Køge-Ringsted Banens skinnebusser I (i alt 7 fotos)

af Niels Munch, 1/1 2021, 15:50 (1210 dage siden)

God Nytårsdag i Forum,

Jaaamen, vil nogle mene, KRB havde kun én. Tjoe, men alligevel:

I 1918 fik et nystiftet selskab, Strandvejsautomobilet A/S, fra Thriges bilfabrik i Odense leveret 2 danskbyggede omnibusser mrk. "Gefion":

[image]Thrige "Gefion" omnibus på Strandvejen ved Klampenborg (arkivfoto).

Busserne var med deres faste ringe, dårlige affjedring og træsæder en skuffelse for såvel vognmand som passagerer. Den ene solgtes derfor til Hørsholm-Rungsted Automobilselskab, den anden gik tilbage til Thrige, som i mellemtiden havde indskudt sin bilfabrikation i De Forenede Automobilfabrikker (DfA) sammen med 2 andre (JAN og Anglo-Dane), deraf produktnavnet TRIANGEL.

I Odense havde man under indtryk af den stigende automobiltrafik, herunder det indtil videre ganske uregulerede omnibusmarked, som påførte jernbanerne konkurrence, puslet med idéer om omnibusser på jernbanehjul. Man satte derfor jernbanehjul på den hjemtagne "Gefion" og lancerede "skinnebussen", der fra august 1921 til november 1922 prøvekørtes ved en række privatbaner, herunder SFJ og banerne i Hillerød:

[image]Triangel demo med GDS G 1 (senere C 40) på Hillerød Lokal (danskebilleder filnr. 295-90-35-8114-print).

Skønt nogenlunde driftsikker viste vognen sig for lille (17 pl.), og DfA forlængede vognen med ca. 1,5 m (til 20 pl. og med bagperron), hvorefter DSB prøvekørte den bl.a. mellem Aarhus og Brabrand:

[image]Forsøgskørsel med motorvogn Århus-Brabrand 1923. Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv - billede nr. B836. Klikbart.

Ligeledes blev den prøvet på Hammelbanen, der endte med at købe vognen i 1923 som AHTJ M 3.

Køge-Ringsted Banen, der også mestendels havde "ondt i økonomien", lejede vognen juli 1926 - marts 1927:

[image](Postkort forhandlet af DJK).

..... hvor den kørte ca. 30.000 km. KRB valgte dog at motorisere med de mere traditionelle Triangel-vogne.


Fortsættes .....


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

ContecRailDSB MH381

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak