Hjemtagning af KHB M4 i 1977 - som jeg husker det

af Jens Vesterdahl ⌂, 27/10 2020, 20:08 (1276 dage siden)

Godaften i herreværelset.

Jeg har for nylig anskaffet en diasscanner, og for at lære den at kende, øver jeg mig på mine gamle sort/hvide negativer ... og der dukker mange pudsige ting frem af glemslen.

Blandt andet en lille serie fra dengang Helsingør Jernbaneklub hentede vognkassen til KHB M4 hjem fra Lynge, hvor den havde stået som sommerhus i en årrække.
Flere ting fra dengang står lysende klart for mig, andet er mere tåget, og andet igen har jeg ingen erindring om. I sidstnævnte kategori er billedrækken herunder, men jeg må jo have været der.

Forhistorien bør være læserne bekendt - GDS C33 brændte på Nøl, men undervognen overlevede branden. Som jeg husker at have fået det fortalt dengang (og her må der regnes med plus/minus en træskolængde, for jeg har siden hørt andre varianter), så avarterede HgJK derfor i Frederiksborg Amts Avis efter en vognkasse, som kunne passe på undervognen, og som man måtte overtage. Det medførte mindst ét svar, og der blev udsendt et opklaringshold, som til deres forbløffelse konstaterede, at der var tale om søstervognen KHB M4, hvis skæbne vistnok hidtil havde været ukendt.

Vognkassen var så vidt jeg husker til afhentning hvis blot det gik lidt tjept, for grundejeren skulle vist bygge på grunden. Det specielle ved hele situationen var (igen som jeg husker det fortalt), at vognkassens ejer kun læste den avis en gang om året eller så - altså ret tilfældigt - og hvis den del af historien passer, var det noget af et lykketræf.

Nuvel, vognkassen stod ret langt inde på grunden, der var vokset træer op siden placeringen, som ikke måtte beskadiges, og det var om vinteren, så terrænet var blødt. Det var således ikke muligt af få en kran ind og løfte vognkassen ud. I stedet blev det besluttet at løfte vognkassen op på bukke og deplorider (staves de sådan) og så anlægge en midlertidig skinnevej ud mellem træerne og rulle vognkassen ud.

Således gjort. Jeg har desværre ingen billeder fra den proces, så hvordan man fik drejet vognkassen næsten 90 grader husker jeg ikke, men derefter blev den på "Vrålyngen privatbane" rullet ud fra grunden, og det husker jeg.
Når vognen havde forladt en skinnelængde, blev denne flyttet frem foran "toget", og jernbanens udstrækning var således aldrig mere end to skinnelængder. Til sidst endte vognkassen ude på marken på den anden side af vejen, hvor den blev efterladt indtil senere på året, hvor jorden ville kunne bære en blokvogn. Her starter billedserien.

Jvf. ovennævnte bomærke for den kortlivede jernbane, så var der tale om en vej, som hedder Vrålyngen, beliggende mellem Lynge og Lillerød, men hvor på vejen, det husker jeg ikke, og jeg kan i dag ikke genkende det på Google Maps.


Herunder står vognkassen på bukke på marken på modsatte side af vejen fra grunden, hvor den blev flyttet fra.
[image]

[image]


Det forsøgtes tydeligvis først at komme under vognkassen fra marksiden, men jeg husker ikke hvorfor det ikke lykkedes.
[image]


Herunder er blokvognen så kørt ind på grunden og prøver derfra. "Jernbanen" gik ud fra grunden der hvor blokvognen nu holder.
[image]


Herunder fra en anden vinkel. Vognkassen stod ved den mørke skur-agtige genstand helt til venstre i billedet, og dermed næsten helt i modsatte ende af grunden (uden at jeg dog kender matrikuleringen).
[image]


Herunder er det lykkedes blokvognen at komme på plads under vognkassen, og så var det bare at sænke den ned på ladet og køre væk.
[image]


Hvis nogen kan supplere til eller rette historien, så byd endelig ind :-)

Venlig hilsen
Jens


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

DSB MX1012Billige jernbane T-shirts

Sukkerfabrikken Nykøbing
Sukkerfabrikken Nykøbing

I 1884 opførte en række landmænd på Falster andelsvirksomheden Sukkerfabrikken Nykøbing. I jernbanekredse er fabrikken mest kendt for de to små Krauss-maskiner, der varetog trafikken på fabrikken i over 50 år og nu befinder sig på Museumsbanen.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak