Dansk Jernbane-Klub 1961-15. januar-2021

af Lars Henning Jensen, 15/1 2021, 08:03 (1169 dage siden)

60 år efter 15. januar 1961 …

I dag for præcis 60 år siden mødtes en gruppe mænd af varierende alder, men alle med interesse og veneration for jernbaner og jernbanedrift, i det daværende ”DSB Kino” på Københavns Hovedbanegård. Mødet var indkaldt af en lille initiativgruppe, og det var annonceret i bl.a. tidsskriftet Modelbane Nyt.

Formålet med mødet var at stifte en landsdækkende forening for jernbaneinteresserede i Danmark, bl.a. med henblik på etablering af en veteranjernbane efter engelsk forbillede, og inden aftenen var til ende, var Dansk Jernbane-Klub stiftet med lokomotivfører Svend Jørgensen som formand og med en bestyrelse, der tillige bestod af:
Fuldmægtig, cand. Jur. Birger Wilcke (næstformand), frimærkehandler Peer Thomassen (sekretær),
Assistent Mogens Bruun (kasserer) samt cykelhandler Børge Chorfitzen, sekretær Erik B. Jonsen
og trafikkontrollør E.L. Parbøl. Det var dengang, titler betød noget.

Der er ”løbet meget vand i stranden” siden da – og ingen af de nævnte er længere blandt os. Men DJK er så levende som nogensinde, om end de for tiden herskende forhold på sundhedsområdet helt naturligt lægger en alvorlig dæmper på foreningens aktiviteter.

Der er næppe mange – om nogen - erklærede jernbaneentusiaster i Danmark, der ikke kender til DJK;
bladet Jernbanen, forlags- og salgsafdelingen Jernbanebøger, DJK Rejser, udflugtsafdelingen, lokalafdelingerne og ikke mindst foreningens veteranbaner og veterantog, Museumsbanen Maribo-Bandholm, Mariagerbanen, Bloustrødbanen, Veterantog Vest, Vestsjællands Veterantog, MY Veterantog og Limfjordsbanen, samt Djurslands Jernbanemuseum og H 783-arbejdsgruppen er synlige tegn i dag på, at ideen ved indgangen til ”de glade 60’ere” var rigtig og har vist sig holdbar.

Fra de 275 mænd, der mødtes i DSB Kino den aften i 1961, er antallet af medlemmer gennem årene vokset til nu ret stabilt omkring 2.500 m/k’er – i sig selv en manifestation af, at jernbaneinteressen er noget, vi kan være fælles om.

Foreningen har tidligere fejret sine ”runde fødselsdage”; 10-året med E-maskineudflugt, 25-året med stort træf i Odense, 40-året med damplokomotiv på Rådhuspladsen i København, arrangementer ved banerne og reception i DSBs hjælpevognsværksted og 50-året med reception på Vedbæk station og K-maskineudflugt til Kalundborg.

Og selvfølgelig skulle også 60-året have været markeret …

Nogle kender nok sommerfugleteorien, at ”et vingeslag fra en sommerfugl på den ene side af kloden kan starte en storm på den anden side”. Noget i den retning, blot værre, har vi oplevet gennem det seneste års tid, hvor et vingebask fra en døende flagermus i Kina startede en verdensomspændende pandemi, som markant har ændret vores liv – både i hverdag og i fest.

Derfor bliver der ingen stor festivitas i anledning af DJKs 60-års jubilæum – ikke i denne omgang i al fald.

Heldigvis er der ihærdige aktive medlemmer i Jernbanens redaktion, i salgsafdelingen og rundt om på banerne, der indenfor de snævre rammer, som myndighederne udstikker, sørger for at holde DJK i gang. Og sammen må vi via digital kontakt og på anden vis sørge for at holde modet oppe hos os selv og vore ligesindede, til vi forhåbentlig snart kan smide de skrækkelige mundbind, rykke tættere sammen og igen mødes fysisk om vores fælles hobby og passion.

Her og nu må vi nøjes med – ”en for alle og alle hver for sig” - at ønske vor forening Dansk Jernbane-Klub og alle dens medlemmer et stort tillykke med de første 60 år!

Bent Jacobsen, formand 1991-1999
Lars Henning Jensen, formand 1999-2004
Henrik Bang Jensen, formand siden 2012

[image]
Danmarks første veteranjernbane - Bandholm station (postkort DJK/MBJ)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Indsend billederHectorrailSvenska-lok

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak