Godaften

Lillebæltsbroen var jo med et moderne udtryk et ”Keypoint”. Det vil sige at det var samfunds- og infrastrukturmæssigt vigtigt, ikke mindst også for den tyske besættelsesmagt. At broen ansås for vigtig for den tyske besættelsesmagt sås jo bl.a. ved besættelsen af Danmark, ved at man sendte Pansertog 23 afsted for at sikre i hvert tilfælde landfæstet på Jyllandssiden. Toget kom dog ikke helt op til broen til det forventede tidspunkt den 9. april om morgenen. Men det er en anden historie.

Udover jernbanen som det vigtigste, bar broen jo også alle datidens kommunikations elementer som telefon (med fjernskriver) og telegraf samt elektriske kraftforbindelser. Sekundært bar broen selvfølgelig også vejdelen. Så det var et yderst vigtigt område for BÅDE Danmark og den tyske besættelsesmagt.

I løbet af krigen fik broen efterhånden en rimelig stor vagtstyrke, der dels tog sig af kontrol med færdslen over broen på vejdelen samt ikke mindst, et udbygget system af luftværnsskyts, nogle på høje trætårne for at kunne få frit skud 360 grader rundt.
Broen og området omkring var et såkaldt ”Sperrgebiet” og for adgang og ophold krævedes særlig tilladelse, nemlig et specielt ”Ausweiss” med tilladelse Broens arealer.

For den meget, meget lille daglige private trafik behøvedes ikke et specielt ”Ausweiss”, men (og her kommer skiltet der spørges til ind) standsning og ophold på broen var strengt forbudt og man blev sanktioneret på den ene eller anden måde, hvis ikke overholdt. Og selvfølgelig blev man undersøgt, da der jo fandtes vagter i hver ende af broen netop med dette formål. At der ikke ses nogen synderlig trafik på billedet skyldtes jo primært, at al privatkørsel var forbudt og at gods fortrinsvis sendtes med jernbanen. Cyklen var i slutningen af krigen også ved at være et overstået kapitel, da manglen på bl.a. cykelgummi gjorde kørsel over længere afstande til et mareridt.

At DSB tog Lillebæltsbroen yderst alvorlig sås bl.a. af, at der var udformet at antal såkaldte ”Broplaner” (også for Storstrømsbroen). I tilfælde af eventuel sprængning/bombning, blev der forberedt et større antal særtog over Fyn med skarp vending i Middelfart/Strib. Da der ikke fandtes drejeskiver her, blev planerne her planlagt med bl.a. DSB litra S, der skulle overføres fra 1. Distrikt på Sjælland til 2. Distrikt på Fyn. Denne maskintype kørte jo lige godt forlæns som baglæns. Det samme var gældende for planerne ved Storstrømsbroen (Vordingborg).

Med hensyn til fjernsynsudsendelsen tror jeg overhovedet ikke dennes konklusion, at fotografen Walter Frentz skulle være ”spion for Føreren” og melde tilbage. FHQ kunne få alle de billeder og informationer de ønskede ved en telefonopringning til det tyske militære hovedkvarter i Danmark. De havde en del ”Propagande Kompnie” (PK) fotografer til rådighed for det samme og kunne telefaxe billederne samme time de var taget.

At han var en yderst kompetent og meget dygtig fotograf er der ingen tvivl om og DERFOR fik love til at fotografere med farvefilm. Men at sende en civilist stukket i en Luftwaffeuniform via København til Vestkysten for at dokumentere befæstningsværkernes tilstand og på må og få næsten egenhændigt køre rundt i områderne. Men hvad hans formål har været vides ikke, dokumentation af tingenes tilstand i Danmark i farver? At han har haft sine akkrediteringer var jo en selvfølge, for uden var han ikke kommet en meter. Men netop Atlantvoldens tilstand var overgivet til Generalfeldmarskal Erwin Rommels ansvar, der jo netop samme år i december besøgte Danmark for dette formål. Men det er da en spændende historie (med Frantz´s søn som hovedkilde) og flotte billeder, på samme måde som de billeder Walter Frentz tog sammen med chefen for SS/SD Heinrich Himmler bag Østfronten og i de af RSHA indsatte Sonderkommandos operationsområder.

Med venlig hilsen
Steffen Dresler