Personvogn med bremsehus?

af FS1954, 17/10 2020, 16:48 (1280 dage siden) @ Jens Bruun-Petersen

Engang i tidernes morgen blev også jeg fascineret af disse små kupévogne, og det førte mig til en relativt enkel omdannelse af en række Piko-vogne - med og uden bremsehus. Her er den første i rækken:

[image]

CB 992, ommalet i den farve, som Jens Bruun-Petersen benævner "Skjoldungen"-rød (efter de velkendte blyanter) - jeg brugte Humbrol nr. 20 - mens jeg i dag ikke er sikker på litreringerne. KM-Text? Der var mange andre muligheder, Williams, Næstved Frimærkehandel, EE-litrering, Dan-Model, Skilteskoven - og givetvis flere.

[image]

Og her er så den anden side - måske "The Dark Side of the Moon"? Den er knapt så korrekt, men til gengæld er der her toiletruder - og jeg monterede faktisk også kupéskillerum i modellen. Den har mistet en puffer i de 25-30 år, der er gået, siden jeg lavede denne og de følgende, men - sådan er jo tidens gang. Og med mindre man kører i rundkreds, ser man jo i reglen kun den ene side af vognene, så jeg lever udmærket med den forkerte side.

[image]

Næste serie - her nr. 984 - fik lidt mere 'pynt' med diverse udstyr på gavlene - og Piko lavede jo to typer af kupévogne, dels den med bremsehus, dels den uden. Den første havde fladt tag, den anden havde mere buet tag. Vognene kunne fås med DB, DR, SNCF og andre litreringer, og den findes skam stadig - nu som cirkusvogn i et prisbilligt sæt.

[image]

Her kan de forskellige tagrundinger ses. Jeg har stort set ladet trin m.v. blive, for jeg synes, at de pynter, korrekte eller ej. I øvrigt er alle vognen udstyret med kortkoblinger (ved hjælp af Rocos kulisser, et omfattende fræsearbejde) og så vidt muligt med eger- eller stjernehjul.

[image]

For sjov prøvede jeg også at lave en brunlig vogn - nr. 10181 - men jeg foretrækker nu de gammelrøde udgaver, som heldigvis stadig er udstillet på Jernbanemuseet.

Det blev også til en endnu ikke færdig vogn - vistnok en Cz nr. 4410 - men den er lavet på basis af en anden vognkasse (Rai-Mo), og malet mere mat og bleg rød.

Jeg slutter med en lille opstilling - ud over de allerede nævnte er det nr. 516, 979 og 984. I kulissen venter bl.a. en AA-vogn, men der skal jo også være noget til de lange vinteraftener.

[image]

Og så skal jeg beklage, at der kom lidt for meget modeltog med her i det agtværdige forum for den bredere jernbanehistorie, men - bolden var jo på en måde givet op her med flere indlæg om modeller.

Med venlig hilsen,

FS1954

--
FS1954


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Svenska-lok
Valby Gasværk
Valby Gasværk

Valby Gasværk åbnede i 1907 og fik fra starten leveret kul fra gashavnen i Københavns havn via en 5 km lang jernbane ejet af gasværket. Her er historien om Valby Gasværks jernbane, lokomotiverne og vognene.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak