor kostpris og dem der GIDER og har LYST til at skrive bliver også færre.

Så man skal vel være egoistisk og NYDE hobbyen så længe man kan.

Ad åre en lille hobby/interesseområde på lige for med alle andre; ”det var sq da noget skægt noget at interesserer sig for”, kan man næste høre en sige, der møder en, der interesserer sig for jernbaner.

Det samme gælder nok også specialmuseerne, Sporvognsmuseet, Danmarks Jernbanemuseum, Gedser remise samt alle veteranklubberne og hvad ved jeg. Hvis ingen har en personlig oplevelse bliver det nok ligesom mine første og kedelige erindringer med Nationalmuseets pilespids samlingen, laaaaaaangt og kedeligt.

Vil ikke her nævne et barnebarn, hvor morfar slæbte knægten til Odense for at køre med S-maskine; ”Morfar jeg keder mig”!

Med venlig hilsen og NYD det vi har og hjælp med

Steffen Dresler