Næstved - Slagelse set fra luften - del 8

af Tovli ⌂, Ballerup, 10/4 2021, 22:39 (1104 dage siden)

Det Kongelige Bibliotek har stillet mange luftfotos til rådighed via internettet. På strækningen fra Næstved til Slagelse er der mere end 150 stk. En del af disse vil blive præsenteret på disse sider. De originale billeder er blevet behandlet inden de bliver gengivet her, men under hvert billede er billedets navn i DKB’s database. De angivne årstal som der er angivet ved fotografierne skal betragtes med en vis skepsis, da der er en del fejl i databasen.
Bemærk at banens officielle km-tal udgår fra Slagelse, overkørsels numrene starter fra Næstved, men husenes numre starter i Slagelse. I Arkivet for Jernbaner findes flere billeder og tegninger fra banen.
Næste lørdag slutter turen i Slagelse.

[image] Overkørslerne er markeret med røde numre og banehusene med blå numre. Baggrundskortet er det første udgivne lave målebordsblad fra starten af 1900-tallet.

[image]I slutningen af 30’erne tog fotografen dette billede af ovk. 100. Overkørslen er bevogtet af bomme, som styres fra den nærliggende ovk. 101. Overkørslen blev lukket efter krigen og trafikken ledt via ovk. 101. Sludstrup er mod venstre.
Originalens navn: L00454_025

[image]Her ser vi banehus nr. 7 og ovk 101 optaget i 1990. Gården fra 30’er billedet har vokset sig større og vejomlægning ses ude til højre. Sludstrup er opad i billedet.
Originalens navn: A087026_009

[image]Sludstrup station anes mellem træerne på dette billede fra 1955. Sylvest Jensen Luftfoto brugte ikke megen tid på at fotografere stationsbygninger og da de næsten var enerådende på Sjælland i 50’erne og 60’erne er udvalget af billeder ret lille. Sludstrup station ligger bare 3,1 km fra Flakkebjerg, som befinder sig ude til højre.
Originalens navn: H06264_016

[image]Dette billede fra 1955 er lidt usædvanligt taget mod syd og viser ude til højre ovk 105 og midt i billedet ovk 104 med hus nr. 5b. Bag træerne anes Sludstrup station.
Originalens navn: H05753_033

[image]Ovk 104 og øverst i billedet hus 5b er her fotograferet i 1987. Den nedlagte Sludstrup station ligger til venstre.
Originalens navn: A087118_025

[image]Billedet af ovk 107 er fra 1950. Overkørslen sikret med dobbelte led. Slagelse er mod venstre.
Originalens navn: L05186_017

[image]Banehus 5a er her fotograferet i 1970. Ovk 107 ligger lige uden for til venstre. Billedet er taget mod sydvest næsten direkte mod solen. Sludstrup er mod venstre.
Originalens navn: H15245_005

[image]Her er ovk. 107 fotograferet i 1987. Slagelse er mod højre.
Originalens navn: A087118_005

[image]En simpel markoverkørsel med nr. 109, som er sikret med et særligt bredt led på 4,5m. Slagelse er mod venstre. Billedet er fra 1970.
Originalens navn: H15245_006

[image]Overkørsel nr. 113 er sikret af både et 3,7m led og af en 0,9m låge. Slagelse er mod venstre. Billedet er fra 1950.
Originalens navn: L05186_013

[image]Dette billede fra slut 30’erne er viser Harrested Mølle som ligger usædvanlig tæt på jernbanen. Hvis en modelbanemand ville lægge en hollandsk mølle så tæt på banen, ville han blive buhet ud. Som så ofte før overgår virkeligheden fantasien. Slagelse er mod venstre.
Originalens navn: L00385_036

[image]På dette efterkrigs foto kan man se overføringen Antvortskov Landevej og øverst i billedet ovk. 119. Slagelse er opad i billedet.
Originalens navn: sylvest_nks_05401_2

--
Michael Karpova Christiansen
Arkivet for Jernbaner


Hele emnet:

 RSS Feed af emne



Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak