Sikringsanlæg på Værslev

af kka-dk, 17/7 2021, 13:59 (1004 dage siden)

Højtærede Herreværelse, hermed en god håndfuld spørgsmål om sikringsanlæg og blokanlæg på Værslev station.

Værslevs nuværende DSB 54E-sikringsanlæg er ibrugtaget i forbindelse med etablering af fjernstyring, initialt fra FC Kalundborg. Blokposten.dk’s oversigt over sikringsanlæg angiver ibrugtagning i 1968, Ole Plums artikel i Jernbanehistorisk Årbog ’98 om Slagelse - Værslev siger ibrugtagning 29. januar 1965. Hvad er rigtigt? Fjernstyringen blev ibrugtaget 22. juni 1965, så jeg antager dette årstal er korrekt?

I samme artikel fra årbogen ’98 fremgår, at det automatiske linjeblokanlæg mellem Kalundborg og Værslev blev ibrugtaget 3. marts 1965. Før dette var der fra 1899 manuel linjeblok, bl.a. med blokposten Kjærbyvej / Ubberup.

Og atter i samme artikel fremgår det, at krydsningssporet i 1953/’64 blev forlænget til 1070m for at muliggøre samtidig ind- og udkørsel. Jeg antager, dette først har kunnet lade sig gøre efter ibrugtagningen af det nuværende 54E-anlæg med to sæt PU’ere (2. Værslev-billede) i retning mod Kalundborg? Og mon ikke det var årsagen til at vejunderføringen i Kalundborg-enden blev erstattet med en bro?

Nu nærmer vi os mine væsentligste spørgsmål:

Hvorfor i alverden fik Kalundborg-enden af Værslev allerede i 1959 PU-signaler (jfr. TIB 1959)? Samtidig indkørsel fra Holbæk hhv. Slagelse? Der var i forvejen spormæssig dækning i spor 2 eller 3 til en kort sporstump. Og hvornår blev denne fjernet? Ved forlængelsen? Jfr. nedenstående billede var der kun afløb fra spor 3 i 1962.

[image]

Hvilken anlægstype var sikringsanlægget før 1965/’68? Iflg. Plum’s artikel i ’98-årbogen fik Værslev i 1922/’23 et ”moderne centralsikringsanlæg”. LME? Er der nogle der har billeder af pult / tavle /betjening af dette? Specielt i relation til PU’erne. Og også gerne af pulten til det nuværende anlæg. Hvordan har det gamle centralsikringsanlæg været koblet til den manuelle linjeblok før udskiftningen til det nuværende sikringsanlæg, mens der har været PU’ere og dagslys-U-signal mod Kalundborg?

I den modsatte ende af stationen var der TU-signaler. Med bogstavvisere? Hvilke bogstaver? Evt. billede?

Et tillægsspørgsmål: Mon ikke lysafgangssignalerne blev etableret i forbindelse med ibrugtagning af fjernstyringen? De var der i hvert fald i 1968 (billede 3) og i 1974 (sidste billede).

På forhånd tak for al hjælp.

Mvh. Klaus K.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak