Lillebæltbroen (+1 foto)

af Niels Munch, 8/9 2020, 03:12 (1320 dage siden) @ Børge Sundahl

At Lillebæltsbroen er et - ikke mindst for sin tid - imponerende bygningsværk, kan man f.eks. overtyde sig om på en "bridgewalking".

[image]Lillebæltsbroen set fra Kongebrohavnen 06.09.2020 (nm).

På en sådan bridgewalking, der måske kun overgås af den på Sydney Harbour Bridge, fortæller kompetente guider broens historie fra dens opførelse til i dag, samt tillige om overfarterne over Lillebælt fra kongens egen mellem Kongebro og Snoghøj, jernbanefærgeruten Strib-Fredericia, bilfærgen Middelfart-Snoghøj samt selvfølgelig den "nye" Lillebælt-motorvejsbro fra 1970.

Ganske vist er der fra traveturen i broens konstruktioner ikke den bedste udsigt til trafikken 10 m nede, men togets buldren og broens sitren mærkes tydeligt, ikke mindst når et øl-tog passerer.

Kamera og andet løsøre må ikke medtages deroppe.

Man bringes også til at fundere over, hvorfor Lillebæltsbroen teknisk har det bedre end Storstrømsbroen?

Evt. højdeskræk glemmes, dels ved de udmærkede sikkerhedsforanstaltninger, dels qua den formidable udsigt fra op til 60 m højde over bæltet til hele trekantsområdet fra Kolding i syd over Middelfart til Fredericia i nord, hvis kendetegn bliver grundigt forklaret.

Endelig kan man imponeres over de vovehalse, der i deres propelfly underfløj broen med dens 33 m frihøjde.

En gammel bro i fin form - og bestemt et nærmere besøg værd.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak