Flensburg nu & før - I (5 fotos)

af Niels Munch, 20/9 2020, 13:33 (1313 dage siden)

G'da' i Forum,

Flensburg er "næsten Danmark", så flere forumdeltagere kender nok denne tavle ved Mauseloch, fodgængertunnellen under havnebanedæmningen ved ZOB (Zentraler Omnibus Bahnhof):

[image]Ein Bahnhof wird zum ersten ZOB, Flensburg 08.09.2020 (nm).

Her fortælles, at ZOB i 1931 opstod på det areal syd for havnen, hvor jernbanestationen (en Kopfbahnhof) tidligere (siden 1854) havde ligget, men under bibeholdelse af stationsbygningen fra 1883. Billedet oppe t.h. på tavlen er dette:

[image]"Die Zentralomnibus GmbH", ZOB, åbnede i den tidligere "Staatsbahnhof" d. 31. december 1931. Det var Tysklands første ZOB. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig - Nummer: B10513.

Sporvognslinie 2, der rebrousserer ved stationen, åbnede i 1911, blev omstillet til trolleybus i 1943 og til diesel 1957. Rutebildriften, der skabte behovet for en ZOB, tog fart efter 1924, og med omordningen af Flensburgs jernbaneforhold med bl.a. ny gennemkørselsbanegård syd for bykernen i 1927, kunne banegården fra 1883 blive ZOB i 1931 - som Tysklands allerførste ZOB.

Bygningen fra 1883, tegnet af Johannes Otzen, afløste "den engelske banegård" fra 1854, tegnet af Michael Gottlieb Bindesbøll. "Otzens Banegård" fra sporside:

[image]Flensborg gamle banegård, 1910-20. Foto: Thomsen, Th. Flensborg. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig - Nummer: B5320.

Placeringen af ZOB - dengang som i dag - er syd for gaderne Rathausstrasse/Hafendamm og langs Süderhofenden til ud for Nikolaistrasse. Mon øst er området afgrænset af havnebanedæmningen, der i midten af 1930'erne blev rejst på det gamle baneareal således, at havnebanen fortsat hang sammen med banenettet. Sporene til vesthavnen hhv. østhavnen blev ført over Hafendamm på hver sin jernbanebro, og broen over Angelburger Strasse længst mod syd blev fornyet ved samme lejlighed.

I 1950'erne blev ZOB med Otzens banegårdsbygning for trang, og i stedet kom dette funkisbyggeri, i folkemunde "Ufoen" (jeg havde helst set Otzens stationsbygning bevaret):

[image]Fotografi af model af ZOB. Remmers glaspladesamling. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig - Nummer: B10701.

Billedet, der som de andre er taget "med ryg mod havnen og i nordlig retning", viser tydeligt havnebanedæmningen t.v. med signalhus og broerne over Hafendamm samt det moderne arrangement af busperroner på det tidligere jernbaneareal.

[image]Flensburg ZOB. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig - Nummer: B6841.

Billedet er taget mellem indvielsen af "Ufoen" i 1955 og nedlæggelse af trolleybuslinien 1957. Ude t.v. bag rutebilen anes havnebanedæmningen med signalhuset.


Fortsættelse følger …...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak