Jeg synes, at man glemmer at tænke veteranbanerne ind i oplevelsesindustrien.

Min fornemmelse er, at det handler meget om at restaurere materiel og så køre nogle ture for at tjene penge til at restaurere for. Der er ikke noget galt i at restaurere, selvfølgelig skal det være i orden, men hvad med det uden om? Det giver for mig ingen mening at stige på et sted, hvor der ikke kan sandsynliggøres et stationsmiljø for at blive kørt - ganske få kilometer - ud i "the middle of nowhere". Det giver ikke mening, at der ikke er en fungerende til at sætte signal for udkørsel og stå med spejlægget.

Man skal nok tænke over, om man har noget at byde på ud over en tur med en skinnebus eller en Triangel. Er der noget i den anden ende, der er værd at køre efter?

Der er efter min mening brug for, at samle kræfterne omkring de baner, der giver mening. Det kommer til at koste nogle livet

Jo Steff, at stå ved jernbaneoverskæringen og have lugten af en E-maskine i næsen, det følger en resten af livet, men det forhindrer ikke, at - nogle af - veteranbanerne ikke kan overleve.